Resumé
Arbejdets udførelse
Støj
Tiltalesubjekt
T personligt ejet virksomhed. Juridisk person. Arbejdsgiver.
Historien
Der blev arbejdet i en smedehal, hvor støjbelastningen var væsentligt over 85 decibel. Arbejdstilsynet havde afgivet påbud til virksomheden om nedbringelse af støjbelastningen til 85 decibel, og om at undgå unødig støjbelastning af de ansatte. Påbuddet blev ikke efterkommet.
Tiltalen vedrørte alene den unødige støjpåvirkning.
Sanktion og rettens bemærkninger
Byretten idømte T en bøde på 50.000 kr. Retten fandt det tilstrækkeligt klargjort, at tiltalte er virksomheden som sådan, efter det oplyste om virksomhedens størrelse, karakter og organisation. Straffelovens § 26, stk. 2, kan derfor sidestilles med de i § 26, stk. 1, nævnte selskaber.
Byretten lagde til grund, at der ikke var gjort reelle forsøg på at støjdæmpe ved andre metoder end isolering af selve faldhammeren. Denne indkapsling var ikke udført optimalt indenfor fristen, og arbejdet hermed var stadig ikke afsluttet. En optimal sektionering og støjisolering af alle andre støjkilder sammenlagt med administrative metoder kunne have medført en ikke ubetydelig støjreduktion i hvert fald for andre end hammermanden. Retten fandt endvidere ikke fristen for efterkommelse af påbuddet var urimelig. Dette begrundes med, at Arbejdstilsynet i mange år før havde forlangt faldhamrene støjisolerede. Med hensyn til bødens fastsættelse lagde retten vægt på, at der ikke forelå en skærpende omstændighed efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1, da det ikke fandtes godtgjort, at der efter den 1. januar 2000 har været konkret fare for høreskader. Derudover fandt retten grundlag for at fordoble straffen på grund af de tidligere forstraffe. Byretten idømte endvidere T tvangsbøder på 10.000 kr. pr. påbegyndt måned.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring af straffen blev forhøjet til 60.000 kr. og kravet om tvangsbøder bortfaldt. Ved strafudmålingen lagde Landsretten til grund, at der forelå en skærpende omstændighed efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1. Landsretten lagde vægt på de målinger af støjniveauet, som Arbejdstilsynet havde foretaget såvel forud for påbuddet, som efterfølgende i fristperioden. Landsretten frafaldt kravet om løbende tvangsbøder under henvisning til, at Arbejdstilsynets krav i påbuddet var for generelt formuleret.
Anførte straffebestemmelser
AML § 82, stk. 1, og stk. 3, nr. 1, og nr. 3, jf. § 86, og straffelovens § 26, stk. 2.
Anførte overtrædelsesbestemmelser
AML § 38, stk. 1, og § 42, stk. 1, jf. bekg. nr. 801 af 4. oktober 1993 om støjgrænser på arbejdspladsen § 4, jf. § 5.
Domsudskrift
Udskrift af dombogen for retten i Skanderborg - dom afsagt den 23. januar 2002, 2. afdeling - SS 307/2001
Anklagemyndigheden mod T
T v/direktør A er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1. nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1-3, jf. § 86 for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, jf. § 42, stk. 1, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 801 af 4. oktober 1993 om støjgrænser på arbejdspladsen § 11, stk. 1, jf. § 4, jf. § 5 ved siden den 1. januar 2000 at have ladet arbejdet i virksomhedens smedehaller udføre på en måde, der ikke er sundhedsmæssig fuldt forsvarligt og på et arbejdssted, der ikke er indrettet sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet arbejdet foregik på trods af en støjbelastning, der væsentligt oversteg 85 decibel og på trods af et påbud af 14. december 1998 til virksomheden om inden 1. januar 2000 at træffe foranstaltninger til at undgå unødig støjbelastning samt bringe støjbelastningen ned på 85 decibel.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på ikke under 60.000 kr. samt nedlagt påstand om tvangsbøder, indtil påbuddet om at undgå unødig støjbelastning er opfyldt.
Anklagemyndigheden har præciseret, at T er en enkeltmandsvirksomhed personligt ejet af direktør A. Tiltalen rettes mod virksomheden som sådan i medfør af straffelovens § 26, stk. 2.
Tiltalte har påstået frifindelse under henvisning til, at det efter anklageskriftets formulering er uklart, dels hvem der er tiltalt, og dels om tiltalen omfatter overskridelse af støjgrænsen på 85 decibel i sig selv. Dette gør påbuddet efter sin ordlyd, og da kravet har vist sig teknisk umulig at efterkomme, kan påbuddet ikke opfyldes. Det må derfor tilsidesættes i sin helhed. Endelig gøres det gældende, at virksomheden har gjort, hvad der er rimeligt under hensyn til den tekniske udvikling, for at reducere støjbelastningen. Den kan derefter ikke anses som unødig.
