Sidst revideret: 16. januar 2024
Arbejdsmiljøvejviser til frisører og anden personlig pleje
Brug arbejdsmiljøvejviseren til at få overblik over de typiske problemer i branchen frisører og anden personlig pleje og til at få forslag til, hvordan I kan løse problemerne.
Farlige stoffer og materialer
Mange af de farlige stoffer og materialer, som I bruger på arbejdspladsen, har en faremærkning på etiketten. I kan bruge faremærkningen til at finde ud af, hvilke farer der er forbundet med produkterne.
Frisør- og kosmetikprodukter skal ikke faremærkes som andre produkter, der indeholder kemiske stoffer. Her må I finde oplysningerne om farlighed på andre måder fx ved at se på indholdsstofferne på etiketten eller kontakte jeres leverandør.
I frisørsaloner og i hud- og skønhedsplejeklinikker skal I særligt være opmærksomme på, at:
- Kosmetiske produkter og rengøringsmidler kan indeholde stoffer, som virker irriterende eller ætsende på hud, øjne og luftveje. Andre stoffer som fx parfume og konserveringsmidler kan give allergi, hvis I bruger dem ofte. Stofferne kan optages i kroppen, hvis I indånder dem eller får dem på huden. Rengøringsmidler og nogle kosmetiske produkter kan også indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjerne- og nerveskader og luftvejslidelser.
For virksomheder, der arbejder med farlig kemi er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering. Risikovurderingen skal dække den mulige udsættelse for farlig kemi i de arbejdsprocesser, produkterne indgår i.
Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering
Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (rengøring)
Sådan arbejder I med at løse problemerne
Første skridt er, at I – på baggrund af den kemiske risikovurdering – skal vurdere, hvordan I kan undgå at blive udsat for farlige stoffer og materialer. Det er vigtigt, at I vælger foranstaltninger i den rigtige rækkefølge, så forebyggelsen bliver så effektiv som mulig. Det kaldes STOP-princippet – Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:
- Udskift farlige stoffer og materialer med nogen, der er ufarlige eller mindre farlige. Brug altid det mindst farlige produkt og den mindst farlige arbejdsmetode. Ingredienserne i kosmetik er oplistet på emballagen efter koncentration. Det vil sige, at de indholdsstoffer, der er mest af, står øverst. Kosmetiske produkter som fx permanentvæsker, hårblegningsmidler og oxidationsfarver skal have en brugsanvisning og en advarsel på etiketten. Vælg produkter uden unødvendige tilsætningsstoffer som parfume og farvestoffer, hvis det er muligt. Find ud af, om støvende produkter som fx hårblegemidler kan erstattes af mindre støvende som fx granulat eller pasta. Klip håret, inden I farver det, så I undgår at få hudkontakt med eventuel restfarve. (Substitution).
- Brug et lukket anlæg eller få på anden måde arbejdsprocessen indkapslet, hvis det er muligt. Brug blandebokse med udsugning ved særligt forurenende arbejde som fx blanding af pulver og granulat. Hvis det ikke er muligt at indkapsle arbejdsprocessen, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, aerosoler eller dampe til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. Udsugningen skal være placeret så tæt som muligt på det sted, hvor produkterne blande, påføres og vaskes ud. (Tekniske foranstaltninger).
- Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelsen for farlige stoffer og materialer – og sørg for, at stofferne ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder, sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, klude, sakse og engangshandsker. (Organisatoriske foranstaltninger).
- Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod de farlige stoffer og materialer, I kan blive udsat for. Vær opmærksom på, at I ikke nødvendigvis kan bruge den samme type engangshandske til alle arbejdsprocesser. Det fremgår af brugsanvisningen, hvilken type handske I skal bruge ved håndtering af et bestemt produkt. Hvis der ikke er en brugsanvisning, kan I kontakte leverandøren for at få vejledning om korrekt handskevalg. Engangshandsker må aldrig genbruges eller vendes. Nitrilhandsker er generelt et godt valg, da de har længere gennemtrængningstid end andre typer af handsker. Husk, at det også kan være nødvendigt at bruge handsker, selv om I arbejder med allergivenlige og grønne produkter, fordi de også kan indeholde stoffer, der kan optages gennem huden, eller som kan irritere og skade huden. (Personlige værnemidler).
Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de bruger de kemiske stoffer og materialer på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.
Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (rengøring)
Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3
Kemisk arbejdsmiljø – Temaside
Våde eller fugtige hænder
Når I skal vurdere, om vådt arbejde er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Der er tale om vådt arbejde, hvis I arbejder med vandtætte beskyttelseshandsker eller med hænderne i fugtigt miljø i mindst 2 timer i løbet af en arbejdsdag. Hyppig og intensiv håndvask er også vådt arbejde.
