Forebyg ulykker med kvæg og svin
Siden 2012 har der været en stigning i antallet af ulykker ved håndtering af svin og kvæg. Arbejdet med kvæg og svin er den hyppigste årsag til alvorlige ulykker i landbruget.

Fire ud af ti af de alvorlige ulykker hos mælkeproducenterne sker, når landmænd og medhjælpere skal håndtere malkekvæget. Hos svineproducenterne sker en fjerdedel af de alvorlige ulykker ved håndtering af svinene.
Ulykker med kvæg sker
- Ved håndtering af kvæg i stald – fx løbet ned, ramt, klemt mellem kvæg og væg/inventar
- Ved indfangning og drivning af kvæg - fx ramt af, løbet ned af kvæg eller stanget
- Ved malkning – fx sparket af kvæg, trådt på hånd eller fod
- Ved behandling af kvæg, klovbeskæring, kælvning, yverbetændelse mv. – fx sparket, trådt på el. ramt af
Ulykker med svin sker
Ved håndtering af svin i stald – fx løbet ned, ramt af eller klemt mod staldinventar
Ved flytning af orner – fx bidt eller ramt af hoved
Planlægning, sikkerhedsforanstaltninger og viden om dyrenes naturlige adfærd kan være med til at forebygge disse ulykker.
Sådan undgår I ulykker, når I arbejder med kvæg og svin
Arbejdsgiveren
- Sørg for at medarbejderen har/får viden om kvæg og svins naturlige reaktionsmønstre.
- Indret drivgange med passende bredde, uden udragende dele og med skridsikkert underlag.
- Planlæg arbejdet, så der er den fornødne tid og resurser til håndtering af kvæget.
- Arranger at der er to om behandling dyr, at fiksering kan anvendes og der er flugtmuligheder.
- Udlever sikkerhedsfodtøj til medarbejderne
- Aftal med dine medarbejdere hvordan dyrene skal håndteres og følg op på at det sker.
Ansatte
- Driv dyrene uden at påføre dyret smerte. Brug tilstrækkelig tid og undgå pludselig støj.
- Driv ikke på kvæg og svin der er urolige eller udviser tegn på aggressivitet.
- Brug drivplader ved drivning af svin og brug ikke grime på kvæg som ikke er trænet til det.
- Vær to om behandling af dyr, anvend om nødvendigt fiksering og sørg for at der er flugtmuligheder.
- Anvend det udleverede sikkerhedsfodtøj.
Eksempler på ulykker med kvæg
Landmanden går ind i en kælvningsboks for at se til en nyfødt kalv, hvorefter moderen går til angreb. Hun bliver klemt op mod forværk i boksen og koen slår hovedet ind mod hendes ryg og bækken.
Medarbejderen driver den første ko frem. Koen bliver nervøs og vil derfra. Medarbejderen forsøger at drive koen, men den går i stedet frem og vælter ham. Medarbejderen skubbes bagover, falder og slår hovedet i betongulvet og bliver slået bevidstløs.
Landmanden arbejder i folden, og er ikke opmærksom på tyren. Han står med ryggen til muren, da tyren pludselig stanger ham. Han brækker ni ribben.
Eksempler på ulykker med svin
Da landmanden er i færd med at fjerne smågrise i stalden, bliver han angrebet af soen. Soen slår så kraftigt med sit hoved, at han brækker hånden.
Slagtesvinene er ved at blive læsset på bilen, da en ansat pludselig bliver væltet af et af svinene. I faldet griber han fat i det nærmeste rækværk og får et kraftigt vrid bagud i skulderen.
En ansat er i gang med at skrabe inde ved de løsgående søer, da hun bliver løbet ned af en so og vrider sit knæ af led.
En orne angriber landmanden mit i hans arbejde. Ornen slår med hovedet og dens tand skærer en 25 cm lang flænge fra håndleddet og op mod albuen.
Vil du vide mere
Arbejde med kvæg
Arbejdsmiljø ved håndtering af kvæg - pdf
Faktaark om færdsel blandt dyr - nr. 13 - pdf
Faktaark om håndtering af køer - nr. 21 - pdf
Faktaark om håndtering af nykælvede køer - nr. 24 - pdf
Arbejde med svin
Arbejdsmiljø ved håndtering af svin - BAU Jord til bord - pdf