I det omhandlede påbud af 14. december 1998 hedder det blandt andet:
" Påbud
Virksomheden skal træffe foranstaltninger således at unødig støjbelastning undgås i smedehallerne, og således at ingen person udsættes for en støjbelastning over 85 decibel (A) under arbejdet.
Påbuddet skal efterkommes senest den 1. januar 2000.
Hvis påbuddet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse.
Hjemmel for påbud
Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 801 af 04.10.1993 om støjgrænser på arbejdspladsen §§ 3-5.
Vejledning
Relevante foranstaltninger er
- Konsekvent sektionering af de enkelte arbejdspladser ved faldhamrene og evt. andet maskineri, således at støj fra en faldhammer ikke påvirker operatører ved andre arbejdsprocesser i smedehallerne.
- Støjisolering af de enkelte faldhamre, således at de er støjisolerede, når hammerslaget udløses.
- Jobrotation, pauser m.v. således at den enkelte ansatte er en mindre del af arbejdsdagen i området ved faldhamrene.
- Overgang til andet mindre støjende maskineri.
Som der fremgår er de flere af disse anbefalinger i god overensstemmelse med virksomhedens egne planer, idet virksomheden dog skal opfordres til at tænke bredt og langsigtet ved løsningen af støjproblemet.
De nævnte foranstaltninger vedrører f.s.v. den "unødige" støjbelastning - -bekendtgørelsens § 4, men dertil skal grænseværdien på 85 dB (A) - § 3 ubetinget overholdes.
Når støjdæmpningen er foretaget må virksomheden forvente et krav om do-kumentation for effekten af de trufne foranstaltninger.
Arbejdstilsynet er forsat til rådighed for en vejledning om relevante initiativer. Det må dog samtidig fastslås, at det i sidste ende er virksomhedens ansvar at vælge og gennemføre de relevante tiltag for at overholde arbejdsmiljølovgivningen....."
Den 21. februar 2000 foretog arbejdstilsynet et kontrolbesøg. Det konstateredes, at kun 2 af de store faldhamre var støjisolerede. Der arbejdedes ved besøget kun ved dem og for den enes vedkommende uden brug af hurtigskærm. Der foretoges foreløbige støjmålinger, som blandt andet viste peakværdier på henhold 130 og 124 dB for hammermanden samt 128 og 124 dB for lufthammermanden. Det konstateredes desuden, at der ikke var foretaget væsentlig sektionering for støjen.
Den 13. april 2000 foretoges en ny kontrolmåling. Det konstateredes, at der fortsat ikke var foretaget sektionering for støjen og at hammer 12, der denne gang også var i brug, kun var delvist indkapslet og uden hurtigskærm. Det konstateredes, at brugen af hurtigskærmen reducerede målingsresultatet med 4-5 dB, hvorved støjbelastningen for hammermanden blev henholdsvis 101 og 102 dB, mens den var 109 for hammermanden på hammer 12.
Arbejdstilsynet indgav herefter indstilling om retslig tiltale.
Til brug for sagen er der den 22. august 2001 foretaget et kontrolbesøg. I referatet herfra hedder det blandt andet:
" I hele virksomheden er der nu 65 ansatte. Ved og omkring hamrene er der 2-holdsskift. Om dagen arbejder 14 mand ved 3 hamre og om natten 8 mand ved 2 hamre.
Der er nu 5 hamre i brug - fra indgangen til smedehallerne - nr. 8, 6, 11, 7 og 12. Hammer 9 bruges ikke mere.
Ved besøget var 3 hamre i gang: nr. 6, 11 og 12.
De ansatte bar 2 typer høreværn. H 2 Teltor Tvincap H10P3 og Bilsom 728.
1. Støjindkapsling. Nr. 6, 8 og 11 var OK. Nr. 12 var indkapslet, men på meget utilfredsstillende vis. Virksomheden oplyste selv, at det var "1.generations indkapsling". Nr. 7 var ikke indkapslet.
2. Hurtigskærme. Der er monteret hurtigskærme på nr. 6, 8 og 11 - ikke på nr. 7 og 12. Skærmene anvendes ikke, da det hidtil ikke har været muligt at få skærme af en rimelig tykkelse og tyngde til at køre synkront med hamrene. Problemet søges løst i samarbejde med firma B og Teknologisk Institut.
3. Sektionering. Der er opstillet enkelte skærme ved nr. 7 og 8, der dog kun dækkede en ganske ringe del af hammerområdernes omkreds. Ved hammer 12 er der en arbejdsplads tæt på hammeren - "bagpressemanden". Ind til 2 andre arbejdspladser er der en dør, der stod åben og (støjisolerende ?) plast/glas - plasten/glasset var stadig revnet. Der var helt åbent ved et transportbånd mellem "rummene"- ingen støjsluse.
Lufthammeren var stadig ikke støjdæmpet...."
Der er under sagen afgivet forklaring af virksomhedens ejer direktør A og af vidne 1 og vidne 2 fra Arbejdstilsynet, Speciallæge i arbejdsmedicin vidne 3 samt af vidne 4 og vidne 5 til retsbogen af 16. januar 2002, hvortil der henvises.