- Vådt arbejde medfører risiko for eksem, fordi det udtørrer huden og ødelægger dens overflade.
- Risikoen for hudlidelser bliver større, hvis I bruger kemikalier som fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
Når I skal forebygge hudlidelser på grund af vådt arbejde, skal I følge STOP-princippet. Hvis I arbejder med kemikalier som fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, skal det indgå i vurderingen. STOP står for Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:
- Det er generelt svært at erstatte vådt arbejde med noget andet uden samtidig at bruge flere kemikalier. Et eksempel på substitution er at bruge alkoholbaseret hånddesinfektion i stedet for håndvask med sæbe og vand, når hænderne ikke er våde eller synligt forurenede. Hvis I bruger rengørings- eller desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, kan de erstattes med produkter, som ikke indeholder parfume eller konserveringsmidler, som kan give allergi. (Substitution).
- Overvej, om I kan begrænse medarbejdernes udsættelse for vådt arbejde med tekniske foranstaltninger. Brug fx rengøringsmaskiner eller andre rengøringsredskaber, der begrænser hudkontakten med vand. (Tekniske foranstaltninger).
- Begræns medarbejdernes risiko for hudlidelser ved at begrænse den tid, de er udsat for vådt arbejde. Det kan I fx gøre ved at holde passende pauser, hvis længde og antal afhænger af arbejdsbelastningen og generne. (Organisatoriske foranstaltninger).
- Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I stille egnede og effektive handsker til rådighed for medarbejderne. Vælg en handsketype, som passer til den konkrete arbejdsopgave og til varigheden af det våde arbejde. Handskeleverandøren kan hjælpe jer med at træffe det rigtige valg. Vær opmærksom på, at nogle mennesker kan få allergi af visse handsketyper som fx latexhandsker. Brug eventuelt en svedabsorberende inderhandske i forbindelse med længerevarende brug af gummihandsker eller skift handskerne ud undervejs til tørre handsker. Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i at bruge handsker, så de opnår en tilstrækkelig beskyttelse mod hudlidelser. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen. (Personlige værnemidler).
Vådt arbejde - AT-vejledning 12.1.1
Hud og kemi - AT-vejledning 12.1.2
Kemisk arbejdsmiljø – Temaside
Indeklima
Når I skal vurdere, om indeklima er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Er temperaturen i lokalerne ubehagelig og trækker det? Temperaturen bør holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C – bortset fra ved varme- eller hedebølger. Ved stillesiddende arbejde og ved let fysisk arbejde bør temperaturen ikke komme under 18 °C.
- Er luften i lokalerne dårlig på grund af dårlig rengøring eller ventilation? Hvis der lugter, og lugten bliver hængende i lokalerne, er luftkvaliteten dårlig. Luftkvaliteten kan også blive dårlig, hvis der er mange mennesker i samme lokale. Tør eller tung luft kan også skyldes dårlig luftkvalitet. Høje temperaturer i lokalerne kan betyde, at I oplever luftkvaliteten som dårlig.
- Betyder dårlig belysning i lokalerne, at I får trætte øjne i løbet af arbejdsdagen? Belysningen skal lyse på det, I arbejder med, så I ikke får unødigt trætte øjne eller kommer til at arbejde i dårlige arbejdsstillinger. Der skal normalt være dagslys i arbejdsrum samt mulighed for, at I kan se ud af vinduer.
- Er der steder med fugt, hvor der kan vokse skimmelsvamp o.l.? I skal være opmærksomme på, om der er fugtskjolder på lofter, vægge, gulve og omkring vandrør, hvor der kan dannes skimmelsvamp og bakterier. Det er et faresignal, hvis der lugter af mug, når et rum har stået lukket et stykke tid.
- Et dårligt indeklima kan irritere øjne, næse og hud. I risikerer også at få hovedpine og kvalme eller at blive svimle. Et dårligt indeklima kan også give koncentrationsbesvær og en unaturlig træthed.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Varme – Varme kan komme udefra – fx fra sol gennem store ruder eller fra store tag-flader, som er dårligt isoleret. Varme kan også komme inde fra bygningen – fx fra lamper, mennesker og radiatorer. Solafskærmning kan forhindre varmen i at komme ind gennem vinduerne. Skru ned for radiatorerne, inden der bliver for varmt. Husk, at et stort antal lyskilder kan være med til at varme rummet op. I kan også begrænse varmen ved at øge ventilationen.
