Ændring af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler

(Tekst af relevans for EØS og for Schweiz)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 48, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, efter den almindelige lovgivningsprocedure (¹), og ud fra følgende betragtninger:

(1) For at tage højde for de retlige ændringer i visse medlemsstater og for at sikre retssikkerheden for de berørte parter bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (²) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 (³) ændres.

(2) Der er modtaget relevante forslag fra Den Administrative Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger om koordineringen af de sociale sikringsordninger for at forbedre og modernisere EU-retten, som er medtaget i denne forordning.

(3) Forandringer i den sociale virkelighed kan påvirke koordineringen af de sociale sikringsordninger. For at reagere på sådanne forandringer er det nødvendigt med ændringer inden for fastlæggelsen af den lovgivning, der finder anvendelse, og af arbejdsløshedsydelserne.

(4) I bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 af 16. december 1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart (⁴) defineres begrebet »hjemmebase« for flyve- og kabinebesætningsmedlemmer i henhold til EU-retten. For at lette anvendelsen af afsnit II i forordning (EF) nr. 883/2004 på denne gruppe personer er det berettiget at indføre en særlig regel, hvorved begrebet »hjemmebase« bliver kriterium for fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse på flyve- og kabinebesætningsmedlemmer. Den lovgivning, der finder anvendelse på flyve- og kabinebesætningsmedlemmer, bør dog forblive stabil, og princippet om hjemmebase bør ikke medføre hyppige ændringer af den lovgivning, der finder anvendelse, på grund af industriens arbejdsmønster eller sæsonpræget efterspørgsel.

(¹) Europa-Parlamentets holdning af 18.4.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.5.2012.
(²) EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1.
(³) EUT L 284 af 30.10.2009, s. 1.
(⁴) EFT L 373 af 31.12.1991, s. 4.

(5) I situationer, hvor en person arbejder i to eller flere medlemsstater, bør det præciseres, at betingelsen om udøvelse af en »væsentlig del« af beskæftigelsen, som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004, også gælder for personer, der er beskæftiget i flere virksomheder eller hos flere arbejdsgivere.

(6) Forordning (EF) nr. 883/2004 bør ændres ved at indsætte en ny bestemmelse, der sikrer, at en selvstændig grænsearbejder, som bliver fuldtidsledig, modtager ydelser, hvis den pågældende har tilbagelagt forsikringsperioder som selvstændig erhvervsdrivende eller perioder af selvstændig virksomhed anerkendt med henblik på tilkendelse af arbejdsløshedsydelser i den kompetente medlemsstat, og hvis der i bopælsmedlemsstaten ikke findes nogen arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende. Denne bestemmelse bør tages op til fornyet overvejelse på grundlag af erfaringerne efter to års gennemførelse og bør om nødvendigt ændres.

(7) Forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed - VEDTAGET DENNE FORORDNING

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 883/2004 foretages følgende ændringer:

1) Udtrykket »Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber« erstattes i hele teksten af »Europa-Kommissionen«.

2) Følgende betragtning indsættes:

»(18b) I bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 af 16. december 1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart (*) defineres begrebet »hjemmebase« for flyve- og kabinebesætningsmedlemmer som en for besætningsmedlemmet af luftfartsforetagendet angivet lokalitet, hvor besætningsmedlemmet normalt påbegynder og afslutter en tjenesteperiode eller en række af tjenesteperioder, og hvor luftfartsforetagendet under normale omstændigheder ikke er ansvarligt for indkvartering af det pågældende besætningsmedlem. For at lette anvendelsen af nærværende forordnings afsnit II på flyve- og kabinebesætningsmedlemmer er det berettiget at anvende begrebet »hjemmebase« som kriterium for fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse på flyve- og kabinebesætningsmedlemmer. Den lovgivning, der finder anvendelse på flyve- og kabinebesætningsmedlemmer, bør dog forblive stabil, og princippet om hjemmebase bør ikke medføre hyppige ændringer af den lovgivning, der finder anvendelse, på grund af industriens arbejdsmønster eller sæsonpræget efterspørgsel.