Den tiltalte virksomhed er tidligere pålagt bøder for overtrædelse af arbejdsmiljøloven henholdsvis i november 1993, i november 1995, i februar 1997 og to sager i december 1999.
Sagen fra 1997 vedrørte blandt andet manglende nedbringelse af støjbelastning fra primært faldhamrene trods arbejdstilsynets påbud herom af 28. maj 1993.
Retten skal udtale:
Anklageskriftets angivelse af tiltalte findes i overensstemmelse med retningslinierne for tiltalerejsning efter straffelovens § 26, stk. 2, og det findes efter det oplyste tilstrækkeligt klargjort, at tiltalte er virksomheden som sådan. Efter det oplyste om virksomhedens størrelse, karakter og organisation findes den i medfør af straffelovens § 26, stk. 2 at kunne sidestilles med de i § 26, stk. 1 nævnte selskaber, hvorfor anklagemyndighedens valg af tiltalesubjekt ikke kan anfægtes. Tiltalens angivelse af forbrydelsen findes ved sin henvisning til påbuddets indhold sammenholdt med udeladelsen af bekendtgørelsens § 3 i tilstrækkelig grad at klargøre sagens genstand således, at grænseværdien på 85 dB ikke påberåbes i sig selv, men kun i forbindelse med en støjbelastning, der er unødig. Formalitetsindsigelserne mod anklageskriftets indhold kan således ikke tages til følge. Arbejdstilsynets påbud omfatter i modsætning til anklageskriftet bekendtgørelsens § 3 og et selvstændigt krav om overholdelse af grænseværdien for alle medarbejdere. Efter bevisførelsen må det anses for tvivlsomt, om det er muligt at opfylde dette krav for så vidt angår hammermanden. Den nedsættelse af faktisk arbejdstid ved faldhammeren, der er nødvendig for administrativ udligning af forskellen, bliver formentlig så stor, at det umuliggør en fornuftig produktion. Virksomheden har imidlertid hele tiden været klar over, at arbejdstilsynet ikke ville lukke virksomheden alene under henvisning til grænseværdien. Man har således været klar over, at påbuddets angivelse af 85 dB-grænsen som et absolut krav, ikke skulle forstås som et selvstændigt krav uafhængigt af de tekniske og administrative muligheder for støjreduktion. Der findes herefter ikke grundlag for at frakende påbuddet retsvirkning for så vidt angår overtrædelse af bekendtgørelsens §§ 4 og 5. Efter det for retten oplyste må det lægges til grund, at der ikke er gjort reelle forsøg på at støjdæmpe ved andre metoder end isolering af selve faldhammeren. Det må endvidere antages, at optimal anvendelse af sektionering og støjisolering af alle andre støjkilder sammenlagt med administrative metoder kunne have medført en ikke ubetydelig støjreduktion i hvert fald for andre end hammermanden. Undladelsen heraf, trods arbejdstilsynets vejledning, findes at udgøre en overtrædelse af ovennævnte bestemmelser. Støjdæmpningen af hamrene kan efter det oplyste ske ved indkapsling og eventuelt ved påsætning af hurtigskærme. Indkapslingen blev ikke udført optimalt indenfor den af arbejdstilsynet angivne frist. Dette arbejde er stadig ikke afsluttet. Sammenholdt med, at arbejdstilsynet i mange år før påbuddet har forlangt faldhamrene støjisolerede, findes den seneste frist ikke urimelig, hvorfor tiltalte også i denne forbindelse findes at have gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Hurtigskærmene har ikke kunnet synkroniseres fuldstændigt med hammerens bevægelse. Dette har besværliggjort arbejdet med skærmene i drift i en sådan grad, at de ansatte ikke vil benytte dem. Om dette er en reel hindring kan ikke vurderes på det foreliggende grundlag. Det kan derfor ikke her statueres, at den manglende montering eller anvendelse af hurtigskærme på alle hamre er en overtrædelse af bekendtgørelsens § 4. I øvrigt findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og vil være at idømme en bøde samt tvangsbøder, indtil påbuddet er opfyldt for så vidt angår unødig støjbelastning. Efter omstændighederne findes der at burde fastsættes frist til 1. juli 2002, og tvangsbøderne fastsættes herefter til 10.000 kr. månedligt.
Bødestraffen udmåles efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 3 jf. § 86, idet virksomhedens forsømmelse i det væsentlige må anses som økonomisk bestemt. § 82, stk. 3, nr. 1, findes ikke anvendelig, idet det må antages, at der i de seneste år er sket en generel bedring af støjniveauet, samtidig med at der anvendes effektivt høreværn. Det er herefter ikke godtgjort, at der efter 1. januar 2000 har været konkret fare for høreskader. Anvendelsen af § 82, stk. 3, nr. 2 er frafaldet af anklagemyndigheden på grund af det tidligere påbuds alder. Straffen findes herefter, og i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand efter fordobling på grund af forstraffene, at burde fastsættes til 50.000 kr.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T skal betale en bøde på 50.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 1. juli 2002 under tvang af derefter fortløbende bøder på 10.000 kr. pr. påbegyndt måned, opfylde arbejdstilsynets påbud af 14. december 1998 om at træffe foranstaltninger således, at unødig støjbelastning undgås i smedehallerne.