- Kulde og træk – Kulde kan komme fra vinduer, døre og dårligt isolerede vægge. Hvis kulden kommer gennem væggene, må de isoleres bedre. Kuldenedfald og kulde-stråling kan føles som træk. Utætte døre og vinduer giver ofte trækgener. Træk kan også stamme fra ventilationen. Flyt medarbejderne væk fra store kuldeflader som fx vindues- eller indgangspartier. Hvis vinduerne giver træk, kan I installere energiruder. Hvis dørene åbner direkte til det fri, kan det give fodkulde. Vindfang eller luft-tæppe kan hjælpe på det.
- Rengøring – Tag stilling til, hvor tit der skal gøres rent i lokalerne. De fleste problemer med støv findes på steder med mange papirer eller tæpper. Meget inventar og rod i lokalerne øger støvproblemerne, fordi det gør det vanskeligere at gøre rent. I kan gøre det nemmere at gøre ordentligt rent ved at rydde op.
- Ventilation – Sørg for at åbne vinduer og døre, så I kan lufte ud, når det er muligt – fx i pauser. Ventilation gennem vinduer og døre er mest egnet i relativt store rum med få mennesker. I skal installere mekanisk ventilation, hvis I ikke kan forbedre luftkvaliteten tilstrækkeligt ved at lufte ud. Erstatningsluften skal have en passende temperatur, og ventilationen må ikke give træk.
- Belysning – En kombination af almen belysning i rummet – fx i loftet – og belysning, der er rettet mod det, kan arbejder med, er ofte det bedste. Lyset må ikke blænde, give generende reflekser eller generende varme. Der skal normalt være dagslys i arbejds-rum og udsyn til omgivelserne gennem vinduer e.l. Placer arbejdsborde nær vinduer, så I udnytter dagslyset bedst muligt. Lyskilder skal rengøres og vedligeholdes for at fungere efter hensigten.
- Skimmelsvamp og fugt – Hvis I har problemer med fugt, skal det undersøges, hvor den kommer fra, og fugtkilden skal stoppes. Typiske fugtkilder er utætheder i tag eller vægge, men kan også være utætte vand- eller afløbsrør. Dårligt isolerede lofter, vægge eller gulve kan medføre, at fugten i luften kondenserer på overflader. Fugtskader udbedres bl.a. ved at udskifte angrebet træ- og murværk og udtørre rummet. På massivt træ, betonoverflader o.l. kan en rensning være tilstrækkelig.
Indeklima - AT-vejledning A.1.2
Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder - AT-vejledning A.1.12
Rengøring og vedligeholdelse - AT-vejledning A.1.4
Arbejdsstillinger
Når I skal vurdere, om arbejdsstillinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Kroppen belastes forskelligt ved forskellige typer af arbejdsopgaver. Jo længere tid I arbejder i dårlige arbejdsstillinger, og jo mere belastende de er, desto større er risikoen for muskel-skeletbesvær. Vær derfor opmærksom på, om I arbejder i den samme stilling i lang tid – fx med løftede arme i mange timer i træk.
- Dårlige arbejdsstillinger er mere belastende for kroppen, hvis I samtidig arbejder i fastlåste stillinger.
- Arbejde i fastlåste arbejdsstillinger kan give muskel-skeletbesvær, hvis I ikke har mulighed for at variere arbejdsstillingen eller for at holde passende pauser.
- Arbejde med foroverbøjet ryg og løftede arme kan give muskel-skeletbesvær i ryg, skuldre og nakke.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Arbejde med foroverbøjet ryg og løftede arme hænger ofte sammen med dårlig planlægning af arbejdet, dårlig indretning af arbejdspladsen eller inventar, eller at arbejdet kun kan udføres i ubekvem arbejdshøjde.
- Planlæg arbejdet, så medarbejderne ikke arbejder for længe ad gangen i de samme arbejdsstillinger, eller sørg for passende pauser.
- Indret arbejdspladsen, så den både passer til den enkelte medarbejder og den arbejdsopgave, der skal udføres.
- Sørg for, at der er gode pladsforhold, så medarbejderne kan variere arbejdsstillingen.
- Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler som fx justerbare kunde- og klippestole til rådighed, så de kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt indstillet, så de passer til de medarbejdere, der skal bruge dem.
- Sørg for, at udstyr og hjælpemidler altid er vedligeholdt og i orden.
- Begræns arbejde over skulderhøjde mest muligt ved at bruge egnede redskaber og udstyr som fx justerbar kunde- og klippestol. Sørg for, at medarbejdere regulerer indstillingen efter hver kunde, så de undgår at arbejde med bøjet nakke og løftede arme.
Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser - At-meddelelse 4.05.3
Arbejdsstillinger og -bevægelser - Temaside
Ensidigt, belastende arbejde
Når I skal vurdere, om ensidigt, belastende arbejde er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Det er ensidigt, belastende arbejde (EBA), når kroppen belastes på samme måde over længere tid. Det er fx tilfældet, når I arbejder i fastlåste stillinger - fx når I klipper kundernes hår.
- Risikoen for muskel-skeletbesvær er større, hvis I udfører det ensidigt belastende arbejde ofte og længe, eller hvis arbejdet stiller krav til kraft og koncentration som fx arbejde med sakse og andet håndværktøj.
- EBA kan medføre træthed, muskel-skeletbesvær i særligt nakke, skuldre, arme og hænder, nedsat opmærksomhed samt øge risikoen for nedslidning og nedsat arbejdsevne.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så der er variation i arbejdet eller passende pauser. Indfør fx en rotationsordning, hvor medarbejderne skiftes til at varetage forskellige typer af opgaver.
- Indret arbejdspladsen, så den både passer til medarbejderen og den arbejdsopgave, der skal udføres. Det vil sige, at fx arbejdshøjde, rækkeafstand, placering af arbejdsemner og betjeningsorganer både skal passe til den enkelte medarbejder og til arbejdsopgaven.
- Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler til rådighed, så alle kan arbejde i gode arbejdsstillinger og undgå uhensigtsmæssige bevægelser.
Ensidigt, belastet arbejde og ensidigt, gentaget arbejde - AT-vejledning D.3.2
Ensidigt, belastende arbejde - Temaside
Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger
Når I skal vurdere, om manglende hjælp og støtte fra ledelse og kolleger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger handler om at få praktisk og psykisk hjælp og støtte i arbejdet, når I har brug for det. Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
- Manglende støtte fra ledelsen kan blive et problem, hvis I ikke får den hjælp, I har brug for til fx at prioritere jeres arbejdsopgaver. Det kan også handle om, at lederen ikke taler med jer om de forventninger, der er til jeres arbejde, og om, hvordan I klarer opgaverne. God støtte fra kolleger og ledelse er især vigtig, når I har svære og krævende opgaver. Der kan også være behov for hjælp og støtte ved sproglige barrierer og kulturelle forskelle, når I arbejder med kunder med anden kulturel baggrund.
- Hvis I ikke trives på grund af manglende støtte, er der større risiko for stress og sygdom.
- Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Tilrettelæg arbejdet, så medarbejderne kan hente støtte fra kolleger og den nærmeste ledelse. Det kan I fx gøre ved at holde jævnlige møder, hvor medarbejderne kan holde kontakten med hinanden og ledelsen, ”læsse af”, snakke om arbejdsmæssige problemer og udveksle råd og erfaringer.
- Ledelsesmæssig og kollegial hjælp og støtte kan fx bestå af konkret hjælp til at prioritere arbejdsopgaver eller om hjælp til at sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Vikardækning ved fravær og ekstra personale ved spidsbelastninger er andre eksempler på støtte.
- Støtte kan også gives som konstruktive tilbagemeldinger på udført arbejde, herunder information om, hvordan lederens mener, at medarbejderne klarer opgaverne.
- Støtte er også at lytte til medarbejderne, så de oplever, at de bliver taget alvorligt. Denne form for støtte kan bl.a. medvirke til, at medarbejderne føler sig værdsat, trygge og i kontakt med kolleger og ledelse.
- Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at få faglig og social støtte og hjælp til arbejdet.
Ringe kollegial eller ledelsesmæssig støtte og feedback – Temaside
Krænkende handlinger
Når I skal vurdere, om krænkende handlinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane, diskrimination eller andre nedværdigende handlinger.
- Der kan være forskellige opfattelser af, om der er tale om krænkende handlinger. Det afgørende er, at den eller dem, som det ’går ud over’, opfatter adfærden som nedværdigende.
- Krænkende handlinger kan være sårende bemærkninger, forskelsbehandling, ubehagelige drillerier, fysiske overgreb eller trusler herom, bagtalelse, udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab, skældud, latterliggørelse eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale.
- Krænkende handlinger af seksuel karakter (seksuel chikane) er al form for uønsket seksuel opmærksomhed. Det kan fx være berøringer, opfordringer til samkvem, sjofle vittigheder, visning af pornografisk materiale eller nedsættende behandling på baggrund af køn eller seksualitet.
