Gå til hovedindholdet

Arbejdstilsynet tjekker unges sommerjob

Omkring 100 unge under 18 år kommer hver sommer til skade på jobbet. Derfor har Arbejdstilsynet i sommermånederne særligt fokus på unges arbejdsmiljø.

To unge piger laver isvafler i en isbar

Sommeren er begyndt, og mange unge under 18 år arbejder i deres ferie, bl.a. i supermarkeder, isbutikker, cafeer og restauranter. Det er vigtigt, at de unge får en god start på arbejdslivet, og derfor vil Arbejdstilsynet i juni, juli og august have ekstra stort fokus på unges arbejdsforhold, når vi besøger landets arbejdspladser.

Tilsynschef Mette Adolph Huld, der koordinerer indsatsen, forklarer:

"Et sommerjob kan være rigtig godt og lærerigt, men desværre er der også hver sommer omkring 100 unge, der kommer til skade på jobbet. Nogle af de ulykker, der oftest sker, er ulykker med hobbyknive og fald – men det kan også dreje sig om ubehagelige oplevelser med kunder, vold og røveri. Hændelser, der i værste tilfælde kan præge den unge resten af livet."

Oplæring og instruktion er afgørende for at forebygge ulykker

På tilsynsbesøgene kontrollerer Arbejdstilsynets tilsynsførende bl.a., om arbejdspladserne efterlever de særlige arbejdsmiljøregler, der gælder for unge under 18 år. Samtidig tjekker de, om arbejdsgiverne har oplært de unge grundigt i arbejdet, så arbejdsulykker forebygges.

"Det er vigtigt, at arbejdsgiveren har oplært og instrueret den unge i arbejdet, og det går vi i dialog med dem om. Det kan fx være, hvordan man bruger en hobbykniv, eller hvad man skal gøre, hvis der er kunder, der opfører sig grænseoverskridende,"

- fortæller Mette Adolph Huld

Særligt fokus på nogle brancher

Arbejdstilsynet fører tilsyn inden for de brancher, hvor der typisk arbejder mange unge i sommermånederne. Det gælder især kasse- og salgsarbejde i butikker samt køkken- og serveringsarbejde i restauranter, grillbarer og caféer.

Ud over det skærpede fokus på unge på tilsynsbesøg iværksætter Arbejdstilsynet også en kommunikationsindsats om unges arbejdsmiljø på de sociale medier. Målet er at gøre arbejdsgivere, de unge og deres forældre klogere på reglerne, og hvordan ulykker kan forebygges.

Læs mere

Giv de unge en god start på arbejdslivet

 

Sidst revideret: 6. juni 2023

Henter PDF