Gå til hovedindholdet

Domme, Domsudskrift

Nedstyrtningsfare ved arbejde på repos i 7 meters højde, tæt ved kanten

Vestre Landsrets dom afsagt den 20. maj 2015 af Vestre Landsrets 12. i ankesag V.L. S-1868-14

Udskrift af dombog for Retten i Viborg

Dom afsagt den 20. maj 2015 af 12. i ankesag V.L. S-1868-14

Afsagt den 2. september 2014

Anklagemyndigheden

mod

T A/S

T A/S er tiltalt for overtrædelse af:

arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4 og stk. 5, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1, ved at arbejdet den 12. juni 2012 på byggepladsen med fugning ved repos ikke var planlagt, tilrettelagt eller blev udført på en sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde, idet en ansat færdedes og arbejdede på repos i ca. 7 meters højde over det omgivende underlag i færd med at fuge nederste fuge på etagen, tæt på kanten, uagtet der ikke var truffet nogen form for effektive sikkerhedsforanstaltninger til hindring af nedstyrtning, hvorved der var fremkaldt fare for personskade.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Vidne 1, Vidne 2 og tilsynsførende Vidne 3.

Vidne 1 har forklaret, at han i starten var byggeleder på tiltaltes byggeri. Det var en lille byggeplads, og selve byggeriet varede lang tid, måske 1½ år. Forevist fotos optaget den 12. juni 2012, næstsidste side har vidnet forklaret, at han på et tidspunkt havde set, at der var plader af krydsfiner monteret som værn i stålrammerne. Da han befandt sig på byggepladsen sammen med Arbejdstilsynet, fortalte en af håndværkerne, at de havde fjernet krydsfinerpladerne med henblik på, at der skulle monteres glas i rammerne. Forevist det første af de fremlagte fotografier har vidnet forklaret, at han var bekendt med, at der blev muret på det øverste dæk. Tiltalte havde sendt murere ned for at gøre arbejdet færdigt. Han ved ikke, hvem der gav mureren ordren. Mureren skulle lave en sammenstøbning / fuge rundt langs muren ved trappeskakten. Det var en anden byggeleder, som styrede de to murere, Vidne 2 og ansatte 1, som var ansat til at tage rundt og lave forefaldende arbejde for tiltalte. Foreholdt politirapport af 30. oktober 2012 side 2 nederst, har vidnet forklaret, at det godt kan passe, at mureren hed Vidne 2. Foreholdt samme politirapport side2 nederst har vidnet forklaret, at han ikke husker, om han til politiet har sagt, at stålrammerne blev sat op samme morgen. Hos T A/S er praksis med hensyn til sikkerhed, at håndværkerne selv skal sørge for sikkerheden. Da Arbejdstilsynet havde forladt byggepladsen, blev krydsfinerpladerne igen sat ind i stålrammerne.

Vidne 2 har forklaret, at han har arbejdet som murer fra 1997. Siden 2006 har han været ansat hos tiltalte som "reparationsmurer". Hans opgave var at lave de forskellige småreparationer til sidst i et byggeri. Han fik besked om, at han skulle fuge noget rundt ved et trappetårn. Han er i tvivl om, hvorvidt det var hans formand eller Vidne 1, der bad ham om at udføre opgaven. Han husker ikke, hvornår han fik beskeden, men normalt når han fik en besked om at udføre et stykke arbejde, skulle det laves inden for 2 til 3 dage. Forevist fotomappe af 12. juni 2012 har vidnet forklaret, at det nok er ham på det første og det sidste fotografi. Han er ikke bekendt med, om der tidligere havde været noget inde i stålgelænderet. Han spekulerede ikke på, at der ikke var noget inde i stålrammerne. Han tror nok, at han arbejde på det nederste dæk. Han er i tvivl om, hvilket dæk han arbejdede på, da Arbejdstilsynet kom på besøg. Han tror, at der var 3 meter ned til jorden fra dækket. Han havde ikke opfattet det således, at han kunne falde igennem stålrammerne, selv om hullet nok var stort nok. Han sad bag muren under hele arbejdet, som det ses på fotografierne og var ikke længere ude på reposen, end det fremgår heraf. De skulle selv sørge for, at de ikke kom til skade under udførelsen af deres arbejde for tiltalte. De havde alt udstyr til deres rådighed, og hvis der manglede noget sikkerhedsudstyr, fik de det, hvis de bad om det. Han burde vide, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der skulle træffes. Der skulle nok have været et bræt midt inde i stålprofilen. Han har ikke fået noget at vide om det af tiltalte. Han ved ikke, hvem der stod for tilsynet og havde ikke set nogen tilsynsførende på byggepladsen den pågældende dag.

Vidne 3 har forklaret, at han er ansat i Arbejdstilsynet som tilsynsførende. Den 12. juni 2012 var han på tilsyn på byggepladsen. Tilsynet blev foretaget som led i en landsdækkende aktion. Under besøget bemærkede han en murer, der var i gang med at fuge under et skifte på en repos. Mureren var helt ude ved kanten, hvor der var langt ned. Der var ingen sikring mod nedstyrtning. Der var et stålrækværk uden noget. Mureren arbejdede på det øverste dæk, lige ud for stålprofilen. I starten arbejdede mureren midt på reposen som det fremgår af det fotografi, som er taget den 12. juni 2012 kl. 10.50.11. På dette sted må mureren godt sidde. Klokken 10.57.52 havde mureren bevæget sig fremad, og var ved at afslutte arbejdet. Dette arbejde foregik i en højde på 7 til 8 meter fra repos til terræn. Mureren havde armen uden for stålrammen, således som det ses på fotografiet. De talte ikke med mureren, som tog sin spand og gik. Ingen på pladsen havde det overordnede ansvar. Vidnet afbrød ikke mureren i hans arbejde på dette tidspunkt. Arbejdstilsynet meddelte tiltalte påbud om straks at sikre arbejde og færdsel på terrasser/repos mod nedstyrtning og modtog tilbagemelding fra tiltalte den 20. juni 2012.