(*) EFT L 373 af 31.12.1991, s. 4.«

3) Artikel 9 affattes således: 

»Artikel 9 Erklæringer fra medlemsstaterne vedrørende denne forordnings anvendelsesområde

1. Medlemsstaterne giver skriftligt Europa-Kommissionen meddelelse om de erklæringer, der er fremsat i henhold til artikel 1, litra l), de love og ordninger, der er omhandlet i artikel 3, de indgåede overenskomster, der er nævnt i artikel 8, stk. 2, de minimumsydelser, der er omhandlet i artikel 58, og den manglende forsikringsordning, der er nævnt i artikel 65a, stk. 1, samt om væsentlige ændringer. I meddelelserne angives den dato, fra hvilken denne forordning finder anvendelse på de ordninger, der er anført af medlemsstaterne heri.
2. Disse meddelelser fremsendes hvert år til Europa-Kommissionen og offentliggøres i nødvendigt omfang.«

4) I artikel 11 tilføjes følgende stykke:

»5. Beskæftigelse som flyve- eller kabinebesætningsmedlem, der udfører passager- eller fragttjenester, anses for arbejde, der udøves i den medlemsstat, hvor »hjemmebasen«, som defineret i bilag III til forordning (EØF) nr. 3922/91, er beliggende.«

5) Artikel 12, stk. 1, affattes således:

»1. En person, der har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for en arbejdsgiver, som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat, og som af denne arbejdsgiver udsendes til en anden medlemsstat for dér at udføre et arbejde for hans regning, er fortsat omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder, og at den pågældende ikke udsendes for at afløse en anden udsendt person.«

6) Artikel 13, stk. 1, affattes således:

»1. En person, der normalt har lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater, er omfattet:

• a) af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, såfremt den pågældende udøver en væsentlig del af sin virksomhed i denne medlemsstat, eller
• b) såfremt den pågældende ikke udøver en væsentlig del af sin virksomhed i bopælsmedlemsstaten:
  • i) af lovgivningen i den medlemsstat, hvor virksomheden eller arbejdsgiveren har sit hjemsted eller sit forretningssted, hvis den pågældende er beskæftiget af én virksomhed eller arbejdsgiver, eller
  • ii) af lovgivningen i den medlemsstat, hvor virksomhederne eller arbejdsgiverne har deres hjemsted eller forretningssted, hvis den pågældende er beskæftiget af to eller flere virksomheder eller arbejdsgivere, som kun har deres hjemsted eller forretningssted i én medlemsstat, eller
  • iii) af lovgivningen i den medlemsstat, hvor virksomhedens eller arbejdsgiverens hjemsted eller forretningssted er beliggende uden for bopælsmedlemsstaten, hvis den pågældende er beskæftiget af to eller flere virksomheder eller arbejdsgivere, som har deres hjemsted eller forretningssted i to medlemsstater, hvoraf den ene er bopælsmedlemsstaten, eller
  • iv) af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, hvis den pågældende er beskæftiget af to eller flere virksomheder eller  arbejdsgivere, og mindst to af dem har deres hjemsted eller forretningssted i andre medlemsstater end bopælsmedlemsstaten.«

7) Artikel 36, stk. 2a, affattes således:

»2a. Den kompetente institution kan ikke afvise at give den tilladelse, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, til en person, der er ramt af en arbejdsulykke eller har pådraget sig en erhvervssygdom, og som har ret til ydelser for den pågældende institutions regning, hvis den behandling, som vedkommendes tilstand kræver, ikke kan ydes i bopælsmedlemsstaten inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig under hensyn til den pågældendes aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling.«

8) Artikel 63 affattes således:

»Artikel 63 Særlige bestemmelser vedrørende ophævelse af bopælsbestemmelser

Ved anvendelsen af dette kapitel finder artikel 7 kun anvendelse i forbindelse med de i artikel 64, 65 og 65a omhandlede tilfælde og inden for de deri fastlagte grænser.«

9) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 65a Særlige bestemmelser for fuldtidsledige selvstændige grænsearbejdere, hvor der ikke findes nogen arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende i bopælsmedlemsstaten

