Udskrift af dombogen for retten i Viborg - dom afsagt den 3. maj 2016
Anklagemyndigheden
mod
T Kommune
T Kommune er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6 (dagældende stk. 4),
og stk. 4, nr. 1 (dagældende stk. 5, nr. 1), jf. § 86 og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om
bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 34 stk. 1, ved, at arbejdet den 19. august 2014 på
Adressen A, ikke var planlagt, tilrettelagt og blev udført på en sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde, idet
Vidne 2 arbejdede med understøttelse af hovedledningen med sand, i en udgravning, tæt ved kanten i en
dybde på ca. 2,4 meter, i et tidligere delvist opgravet område, uden der var truffet effektive foranstaltninger
til sikring mod sammenstyrtning og nedskridning, hvorved der var fremkaldt fare for personskade.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
T Kommune har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet vidneforklaring af Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3.
Vidne 1 har forklaret, at han har været ansat i T Kommune siden 1997. Han lærte at køre rendegraver da han
overtog arbejdet med at køre rendegraver fra sin forgænger ved T Kommune. Han arbejder som reparatør og
gravemester med kloak og vand. Han og Vidne 2 var den 19. august 2014 i gang med at reparere en
rendestensbrønd, hvor der var konstateret fejl på en stikledning. De startede på arbejdet dagen før
Arbejdstilsynets besøg. Ansatte B var formand på opgaven, da deres sædvanlige formand var på ferie. De
startede med at møde op på Ansatte Bs kontor, hvor de fik udleveret opgavens kortmateriale og herefter
hentede afspærring. Han ved ikke om opgaven var planlagt. De fik bare sagen og kortmaterialet af Ansatte B
om morgenen, og de bevægede sig herefter ned til Adressen A. Han var rendegravfører og Vidne 2 var
vognmand. Han mener, at de fik hullet gravet den første dag og skilte kloakken ad den næste dag. Da
Arbejdstilsynet ankom, havde de fået sat den nye ledning på og var ved at skulle dække hullet til. Det var
hans opfattelse, at der på gravehullets ene side var et anlæg på 45 grader, hvilket var tilstrækkelig. Det er den
nederste trekant i den anden side af gravehullet, der er problemet, da den går skråt ned den første meter, som
den skal, og herefter går den lodret ned. Efter deres vurdering var det en sikker måde at grave på, da de
gravede i stabil lerjord. Til gravearbejdet havde han anvendt en 80 cm skovl, men han kunne have anvendt
den 40 cm skovl, som han også havde med. Han valgte 80 cm skovlen, fordi han mente, det var forsvarligt.
Det er nok rigtigt, at en 80 cm skovl graver hurtigere end en 40 cm skovl. Det var 80 cm skovlen, som han
havde på og den gravede han færdig med. Forespurgt om de havde diskuteret det sikkerhedsmæssige inden
Arbejdstilsynet ankom, svarede vidnet, at der er ingen, der går ned i en brønd, hvis man synes det er
uforsvarligt. Han tror, de havde vurderet det. Han og Vidne 2 var ikke i kontakt med formand Ansatte B. Han
tror heller ikke, at formand Ansatte B var ude på arbejdspladsen før Arbejdstilsynets besøg. Som han husker
det, var det solskin den pågældende dag. Forevist bilag 10, der er et billede af udgravningen, har vidnet
svaret, at vandet i bunden af udgravningen stammede fra kloakledningen, hvor der var vandrester i. Det var
ikke regnvand. Der var også en flugtvej ved siden af udgravningskanten.
Vidne 2 har forklaret, at han blev ansat ved T Kommune omkring 2004 og var ansat frem til sommeren 2015.
Nu er han selvstændig entreprenør og arbejder med fliser, kloak og vej. Mens han var ansat ved T Kommune
arbejdede han med forskellige anlægsarbejder. Han kan ikke huske, hvor lang tid før Arbejdstilsynets besøg
den 19. august 2014, at han og Vidne 1 fik opgaven. Han tror, at formand Ansatte B havde ringet, og at de
var forbi kontoret, hvor de fik opgaven. Han kan ikke huske detaljerne. Deres sædvanlige formand var vist
på ferie eller kursus. Det var derfor Ansatte B, der gav dem opgaven. Da han og Vidne 1 kom ud til stedet,
stod de lige og snakkede om hvordan de skulle gribe det an. Derefter gravede de ned til kloakken, og så kom
Arbejdstilsynet. Gravearbejdet blev udført af Vidne 1. Vidne 1 havde to skovle med, men han husker ikke, at
de talte om størrelsen på rendegraverens skovle. Det var noget, som Vidne 1 havde erfaring med. Efter hans
mening, var gravehullet sikkerhedsmæssigt i orden, og han var ikke i tvivl om, at jorden nok skulle blive der.