Udskrift af retsbogen for retten i Skanderborg
Anklageren præciserede, at tiltalte er virksomheden som sådan.
Der er tale om en privat ejet enkeltmandsvirksomhed. Ejeren er direktør A. Direktør A mødte på virksomhedens vegne.
Retsplejelovens § 754 blev iagttaget.
Han bekræftede virksomhedens data.
Direktør A forklarede, at der er tale om en sænk-smedievirksomhed, der producerer maskindele til landbrug, skibsvirksomhed og industri. De enkelte emner vejer op til 20-25 kilo. Emnet varmes op i en ovn og formes ved at banke på det med en faldhammer. Faldlængden er 1,2-1,5 meter og vægten er op til 4 1/2 tons. Der er 4 mand om betjeningen af maskinerne ved hver produktion: faldhammer, ovn og lufthammer. Der er 15-20 mand, der arbejder i smedehallerne. Støj har været et problem i mange år, og der er arbejdet meget med problemet gennem årene. Dette er sket i samråd med arbejdstilsynet.
Støjmålingerne ved "hammermanden" er måske ikke reduceret så meget som ønsket. Der er skærmet omkring arbejdspladserne, og dette har medført en betydelig generel støjreduktion, men netop ved "hammermanden", der betjener faldhammeren direkte, har reduktionen vist sig vanskelig. Firmaet har rejst Europa rundt og været på virksomhedsbesøg hos mange tilsvarende virksomheder uden at kunne finde en effektiv løsning. Metoden med at presse emnet i form i stedet for at støde ved faldhammeren har de ikke overtaget, fordi den ikke egner sig til firmaets produkter. De emner, som de laver, kan typisk ikke behandles med denne metode, ikke realistisk rent økonomisk i hvert fald. Man har arbejdet på at støjdæmpe ved at indkapsle både maskinen og selve hammeren med isolering. At indkapsle hele arbejdsgruppen i et støjisoleret rum "et bulderhus", betyder, at 4 mennesker står inde i støjen. Dette hjælper ikke dem. Støjen herfra generer ikke i væsentlig grad andre i smedehallen på grund af den generelle reduktion, der faktisk er sket. Sektionering vil derfor ikke afhjælpe problemet. Medarbejderne vil ikke acceptere at arbejde i et "bulderhus". Dette er diskuteret i sikkerhedsudvalget. Ved faldhammer nr. 12 er der en slags sektionering ved en væg mod omgivelserne. Det er ikke en egentlig "bulderkasse", og medarbejderne har derfor kunne acceptere det. Man har forsøgt at opsætte støjskærme mellem de forskellige maskiner, men det har ikke givet særlig stor virkning, fordi det ikke kan lukkes helt på grund af kraner, der går op over og transportbånd, der går igennem. Ved hammer 12 flyttes der ikke rundt på dele af maskinanlægget, hvorfor der ikke er kraner fra oven. Derfor har sektionering være mulig og mest effektiv her. Virksomhedens bestræbelser har gået på, at støjisolere ved kilden, altså selve hammeren. Arbejdet har stået på over mange år. Det er 3. generation af støjdæmpning man arbejder med nu. Der er udviklet indkapsling og en låge, en hurtigskærm, der falder ned og lukker for hammeren samtidig med slaget, men de har ikke kunnet få det til at køre synkront, fordi det skal ske i løbet af brøkdele af sekunder. Idag kan man tale sammen med normal stemmeføring i smedehallen. Tidligere måtte man råbe. Dette har indkapslingen gjort. Samtidig er der udviklet en udsugning, der har fjernet et røgproblem. Alle hamre er nu indkapslet, 3 med den sidste nye generation. Problemer med ergonomien ved betjeningen har trukket udviklingsarbejdet ud. Virksomheden er jo nødt til at tage hensyn til arbejdets rentabilitet, og udviklingsprocessen har måtte tage hensyn til dette. Senest har man benyttet den førende ekspert på området internationalt set, et tysk firma, til udvikling af støjdæmpningen. Desuden er medarbejderstablen reduceret ret kraftigt, samtidig med at det mest støjende arbejde sendes til udlandet. Arbejdstilsynets krav har således allerede medført, at en del af virksomhedens aktiviteter er overført til udlandet.
Der foretoges dokumentation af bilag 3, 6, 7 og 8.