Der har været fremlagt påbud af 12. juni 2012, tilbagemelding af 20. juni 2012 og fotos optaget den 12.juni 2012.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter forklaringen fra Vidne 1, som på gerningstidspunktet var tilsynsførende på tiltaltes byggeri , kan det lægges til grund, at de krydsfinerplader, som tidligere havde været monteret som værn rundt om reposerne ved trappetårnet, var blevet fjernet med henblik på, at der skulle monteres glas i stålrammerne. Det er uvist, hvornår krydsfinerpladerne blev taget ned. Det kan videre efter vidnets og tidligere murer Vidne 2s forklaringer lægges til grund, at Vidne 2 enten af en anden byggeleder eller af Vidne 1 havde fået til opgave at udbedre skader og foretage reparationer af fugerne ved trappetårnet på byggepladsen. Det er uvist, hvornår Vidne 2 fik opgaven. Dog må det antages, således som Vidne 2 har forklaret, at han fik opgaven tildelt tidligst 2-3 dage forinden. Efter forklaringen fra tilsynsførende Vidne 3, som støttes af de fotografier, som vidnet optog på byggepladsen, lægges det til grund, at Vidne 2 ved Arbejdstilsynets besøg udførte arbejde på den øverste repos blandt andet ved det nedløbsrør, som løber parallelt med den inderste stålramme og således, at han delvis arbejdede med armen uden for stålrammen. Det kan videre lægges til grund, at reposen befinder sig 6-7 meter over det omgivende underlag. Retten finder det herved bevist, at der foregik færdsel på reposen, hvor der var risiko for nedstyrtning f.eks. i forbindelse med en pludselig eller uventet hændelse og, at det derfor var nødvendigt at etablere sikkerhedsforanstaltninger, der effektivt sikrede de ansatte mod nedstyrtning. Da sådant nødvendigt værn i from af rækværk ikke var etableret, finder retten det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse § 37, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010. Herved blev der fremkaldt fare for personskade.

Tiltalte har som arbejdsgiver ansvaret for at planlægge arbejdet og tilrettelægge det, således at det kan udføres på en sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde. Det må efter Vidne 1s og Vidne 2s forklaringer lægges til grund, at ingen i den tiltalte virksomhed havde planlagt og tilrettelagt Vidne 2s arbejde således, at Vidne 2 kunne udføre sit arbejde sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Retten finder det herefter under hensyn til det ovenfor anførte bevist, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, som anført i anklageskriftet.

Det kan lægges til grund, at tiltalte på gerningstidspunktet havde 76 ansatte. Herefter og under hensyn til, at der ved overtrædelsen blev fremkaldt fare for personskade, fastsættes straffen efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr.1, jf. stk. 4 og stk. 5, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1, til en bøde på 40.000 kr.

Thi kendes for ret

T A/S skal betale en bøde på 40.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Anklagemyndigheden

mod

T A/S

Påstande

Tiltalte, T A/S, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Vidnerne Vidne 2 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Vidne 2 har supplerende forklaret, at han ikke tror, at han den pågældende dag havde drøftet sikkerheden med andre; han havde jo mange års erfaring. Det var i vidt omfang overladt til ham selv at tilrettelægge arbejdet, da han havde mange forskellige opgaver.

Han vil tro, at han var opmærksom på, at der ikke var i sat plader i stålprofilrammerne, da han udførte arbejdet på soklen. Han har nok ikke spekuleret på, om der skulle foretages noget til sikring af arbejdet, inden han gik i gang. Han syntes ikke, at der var fare for, at han kunne falde igennem stålprofilrammen. Hans vægt var placeret bag muren. Fugearbejdet varede omkring ½ time. Ingen bad ham stoppe med arbejdet.

Vidne 3 har supplerende forklaret, at grunden til, at der gik ca. 7 minutter fra de første fotos til det sidste, var, at de ved det sidste foto var blevet opmærksomme på, at mureren nu havde flyttet sig hen til kanten. I denne periode talte de med en anden håndværker. Vidnet greb ikke ind, fordi mureren i det samme rejste sig. Han mener, at mureren slog et par slag med en hammer, hvorefter han rejste sig og forlod reposen med sin murespand og -ske. Vidnet gik ud fra, at mureren skulle hente mere mørtel og ville komme tilbage, da murerarbejdet ikke var afsluttet. Derfor fik de ikke talt med ham.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er med hensyn til skyldspørgsmålet enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Den omstændighed, at Arbejdstilsynet i den pludseligt opståede situation ikke greb ind, må anses for begrundet i, at den ansatte i det samme forlod arbejdsstedet, og kan ikke begrunde et andet resultat.

Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er fastsat som sket.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Indhold

Indhold

Henter PDF