Jorden var simpelthen så fast, og der var ingen trafik som kunne fremkalde rystelser. Derfor vurderede de, at
gravehullet var i orden. Det plejer de altid lige at snakke om, men han kan ikke konkret huske, om de gjorde
det den dag. De var kun i kontakt med formand Ansatte B, da de fik opgaven og først igen efter
Arbejdstilsynets besøg. Han mener derfor ikke, at de diskuterede den konkrete udgravning med Ansatte B.
Han mener, at det var ganske fint solvejr, men kan ikke huske det. Forevist bilag 10, som er et foto af vidnet
nede i udgravningen, fortalte vidnet, at han ikke havde regntøj på, og det ville han have haft på, hvis det
havde været regnvejr.
Tilsynsførende Vidne 3 har forklaret, at han siden marts 2007 har arbejdet som tilsynsførende for
Arbejdstilsynet. Den 19. august 2014 var han ude og køre med en kollega i forbindelse med en
bygge/anlægsaktion, hvor de skulle kigge på specifikke punkter. De kom kørende forbi Adressen A og så en
mand stå nede i en udgravning, og der holdt en rendegraver ved siden af. Han konstaterede, at der ikke var
den skråning på udgravningen, som der skulle være. Under optimale forhold er det normal procedure at
kunne grave ned i 1,7 meters dybde uden foranstaltninger. Skal man længere ned, skal der være en
udgravningskasse, eller der skal graves med et skråningsanlæg. Dette var ikke tilfældet ved denne
udgravning. Vidne 1 gik rundt for oven, og Vidne 2 stod nede i udgravningen og var ved at stampe sand ind
under reparationen. Bundgruppen på røret var i 2,4 meters dybde, og der skulle have været gravet af i et
større omfang. Han talte med medarbejderne Vidne 1 og Vidne 2, som kaldte det en "akutopgave” og
fortalte, at der ikke var foregået nogen instruktion inden. Det var en opgave, der tog et par dage. Der havde
ikke været nogen instruktion forud for opgaven. Formand Ansatte B fortalte, at han havde været derude
dagen før, de var nået ned til kloakledningen. Han valgte derfor at give et straksforbud. Han mener, at han
lavede regnestykket med de to medarbejdere ude på arbejdspladsen og det regnestykke, havde de ikke selv
lavet forinden. Han husker, at de bare accepterede, at han sagde det var uforsvarligt. Han tror heller ikke at
gravearbejde, var formand Ansatte Bs primære område. Han husker, at det var ustadigt vejr, og at han måtte
sætte sig ind i bilen, da han skulle udfylde papirerne. Der er ikke i denne sag rejst sigtelser mod de ansatte,
da der i denne sag ikke var givet nogen instruktion overhovedet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at der ved udgravningen ikke var truffet effektive foranstaltninger til
sikring mod sammenstyrtning og nedskridning, og der derved var fremkaldt fare for personskade. Det lægges
videre til grund, at hverken Vidne 1 eller Vidne 2 havde fået nogen konkret instruktion af formand Ansatte B
om, hvordan gravearbejdet i en dybde på mere end 1,7 meter skulle udføres.
Retten finder på denne baggrund, at arbejdet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført således, at det
sikkerheds- og sundhedsmæssigt var fuldt forsvarligt, hvorfor tiltalte ikke er fri for strafansvar, jf.
arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Straffen fastsættes til en bøde på 85.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6 (dagældende
stk. 4), og stk. 4, nr. 1 (dagældende stk. 5, nr. 1), jf. § 86 og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010
om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 34 stk. 1.
Thi kendes for ret:
T Kommune skal betale en bøde på 85.000 kr.
Udskrift af Vestre Landsrets dombog
Anklagemyndigheden
mod
T Kommune
Retten i Viborg har den 3. maj 2016 afsagt dom i 1. instans.
Påstande
Tiltalte, T Kommune, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Forklaringer
Vidnerne Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at de ikke talte om selve arbejdets udførelse med Ansatte B, men han vil
mene, at opgaven var planlagt fra Ansatte Bs side.
Han har tidligere repareret rendestensbrønde, og han betragtede arbejdet som en standardopgave. Det var
ikke en akutopgave. Arbejdet med at skifte rendestensbrønden var allerede påbegyndt af nogle andre, som
fandt ud af, at der var noget galt henne ved hovedledningen. Derfor overtog de opgaven.
De kunne se på kortet, hvad bundkoten var ude på stedet, og de vidste derfor godt, at der skulle graves i en
dybde på mere end 1,7 meter. Det talte de ikke med Ansatte B om. Rendegraveren holdt vist ved siden af
hullet, da Arbejdstilsynet kom. Vidne 2 kørte løbende den opgravede jord væk. Vidne 1 var ved at hælde
sand ned i hullet til Vidne 2, da Arbejdstilsynet kom.