Hertil forklarede direktør A, at glasset i væggen til hammer 12 ofte går i stykker. Det repareres hurtigst muligt derefter. Der skal være et vist hul omkring transportbåndet for at emnet kan køre igennem. En lukning af dette er diskuteret meget med arbejdstilsynet. Det ville ikke give noget resultat af betydning. Hurtigskærmen var ikke afmonteret ved kontrolbesøget i marts, men den var ude af drift jf. det før forklarede om manglende synkronisering. Nogle medarbejdere vil ikke køre med det på grund af usikkerhed om, hvornår skærmen slår ned. Det gør dem utrygge. Arbejdstilsynet i København har bekræftet dem i, at indkapslingen af støjen er det mest effektive. Dette svarer til virksomhedens egne erfaringer. De har derfor ikke arbejdet for at støjreducere ved sektionering af arbejdspladserne. Dette ansås ikke for en virksom metode. Han har typisk selv deltaget, når arbejdstilsynet har været på besøg, og han har deltaget i det tekniske i problematikken. Oprindeligt var støjgrænsen efter lov 90 decibel, men arbejdstilsynet tilkendegav hele tiden, at de ikke vil lukke virksomheden, selvom dette mål ikke blev opfyldt, bare de fortsat søgte at nedbringe støjen. Smedien er indrettet i 3 haller. Normalt er der kun en hammer pr. hal, der arbejder ad gangen. 35-45 minutter arbejder "hammermanden" ad gangen ifølge arbejdstilrettelæggelsen. Derefter holder han pause for eksempel i hvilerummet, der er indrettet til det samme. Medarbejderne anbefales at bruge ørepropper under høreværnet. Nogle gør det, andre nøjes med høreværnet (øreklapper).
Vidne 1 forklarede behørigt formanet, at han for arbejdstilsynet har beskæftiget sig med tiltaltes støjproblemer. Han har besøgt virksomheden måske 10 gange gennem årene. Det har været en lang proces at få støjen fra faldhamrene reduceret, fordi det er en teknologisk vanskelig opgave. Arbejdstilsynets opgave er ikke at give detaljeret vejledning om løsningsmetoder, men alene at fastsætte de overordnede principper for opgaven. Virksomheden fik en ekspert på og dette har medført betydelig bedring ved afskærmning af hamre og hurtigskærme. De har flere gange fået besked på at foretage en sektionering for at beskytte sekundære arbejdspladser mod støjen fra hamrene. Der er ikke lavet noget effektivt i den retning. Ved hammer 12 er der lavet en afskærmning, men absolut ikke effektiv. Bagpressemanden stod direkte bag hammeren uden nogen form for skærm, og glasafskærmningen var ikke isoleret for eksempel med en sluse ved transportbån-dets gennemføring. Der var hul i glasset ved flere besøg. Han kan ikke sige, om det var det samme hul, men så kunne man jo bruge pleksiglas. Samtidig var støjgardinet i hallen i stykker. Det var ikke seriøse forsøg på at standse støjen. Virksomhedens arbejde har koncentreret sig om at støjisolere nogle af hamrene direkte. Andre supplerende metoder er ikke taget seriøst. Det kan give en ikke uvæsentlig effekt. "Bulderhuse" er almindeligt kendt i industrien. Hurtigskærmene måtte medarbejderne kunne vænne sig til at arbejde med. De har vænnet sig til den skærm der er for udfaldende gløder og objekter. Hammer 7 og 12 er stadig ikke isoleret efter seneste udviklede metode. Arbejdstilsynets konklusion har derfor været, at virksomheden ikke har opfyldt sine forpligtelser i tilstrækkelig grad. Det skulle kunne laves uden at reducere effektiviteten. Påbuddet blev fulgt i den forstand, at virksomheden tog kontakt med en ekspert, vidne 5, og fik seneste generation støj-dæmpning udviklet. Hammermandens plads kan ikke bringes ned til under 85 decibel direkte. Det der resterer kan udlignes ved administrative tiltag, arbejdstid, jobrotation m.v. til nedbringelse af gennemsnitsbelastningen. Ovnmand, for- og bagpressemand kan ved sektionering fjernes fra støjkilden og derved bringes under 85 decibel direkte. Hvis hurtigskærmene kommer til at køre, kan de dog nedbringe støjen yderligere. Arbejdstilsynets støjmålinger gennem årene viser, at der generelt er sket en reduktion af støjniveauet. Påbuddet af 14. december 1998 omfatter både teknisk og administrativ reduktion af støjbelastning. Den 2. marts 2001 målte de 110 decibel ved "hammermanden". Dette kan hænge sammen med blandt andet emnets art. Der er generelt set sket en reduktion gennem årene trods dette resultat. Ved dette besøg var forholdene stadig således, at der ville have været givet påbud om bedring.
