Sidst revideret: 11. april 2024
Til dig, der er nøgleperson i arbejdet med at forebygge og håndtere krænkende handlinger
Nøglepersoner i arbejdet med at forebygge og håndtere krænkende handlinger fra kollegaer og ledere kan have mange forskellige titler, roller og opgaver. Det kan fx være som arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant, intern arbejdsmiljørådgiver, medlem af arbejdsmiljøorganisationen, arbejdsmiljøkoordinator osv.
Som nøgleperson kan du spille en vigtig rolle i forhold til at være med til at fremme og understøtte forebyggelsen af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane (sexchikane). Samtidig kan du også være i en position, hvor du kan blive gjort bekendt med, at nogen oplever krænkende handlinger på arbejdspladsen.
Vær opmærksom på, at hvis du er medlem af Arbejdsmiljøorganisationen (AMO), så har du/I nogle særlige opgaver ift. arbejdsmiljøarbejdet:
Vær med til at fremme forebyggelsen
Som nøgleperson i arbejdet med arbejdsmiljø kan du være med til at fremme forebyggelsen af krænkende handlinger. Du kan fx bidrage med viden om fx omfang og årsager til krænkende handlinger på arbejdspladsen og gøre opmærksom på evt. mangler i forebyggelsen.
Det kan du gøre
- Vær med til at fremme en åben dialog om, hvad der er ordentlig adfærd og god omgangstone hos jer.
- Tal åbent og fordomsfrit om, hvad der kan blive opfattet som krænkende handlinger, selvom det er tabubelagt og kan være svære at tale om. Brug fx værktøjet her til at starte dialogen om seksuel chikane: Start snakken med dialogkortene
- Vær forberedt som sparringspartner, ved at indhente viden og idéer til forebyggelse.
- Efterlys klare retningslinjer for, hvordan I vil identificere og forebygge krænkende handlinger, hvordan I vil håndtere et opstået problem, hvordan I vil tage hånd om alle involverede parter, og hvordan de kommer godt videre.
- Drøft og tag stilling til, hvem der har hvilke roller og opgaver ift. forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.
- Sæt fokus på arbejdsmiljøet og hvilken betydning det kan have for udviklingen af krænkende handlinger.
- Lav aftaler og planer for, hvordan I kan have en løbende opmærksomhed på forebyggelsen. I kan fx gøre det til et tilbagevendende punkt på den årlige arbejdsmiljødrøftelse, på personalemøder, samt på møder i AMO eller i SU- og MED-udvalg.
- Bidrag til, at alle på arbejdspladsen (også nyansatte, studerende og vikarer) kender retningslinjerne og ved, hvad de skal gøre, hvis de mener, der foregår chikane, herunder hvem de skal gå til, og hvad den videre proces er.
- Bidrag til, at der løbende følges op på, om jeres retningslinjer virker.
Lav retningslinjer/en politik om krænkende handlinger
Hjælp med at få sagerne håndteret
Arbejdsgiveren har ansvaret for at afdække og håndtere sager om krænkende handlinger. Men du kan som nøgleperson være en hjælp på forskellige måder.
Det kan du gøre
- Vær opmærksom på signaler/reaktioner på krænkende handlinger.
- Gør det nemt og tydeligt hvor og hvordan dine kolleger kan få fat på dig og andre tillidsvalgte.
- Vær nysgerrig, lyttende og rolig.
- Tag henvendelser alvorligt og undgå at bagatellisere oplevelsen.
- Tilbyd din støtte til at få løst problemet og vær tydelig om hvad din rolle er, hvad du kan og ikke kan hjælpe med.
- Hjælp den der henvender sig med at få overblik over handlemulighederne. Vejled fx om, hvor personen kan få mere hjælp og støtte. Læs om gode råd til medarbejdere, der oplever eller har oplevet krænkende handlinger: Til dig der oplever/har oplevet krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane (sexchikane)
- Undgå at drage forhastede konklusioner, og udvis diskretion over for alle implicerede personer.
- Vær tydelig om fortroligheden i samtalerne.
- Hjælp med at kontakte ledelsen og få ansvarlige til at tage hånd om problemet. Se fx hvad arbejdsgivers og/eller ledelsens rolle og pligter er: Til dig som er arbejdsgiver eller leder
- Vær opmærksom på – og gør de rette opmærksomme på - om der er behov for støtte og sparring, fx fra en ekstern rådgiver eller via fagforening, i komplekse sager.
Du kan få hjælp fra
- Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne kan fx være en sparringspartner i forhold til at drøfte forebyggelse og håndtering af sager med ledelsen og kan bidrage med viden om omfang og årsager til krænkende handlinger på arbejdspladsen og gøre opmærksom på evt. mangler i forebyggelsen.
- HR- eller arbejdsmiljøafdelingen kan fx hjælpe med at styrke den generelle og systematiske forebyggelse og udarbejde formelle retningslinjer om krænkende handlinger og kan hjælpe dig med hvilke tilbud for støtte arbejdspladsen kan tilbyde.
- Faglige organisationer kan fx give sparring på svære situationer, hvor der er uenighed om håndtering af en sag og kan have viden, materialer og værktøjer til at forebygge og håndtere krænkende handlinger.
- Kommunerne kan fx have tilbud som delvis raskmelding, rundbordssamtaler og fast track-ordning.
- Autoriserede arbejdsmiljørådgivere kan fx hjælpe jer med at styrke forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.
- Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø kan støtte med viden, materialer og værktøjer til at forebygge og håndtere krænkende handlinger og arbejde med andre emner indenfor arbejdsmiljø. Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø
- Arbejdstilsynets Hotline om krænkende handlinger kan hjælpe dig med generel vejledning om, hvordan man kan forebygge og håndtere krænkende handlinger samt vejledning om, hvordan du – sammen med andre – kan håndtere en konkret situation med krænkende handlinger. Ring anonymt på 70 12 12 88
Du kan læse mere om Arbejdstilsynets Hotline: Hotline om krænkende handlinger