Han og Vidne 2 talte ikke om selve udgravningen, for de havde udført den slags opgaver mange gange. Der
var en flugtvej på 45 grader i den anden ende af udgravningen ved hovedledningen. Fejlen lå i, at der blevet
gravet lodret ned efter en meter, og så kom han til at tage for meget jord op. Det skete nok, fordi den 80 cm
skovl, han havde på rendegraveren, passede bedst til at grave på den måde. Han tog ikke 40 cm skovlen,
fordi han skulle køre rundt om hele udgravningen for at få fat i den, og han vurderede, at jorden på stedet var
meget stabil. Havde han anvendt 40 cm skovlen, ville han nok ikke have taget så meget jord op, og så havde
skråningen været tilstrækkelig. Det var lerjord blandet med kalk. Den jord, de gravede i, var jomfruelig jord.
Det kunne de se. Ved den tidligere udgravning var der blevet gravet mere lodret ned.
40 cm skovlen var med, fordi den lå i hans kasse på rendegraveren i forvejen. De havde ikke
afstivningsmateriel med. Det plejer de først at hente, når de vurderer, at der bliver brug for det til en konkret
graveopgave. Hver gang man graver 2 meter ned, skal man grave 1 meter ud. Det har han lært af en anden
rendegraverchauffør. Han har aldrig været på kursus i udgravninger.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at han ofte havde været med til at udføre den slags opgaver, og det var en
rutineopgave. Han har på et tidspunkt fået uddannelse i sikkerheden omkring udgravninger. De plejede ofte
at tale om sikkerheden i forbindelse med udgravninger, men han husker ikke, at de gjorde det i den konkrete
sag. De vidste godt, at de skulle ned i en dybde på mere end 1,7 meter, men de vurderede, at det godt kunne
gå uden afstivning, fordi jorden var så fin på stedet. Den var kalkholdig og derfor meget stabil. Der var også
god mulighed for at komme op af udgravningen til den anden side. Han ville have sagt fra, hvis han mente, at
det havde været uforsvarligt at arbejde i udgravningen uden afstivning. De havde ikke noget med ud på
stedet til at afstive hullet med.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at det var bundkoten på røret i udgravningen, der var 2,40 meter. De
stoppede, fordi de anså arbejdet for uforsvarligt. Da de kørte forbi, stod Vidne 2 mellem røret og den mest
lodrette side i udgravningen, og det var den side, han tog udgangspunkt i ved opmålingen. Efter hans
beregninger skulle der have været jernet materiale i et stykke på yderligere 0,5 meters bredde. Hvis der ikke
var gravet lodret ned, men skråt ned på den samme strækning, ville der ikke have været plads til at udføre
arbejdet med røret nede i bunden. Opgaven skulle have været startet med, at der blev skåret mere asfalt af
foroven. Det kunne man vurdere i forhold til oplysningerne om ledningens beliggenhed. Han beskrev jorden
som delvist omgravet, fordi de var i nærheden af en hovedledning. I delvist omgravet jord ved man ikke,
hvad der kan være af sten og andre ting, som kan være med til at forøge faren ved en sammenstyrtning. De
tre sider i hullet må have været omgravet.
I tilfælde af gravning i omgravet jord skal man være ekstra påpasselig. Sammenstyrtning af jord sker oftest
hurtigt, og lerjord vil typisk vælte ned, mens sand vil skride ned. Han tror ikke, det havde konkret betydning
for nedskridningsfaren på stedet, at rendegraveren stod tæt ved kanten af udgravningen.
Der blev givet strakspåbud om instruktion, fordi medarbejderne oplyste, at de ikke havde fået instruktion, og
fordi Ansatte B sagde, at han ikke normalt arbejdede med området og blot havde sat dem i gang med
opgaven.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder de afgivne forklaringer og de fremlagte fotos, er det bevist,
at arbejdet ikke har været planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Der er herved lagt vægt på, at der fra arbejdsgivers side hverken var givet generel eller konkret instruktion
om udførelse af arbejdet med udgravningen. Den omstændighed, at de ansatte havde udført lignende opgaver
mange gange før, kan efter opgavens farlighed ikke fritage arbejdsgiveren for en nærmere tilrettelæggelse af
arbejdets udførelse. Der blev efter det oplyste i øvrigt heller ikke ført effektivt tilsyn med arbejdet.
Det tiltrædes herefter, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
Da tiltalte efter det anførte ikke har opfyldt sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, er der ikke
grundlag for at bringe arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, i anvendelse.
For så vidt angår vurderingen af overtrædelsens grovhed bemærker landsretten, at overtrædelsen på grund af
den generelt alvorlige fare forbundet med udgravninger som udgangspunkt må betegnes som grov, og der er
på baggrund af de konkrete oplysninger om det udførte arbejde ikke omstændigheder, der kan føre til en
anden vurdering.
Da overtrædelsen endvidere har medført fare for personskade på Vidne 2, der stod tæt inde ved den lodrette
væg i udgravningen i 2,4 meters dybde og arbejdede, mens Vidne 1 oppe fra forsynede ham med sand fra
rendegraveren lige ved kanten af udgravningen, tiltræder landsretten, at bøden er fastsat som sket i medfør af
de af byretten citerede bestemmelser samt arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1. Landsretten har herved tillige lagt
vægt på oplysningerne om antallet af ansatte i T Kommune.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.