Vidne 2, Arbejdstilsynet, forklarede behørigt formanet, at han er specialist i støjproblemer. Støjen måles ved at anbringe en måler nær personens øre. Tallet beregnes som et gennemsnit over en arbejdsdag, ud over målingens faktiske resultat. I for eksempel målingen ved hammer 6 i bilag 7 er første talrække et gennemsnit over nogle minutter. Den anden talrække er spidsbelastningen, den højst målte værdi i perioden. Støjbelastningen er slutberegningen, som kan sammenlignes med grænseværdierne. En stigning fra 80-85 decibel gør jo en stor forskel på, hvor mange der får høreskader. Kurven er stærkt stigende ved højere decibelværdier. 95 decibel giver 25 % høreskader. Høreværnet afhjælper dog dette. Grænseværdien kan overholdes ved at nedsætte tiden, som belastningen varer, tilsvarende. Han kender virksomheden, og kravet om sektionering i påbuddet. Ved hammer 12 er der sket sektionering. Tallene beviser, at det hjælper for de personer, der skilles fra. Han har set en lydabsorberende skærm ved et arbejdssted, og den ville kunne bruges andre steder. Det er enkelt med kendte principper. Det skulle dog gøres bedre, da det var ret beskedne skærme, man brugte. Han har ikke givet udtryk for, at disse metoder ikke kunne svare sig. Man har dog diskuteret prioriteter, hvor han har givet udtryk for, at belastningen for ''hammermanden'' var det værste. Det betød dog ikke, at man kunne droppe de simplere ting. Afskærmningen på 6'eren og 8'eren var udmærket. 12'eren var ikke god - det var en såkaldt 1. generations afskærmning. Hurtigskærmene fungerede, da han beså dem. Han målte effekten heraf til en dæmpning på 4-5 decibel. Han fik at vide, at de var upålidelige, og at folkene derfor var utrygge ved dem. Under hans besigtigelse var der dog ingen problemer med dem. Ved målinger og beregning af belastning tages der ikke hensyn til høreværn. Det anses som en nødløsning, når dæmpningen ikke kan gøres tilstrækkelig. Høreværn kan dæmpe med op til cirka 20 decibel. Dette har betydning, når man taler om risiko for høreskader. En støjbelastning på 109 decibel er usædvanlig høj.
Vidne 3, Speciallæge i arbejdsmedicin, forklarede behørigt formanet, at en høreskade består i en beskadigelse af det indre øres fimrehår med reduceret eller forsvunden hørelse til følge. Hun var ansat i arbejdstilsynet tidligere. I 1998-1996 var der 24 anmeldelser af høreskader fra virksomheden. I 1998 var der 8 støjanmeldelser og enkelte i årene derefter. Det går typisk omkring 10 år før en støjbelastning udløser høreskader. Det starter typisk med, at man ikke kan høre de høje toner, og det breder sig derefter ned til de lavere toner alt efter, hvor alvorlig skaden er.
Vidne 4 forklarede behørigt formanet, at han er ansat som edb-udviklingschef hos tiltalte. Han har også en rådgivende funktion vedrørende tekniske problemer og har i den funktion været involveret i problemerne med støjreduktionen. I dag er de tekniske muligheder for støjdæmpning udtømt. Tiltalte har hele tiden søgt rådgivning hos sagkyndige, herunder en vækstgruppe under Teknologisk Institut. Gennem denne gruppe er der adgang til et internationalt netværk af tekniske virksomheder.
Herigennem er der udbudt en opgave med støjisolering af faldhamrene, hvorved hurtigskærmene skulle gøres effektive. Der kom forskellige henvendelser, hvoraf firma B’s syntes mest interessant. 12. oktober 2000 havde tiltalte møde med dem og deres samarbejdspartner firma C på virksomheden. For at opnå en synkronisering af hammerens og skærmens bevægelse måtte skærmens vægt reduceres. Dette ville imidlertid nedsætte den støjdæmpende virkning af skærmen, så formålet med det hele var tabt. De besluttede derfor at afvente vidne 5's videre forslag til forbedringer. Vidne 2 henviste dem netop til vidne 5 som sagkyndig på området. Det har været vidne 2’s udtrykte opfattelse, at der skulle støjdæmpes ved kilden. Dette princip har de derfor forfulgt i deres arbejde. Væggene i hallerne er belagt med lydisolerende materiale og der er eksperimenteret med flytbare afskærmninger, som imidlertid viste sig ikke at have nævneværdig effekt på deres lavfrekvente støj. "Bulderhusene" gav problemer i forhold til flugtveje og produktionens sammenhæng. Høreværn er påbudt i hallerne, og de har indkøbt de bedste, der findes på markedet. Dette har sikkerhedsudvalget arbejdet meget med. Presseren kan ikke være for langt væk på grund af afkølingen af emnet under transporten på båndet. Sektionering er derfor undergivet store begrænsninger. Det ville være generende i produktionen med yderligere afskærmning mellem maskinerne på grund af gener for køre- og flugtveje. Hurtigskærmene kører ikke synkront med hammeren. Det kræver stor omhu og koncentration at køre med det. Der er for belastende i længere tid, og medfører desuden risiko for fejl i arbejdet, som koncentrationen stjæles fra. Dette problem har ikke kunnet løses.
