Nyheder om arbejdsmiljøpuljen
Her finder du de seneste nyheder om arbejdsmiljøpuljen.
Arbejdsmiljøpuljen lukker permanent for ansøgninger
Der er nu vedtaget en finanslov for 2023, og der er ikke finansiering til en videreførelse af arbejdsmiljøpuljen, som dermed lukker for ansøgninger. Arbejdstilsynet vil gerne takke for den store interesse for at søge om tilskud fra puljen.
Arbejdsmiljøpuljen er lukket for ansøgninger indtil videre
Fra fredag den 25. november kl. 15.00 modtager Arbejdsmiljøpuljen ikke nye ansøgninger i resten af 2022. Puljen er lukket, fordi pengene for i år er brugt op.
Gennem Arbejdsmiljøpuljen kan private virksomheder (max 100 ansatte) og offentlige arbejdspladser (max 50 ansatte) søge tilskud til arbejdsmiljørådgivning, fysisk træning og afprøvning af tekniske hjælpemidler, som forebygger arbejdsulykker, fysisk eller psykisk nedslidning.
Puljemidlerne for 2022 er brugt op, og derfor er der nu lukket for indsendelse af nye ansøgninger resten af året.
Ansøgninger, der er sendt ind inden den 25. november kl. 15:00, vil blive behandlet. Arbejdstilsynet behandler ansøgningerne i den rækkefølge, de er sendt ind - dvs. efter først-til-mølle princippet. Ansøgere med ansøgninger under behandling vil få besked via Tilskudsportalen om deres sag.
November 2022
2022-midlerne i Arbejdsmiljøpuljen tæt på at være opbrugt
Der har været stor interesse for at få del i puljemidlerne i 2022, og Arbejdsmiljøpuljen er nu tæt på at være opbrugt.
Arbejdstilsynet behandler ansøgningerne i den rækkefølge, de indsendes - dvs. efter først-til-mølle princippet. Hvis årets bevilling bliver opbrugt inden årets udgang, vil Arbejdstilsynet ikke kunne give flere tilsagn, og der vil blive lukket for nye ansøgninger til puljen.
November 2022
Nye temasider om forebyggelse af høreskadende støj og kemiske påvirkninger i arbejdsmiljøet
De nye regler indebærer, at man også kan få tilskud til rådgivning om forebyggelse af hhv. høreskadende støj og kemiske påvirkninger i arbejdsmiljøet. Der er lavet to temasider med eksempler på aktiviteter, som man kan søge tilskud til vedr. forebyggelse af høreskadende støj og kemiske påvirkninger. Man kan allerede nu gå ind på temasiderne og få inspiration.
Støjdæmpning
Kemi og støv
April 2022
Nye regler om Arbejdsmiljøpuljen – udvidelse af ansøgerkredsen mm.
Den 20. april træder nye regler om Arbejdsmiljøpuljen i kraft. Fra denne dato kan private virksomheder med op til 100 ansatte og offentlige arbejdspladser med op til 50 ansatte søge puljen. Desuden vil p-enheder (produktionsenheder) med op til 100 ansatte i private virksomheder og offentlige p-enheder med op til 50 ansatte kunne søge puljen. Puljen vil fremover også kunne give tilskud til projekter om forebyggelse af høreskadende støj, støv og kemiske påvirkninger.
Hvis man som ansøger ikke er omfattet af de nuværende regler, men bliver omfattet af de nye regler, skal man først indsende sin ansøgning den 20. april eller senere.
Der er udarbejdet et nyt ansøgningsskema, som allerede nu kan downloades fra hjemmesiden, og som man gerne må bruge allerede nu.
Alle ansøgninger, der indsendes den 20. april eller senere, skal benytte det nye ansøgningsskema. Hvis man efter denne dato alligevel bruger det gamle ansøgningsskema, vil man få besked om at genindsende ansøgningen i det nye skema.
April 2022
Præcisering af Arbejdsmiljøpuljens praksis vedr. beregning af tilskud til leje af tekniske hjælpemidler
Arbejdsmiljøpuljen giver tilskud til leje af tekniske hjælpemidler i op til 3 måneder. Puljen giver ikke tilskud til investeringer og køb.
Adgangen til at få tilskud til leje giver arbejdspladsen mulighed for at afprøve et teknisk hjælpemiddel, så man kan vurdere, om hjælpemidlet er egnet til opgaven, og dermed undgå fejlinvesteringer. Er lejeprisen fastsat, så den ender med at være på niveau med købsprisen, således at virksomheden kan overtage hjælpemidlet uden beregning efter prøveperioden, er der ikke tale om afprøvning af et teknisk hjælpemiddel, men om et køb.
Som udgangspunkt giver Arbejdsmiljøpuljen ikke tilskud til en lejepris, som er på mere end ca. en tredjedel af købsprisen. Købsprisen er den gældende markedspris for køb af det pågældende hjælpemiddel.
Herudover kan der efter en konkret vurdering gives tilskud til konsulentens /leverandørens instruktion, montage, afmontering og transport af udstyret.
Der vil i særlige tilfælde kunne ydes tilskud til en lejepris, der overstiger en tredjedel af købsprisen.
Denne praksis gælder for alle fremtidige tilsagn om tilskud fra Arbejdsmiljøpuljen.
Marts 2022
Tildelinger
Se hvad der er givet penge til, og hvem der har modtaget midler fra arbejdsmiljøpuljen.