1. Uanset artikel 65 skal en fuldtidsledig person, der som grænsearbejder senest har tilbagelagt forsikringsperioder som selvstændig erhvervsdrivende eller perioder af selvstændig virksomhed, der er anerkendt med henblik på tilkendelse af arbejdsløshedsydelser i en anden medlemsstat end vedkommendes bopælsmedlemsstat, og hvis bopælsmedlemsstat har givet meddelelse om, at der ikke er nogen mulighed for, at nogen kategori af selvstændige erhvervsdrivende kan være omfattet af dens arbejdsløshedsforsikringsordning, tilmelde sig ved og stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor den pågældende senest udøvede selvstændig virksomhed, og, når den pågældende ansøger om arbejdsløshedsydelser, fortsat overholde de betingelser, der er fastsat i sidstnævnte medlemsstats lovgivning. Den fuldtidsledige kan som et supplerende tiltag stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælsmedlemsstaten.
2. Ydelser til den i stk. 1 omhandlede fuldtidsledige udredes af den medlemsstat, hvis lovgivning den pågældende senest har været omfattet af, i henhold til den lovgivning, den pågældende medlemsstat anvender.
3. Hvis den i stk. 1 omhandlede fuldtidsledige ikke ønsker at stille sig eller fortsætte med at være til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor den pågældende senest udøvede sin virksomhed efter at være blevet tilmeldt der, og ønsker at søge arbejde i bopælsmedlemsstaten, finder artikel 64 tilsvarende anvendelse, bortset fra artikel 64, stk. 1, litra a). Det i artikel 64, stk. 1, litra c), første punktum, omhandlede tidsrum kan af den kompetente institution forlænges til udgangen af det tidsrum, hvor den arbejdsløse har ret til ydelser.«

10) Artikel 71, stk. 2, affattes således:

»2. Den Administrative Kommission træffer afgørelse med kvalificeret flertal som fastlagt i traktaterne, bortset fra vedtagelsen af vedtægterne, som fastsættes af dens medlemmer ved overenskomst mellem disse.

Afgørelserne om de i artikel 72, litra a), omhandlede fortolkningsspørgsmål offentliggøres i nødvendigt omfang.«

11) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 87a Overgangsbestemmelse om anvendelse af forordning (EU) nr. 465/2012

1. Såfremt en person, som følge af ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 465/2012, i henhold til afsnit II i nærværende forordning er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvis lovgivning vedkommende var omfattet af før nævnte ikrafttrædelse, er denne person fortsat omfattet af sidstnævnte lovgivning i en overgangsperiode, der varer så længe den relevante situation forbliver uændret, og under alle omstændigheder højst 10 år efter datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 465/2012. En sådan person kan anmode om, at overgangsperioden ikke længere skal gælde for vedkommende. En sådan anmodning indgives til den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i bopælsmedlemsstaten. Anmodninger indgivet senest den 29. september 2012 har virkning fra den 28. juni 2012. Anmodninger indgivet efter den 29. september 2012 har virkning fra den første dag i den følgende måned efter indgivelsen af anmodningen.
2. Senest den 29. juni 2014 skal Den Administrative Kommission evaluere gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 65a i nærværende forordning og fremlægge en rapport om deres anvendelse. På grundlag af denne rapport kan Europa-Kommissionen, hvor det er hensigtsmæssigt, fremlægge forslag med henblik på ændring af disse bestemmelser.«

12) Bilag X og XI ændres som angivet i bilaget til denne forordning.

Artikel 2

I forordning (EF) nr. 987/2009 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 6, stk. 1, litra b) og c), affattes således:

»b) lovgivningen i den medlemsstat, hvor personen har bopæl, hvis personen har lønnet beskæftigelse eller udøver selvstændig virksomhed i to eller flere medlemsstater og udøver en del af sin virksomhed i bopælsmedlemsstaten, eller hvis vedkommende hverken har lønnet beskæftigelse eller udøver selvstændig virksomhed
c) i alle andre tilfælde lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning der først blev anmodet om anvendelse af, hvis personen udøver sin virksomhed i to eller flere medlemsstater.«

2) Artikel 14 ændres således:

• a) Stk. 5 affattes således:
  »5. Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 1, i grundforordningen er en person, der »normalt har lønnet beskæftigelse i to eller flere  medlemsstater«, navnlig en person, der samtidig eller skiftevis for samme virksomhed eller arbejdsgiver eller for forskellige virksomheder eller arbejdsgivere udøver en eller flere særskilte former for virksomhed i to eller flere medlemsstater.«
• b) Følgende stykker indsættes:
  »5a. Ved anvendelsen af afsnit II i grundforordningen er »hjemsted eller forretningssted« det hjemsted eller det forretningssted, hvor virksomhedens væsentlige beslutninger træffes, og hvor den centrale administrations funktioner udføres. Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 1, i grundforordningen er et ansat flyve- eller kabinebesætningsmedlem, der normalt udfører passager- eller fragttjenester i to eller flere medlemsstater, omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor hjemmebasen, som defineret i bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 af 16. december 1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart (*), befinder sig.
  5b. Der ses bort fra virksomhed af marginalt omfang ved fastlæggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til artikel 13 i grundforordningen. Artikel 16 i gennemførelsesforordningen finder anvendelse i alle tilfælde, der er omfattet af nærværende artikel.

(*) EFT L 373 af 31.12.1991, s. 4.«

3) Artikel 15, stk. 1, andet punktum, affattes således:

»Denne institution udsteder til den berørte person den attest, som er omhandlet i artikel 19, stk. 2, i gennemførelsesforordningen, og stiller straks oplysninger om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på den pågældende person i henhold til artikel 11, stk. 3, litra b), eller artikel 12 i grundforordningen, til rådighed for den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor aktiviteten udøves.«

4) Artikel 54, stk. 2, affattes således:

»2. Ved anvendelsen af artikel 62, stk. 3, i grundforordningen forelægger den kompetente institution i den medlemsstat, af hvis lovgivning den pågældende person var omfattet under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, straks bopælsstedets institution efter anmodning fra denne alle de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af arbejdsløshedsydelserne, og som der kan opnås adgang til i den medlemsstat, hvor institutionen er beliggende, særligt størrelsen af den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft.«

5) Artikel 55 ændres således:

• a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
  »1. For at være omfattet af artikel 64 eller 65a i grundforordningen underretter en arbejdsløs, der rejser til en anden medlemsstat, inden afrejsen den kompetente institution og anmoder den om et dokument, der attesterer, at vedkommende fortsat har ret til ydelser på de vilkår, der er fastsat i artikel 64, stk. 1, litra b), i grundforordningen.«
• b) Følgende stykke tilføjes:
  »7. Stk. 2-6 finder tilsvarende anvendelse på den situation, der er omfattet af artikel 65a, stk. 3, i grundforordningen.«

6) Artikel 56, stk. 1 og 2, affattes således:

»1. Når en arbejdsløs beslutter sig for i henhold til artikel 65, stk. 2, eller artikel 65a, stk. 1, i grundforordningen også at tilmelde sig arbejdsformidlingen i den medlemsstat, der ikke udreder ydelserne, ved at lade sig registrere der som arbejdssøgende, underretter vedkommende institutionen og arbejdsformidlingen i den medlemsstat, der udreder ydelserne. Efter anmodning fra arbejdsformidlingen i den medlemsstat, der ikke udreder ydelserne, fremsender arbejdsformidlingen i den medlemsstat, der udreder ydelserne, de relevante oplysninger om den arbejdsløses tilmelding og arbejdssøgning.
2. Hvis den lovgivning, der finder anvendelse i den pågældende medlemsstat, kræver, at den arbejdsløse opfylder bestemte forpligtelser og/eller udfører arbejdssøgningsaktiviteter, skal forpligtelser og aktiviteter i den medlemsstat, der udreder ydelserne, have prioritet.
Hvis den arbejdsløse ikke opfylder alle forpligtelser og/eller udfører alle arbejdssøgningsaktiviteter i den medlemsstat, som ikke udreder ydelserne, vil dette ikke berøre de ydelser, der gives i den anden medlemsstat.«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 22. maj 2012.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

N. WAMMEN

Formand

Bilag

1 - I forordning (EF) nr. 883/2004 foretages følgende ændringer