Vidne 5 forklarede behørigt formanet, at han drev en selvstændig virksomhed med støjisolering. Han blev kontaktet af vidne 2 eller direktør A om hjælp til tiltalte for mange år siden. Han mente, at de først skulle lave en hurtigskærm til åbningen og derefter skulle de udvikle en bedre afskærmning om maskinen. Han lavede en ny port med skærm, det man kalder 2. generations afskærmning. Han lavede derefter en hurtigskræm, som de imidlertid ikke kun få til at køre rigtigt. For 1/2 år siden var han sidst på virksomheden. De forsøger stadig at hitte på forbedringer til skærmen, men der er aktuelt ingen ideer i støbeskeen. De har hele tiden fulgt den nyeste teknologi for at finde en løsning.
Udskrift af dombogen for Vestre Landsret
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans samt skærpelse.
Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen, således at ordene "samt bringe støjbelastningen ned på 85 decibel" slettes. Anklagemyndigheden har endvidere præciseret, at udtrykket "et arbejdssted" henviser til virksomhedens smedehaller.
Tiltalte har til støtte for sin påstand om frifindelse gjort gældende, at anklageskriftet ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, at påbudet af 14. december 1998 er så uklart i sit indhold, at det må tilsidesættes, og at tiltalte har gjort, hvad der er rimeligt for at dæmpe støjbelastningen, der derfor ikke kan anses for unødig.
Tiltalte har for landsretten dokumenteret en rapport af 3. juni 2002 udfærdiget af et BST-Center. Rapportens konklusion er sålydende:
"Der er tale om en endog meget kraftig støjkilde, når der sænksmedes. Der er gennem årene lavet forskellige tiltag, der dæmper støjen noget. Der mangler at blive opfundet en virkelig effektiv løsning på problemet - og BST-Centret har ikke fundet løsningen.
Der er del støj fra andre støjkilder end hammeren -- specielt fra ovnen og en aksial-ventilator, der brugs til køling. Disse støjkilder kan dæmpes noget nemmere end hammeren og bør dæmpes…
Støjskærmen har ikke den forventede effekt, og vi vurderer, at det ikke er indsatsen værd at montere en støjskærm permanent.
Indkapslingen af hammeren og hurtigskærmen er de to tiltag, der har den største effekt.
Vi anbefaler, at T kontakter firma D, som er et af de mest kompetente firmaer inden for støj her i Danmark, i forbindelse med dæmpning af støj fra hammer og hurtigskærm."
Tiltalte ved direktør A og vidnerne vidne 1, vidne 2, vidne 4 og vidne 5 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte ved direktør A har supplerende forklaret, at en fast sektionering ikke er blevet fuldt gennemført, fordi virksomhedens produktion forudsætter, at maskinerne ofte omgrupperes, ligesom f.eks. kraner skal kunne flyttes rundt mellem maskinerne. Alternativt har virksomheden forsøgt at anvende flytbare skærme, men det er Arbejdstilsynet ikke tilfreds med. Efter den rådgivning, virksomheden har fået, vil sektionering ikke løse problemet. I praksis er der dog foreløbig gennemført en sektionering ved, at der kun anvendes én faldhammer ad gangen. Ifølge vidne 2 er indkapsling en mere relevant fremgangsmåde, idet man herved dæmper støjen ved kilden. Det er dog meget dyrt at indkapsle en maskine, og virksomheden arbejder derfor på en omlægning af produktionen, således at anvendelse af faldhamre bliver overflødig. Processen forventes at blive langvarig og dyr. Der findes ikke tilsvarende smedier i Danmark og kun få tilsvarende virksomheder i de andre nordiske lande. Disse virksomheder har heller ikke kunnet løse støjproblemerne. Produktionsformen har været an-vendt siden midten af 1920'erne. Virksomheden har flere gange anmodet Arbejdstilsynet om at oplyse, hvad man skulle gøre for at bringe støjniveauet ned på det niveau, tilsynet ville acceptere, men det har man ikke kunnet få svar på. Virksomheden vil ikke kunne overleve en stadfæstelse af byrettens dom om betaling af løbende bøder. Efter dommen anmodede virksomheden BST-Centret om at undersøge, om sektionering var et relevant middel til dæmpning af støjen. Efter nærmere undersøgelse blev det konkluderet, at det ikke er umagen værd at foretage sektionering. Efter virksomhedens opfattelse er der ved hamrene ingen unødig støj, idet man har gjort, hvad der på nuværende tidspunkt er muligt for at dæmpe støjen. Der er tekniske problemer med at få synkroniseret hurtigskærme og faldhamre. Der er ikke efter byretsdommen kommet ny teknologi, der kan løse problemet, og virksomhedens ansatte vil derfor fortsat ikke anvende de hurtigskærme, der er opstillet ved tre af faldhamrene.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at han er uddannet maskinarbejder og herudover er blevet uddannet gennem sine 25 års arbejde i Arbejdstilsynet. Opgaven med støjdæmpning er en vanskelig, men ikke en umulig opgave. En sektionering kan f.eks. finde sted ved, at maskinen sættes i et selvstændigt rum. Det behøver ikke at være ved hjælp af et såkaldt bulderhus. Alternativt kunne man f.eks. isolere selve pressen. Ingen af delene har virksomheden forsøgt, selv om han ofte under sine besøg har peget på disse muligheder. Han har den 12. juni 2002 været på kontrolbesøg hos tiltalte, hvor forholdene var uændrede i forhold til det foregående besøg. Det blev oplyst, at virksomheden ikke ville foretage sig noget, før man havde været i landsretten. Han foretog en støjmåling på hammer 8, og den måling viste et støjniveau svarende til de tidligere foretagne målinger. Hurtigskærmen blev ikke anvendt. Han kender ikke begrundelsen for, at Arbejdstilsynet ikke efter byretsdommen indgik i et samarbejde med virksomheden og BST-Centret. Hvis virksomheden opfylder de krav, der er stillet i brev af 13. juni 2000, vil Arbejdstilsynet efter vidnets opfattelse lægge til grund, at der ud fra det eksisterende teknologiske stade herefter ikke foreligger en unødig støjbelastning. Hvis det må lægges til grund, at hurtigskærmene ikke kan komme til at fungere efter hensigten, vil undladelse af at opsætte og anvende disse skærme heller ikke være ensbetydende med, at der foreligger en unødig støjbelastning.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at 4 % af de personer, der udsættes for 85 dB(a) efter 10 år vil udvikle en høreskade. Ved 90 dB(a) gælder det samme for 11 %. En øgning på 3 dB(a) svarer til en fordobling af støjen. Udgangspunktet har været støjdæmpning af de store hamre, men det er også vigtigt at træffe foranstaltninger på andre områder. Også de små skærme kunne med fordel indkapsles. De flytbare skærme kunne forbedres. Grænsen på 85 dB(a) skal være overholdt uden anvendelse af f.eks. høreværn.
Vidne 4 har supplerende forklaret, at det er hans opfattelse, at virksomheden ud fra det eksisterende teknologiske niveau har gjort, hvad der er muligt for at løse virksomhedens støjproblemer med hensyn til faldhamrene. Det er rigtigt, at forhamre og baghamre ikke er isoleret. Det skyldes, at virksomheden har koncentreret sig om faldhamrene.
Vidne 5 har supplerende forklaret, at han har givet direktør A nogle forslag til sektionering, som tiltalte har gennemført uden vidnets bistand. Han mener, at sektionering er relevant som støjdæmpende foranstaltning - også fordi det samlede støjniveau herved kan nedsættes.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at anklageskriftet opfylder betingelserne i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og at der herefter ikke skal ske frifindelse af tiltalte på grund af anklageskriftets formulering.
Selv om det måtte antages, at den del af Arbejdstilsynets påbud af 14. december 1998, der vedrører overholdelse af støjgrænsen på 85 dB(a), ikke ville kunne opfyldes, da påbudet blevet givet, kan dette under hensyn til den dialog, der blev ført i den efterfølgende fristperiode, ikke medføre en tilsidesættelse af tiltaltes forpligtelse til at opfylde påbudet om at træffe foranstaltninger, således at unødig støjbelastning undgås. Herefter, og da der i påbudet er vejledt om for-anstaltninger, kan uklarhed i påbudet ikke føre til frifindel-se af tiltalte.
Efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig vidne 1’s og vidne 2’s forklaringer og rapport af 3. juni 2002 fra BST-Centret er det ikke godtgjort, at det for tiden er muligt at få hurtigskærmene til at fungere efter hensigten. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
Efter det oplyste om resultaterne af de målinger af støjniveauet, som Arbejdstilsynet har foretaget såvel forud for påbudet som efterfølgende i fristperioden, har tiltalte ved sin overtrædelse af påbudet fremkaldt fare for andres helbred, jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.
I overensstemmelse med byrettens dom lægger landsretten til grund, at anklagemyndigheden har frafaldet at gøre arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 2 gældende.
Straffen, der herefter fastsættes i medfør af arbejdsmiljølovens § 86, jf. § 82, stk. 1, og stk. 3, nr. 1 og 3, udmåles under hensyn til tiltaltes forstraffe og de nævnte skærpende omstændigheder til en bøde på 60.000 kr.
Under hensyn til, at Arbejdstilsynets vejledning om iværksættelse af foranstaltninger i påbudet er formuleret i generelle vendinger, og under hensyn til, at påbudet ligeledes i en generel form henviser tiltalte til at overholde støjgrænsen på 85 dB(a), er der ikke grundlag for at idømme tiltalte en fortløbende tvangsbøde. Byrettens bestemmelse herom udgår derfor.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom ændres, således at bødestraffen forhøjes til 60.000 kr.
Bestemmelsen om en fortløbende tvangsbøde udgår.
I øvrigt stadfæstes dommen.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.