- Nyansatte, unge, midlertidige ansatte, etniske minoriteter, elever, studerende og praktikanter kan være i særlig risiko for at blive udsat for krænkende handlinger.
- Reaktioner på krænkende handlinger kan spænde fra svag uro til kronisk stress. Hovedpine, kvalme, nervøsitet, manglende selvtillid, rastløshed og søvnløshed kan være midlertidige reaktioner. Generne kan blive kroniske, hvis den krænkende handling er meget alvorlig eller fortsætter over lang tid.
- Krænkende adfærd fra mennesker, som ikke er ansatte eller arbejdsgivere i virksomheden, betegnes som fysisk og psykisk vold fra eksterne.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Sørg for, at I har fælles og velkendte normer og værdier for god omgangstone og adfærd, og at medarbejderne ved, hvilken adfærd der ikke tolereres. Husk, at det er vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at krænkende adfærd er uacceptabel.
- Sørg for, at I har klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår krænkende handlinger på arbejdspladsen. Retningslinjerne kan fx være i form af en beredskabsplan.
- Tal om, hvordan I behandler og taler til hinanden, og hvor jeres grænser går. Mennesker er forskellige og har forskellige grænser for, hvad der er krænkende.
- Det er vigtigt, at ledelsen tager henvendelser om krænkende handlinger alvorligt. Sørg for, at krænkende handlinger aldrig bliver den enkeltes problem, men noget, som I tager hånd om i fællesskab på arbejdspladsen.
- Vær opmærksom på, om der er forhold i den enkelte medarbejders arbejde eller fx organisatoriske eller ledelsesmæssige forhold, der er årsag til, at der kan opstå krænkende handlinger.
Hotline om krænkende handlinger på arbejdspladsen
I kan ringe anonymt til Arbejdstilsynet hotline på tlf. 70 12 12 88, hvis I har brug for råd og vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.
Krænkende handlinger - temaside
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane - AT-vejledning 4.3.1
Stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav
Når I skal vurdere, om stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Problemer med for mange opgaver og tidspres kan fx opstå, hvis I ofte bliver forstyrret af fx telefoner eller støj i lokalerne, eller når der er længere perioder med travlhed eller mange kunder i salonen.
- Problemerne viser sig bl.a. ved, at I ikke har tid til at holde pauser, at I ofte må arbejde i et højt tempo, at det er svært at overholde tidsplanen, eller at I ofte må arbejde over for at nå jeres opgaver. Manglende tid til at betjene kunderne ordentligt kan give problemer i kundekontakten.
- Vær opmærksom på, om der er kolleger, som har mere travlt og er mere pressede end andre.
- Stor arbejdsmængde og tidspres kan føre til stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Stor arbejdsmængde og tidspres kan også øge risikoen for arbejdsulykker.
- Vær også opmærksom på, om der stilles uklare eller modstridende krav til arbejdet. Uklare krav betyder, at I kan blive i tvivl om, hvad der forventes af jer – fx i forhold til, hvor meget I skal arbejde, kvaliteten af jeres arbejde og tidsfrister. Modstridende krav kan bringe jer i svære dilemmaer – fx hvis der stilles høje krav til kvaliteten af jeres arbejde samtidig med, at I skal løse opgaverne på kort tid.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Sørg for god planlægning, så medarbejderne kan udføre arbejdsopgaverne i en fornuftig rækkefølge og uden unødige afbrydelser.
- Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning i perioder med sygdom eller spidsbelastning. Sørg for, at der er mulighed for at holde jævnlige pauser.
- Sørg for klare retningslinjer for, hvad I forventer af medarbejderne fx i forhold til arbejdsmængde og kvalitetsniveau, og instruer dem i, hvordan de skal prioritere, hvis de ikke kan nå det hele.
- Sørg for at give konstruktiv feedback og anerkendelse i forhold til de opgaver, som de ansatte udfører.
- Sørg for at medarbejderne trygt kan hente hjælp og sparring, hvis de oplever uklare eller modstridende krav.
- Sørg for, at kunderne ved, hvornår de kan forvente at blive betjent.
Arbejdsrelateret stress – Publikation
Stor arbejdsmængde og tidspres - Temaside
Uklare krav og modstridende krav - Temaside
Fald og snublen
Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde eller snuble, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:
- Hvis der er rod og uorden eller står genstande som fx kasser på gulvet i salonen
- Hvis der er huller i gulvet, niveauforskelle som fx trin eller ramper, løse tæpper, kanter eller hvis underlaget er ujævnt
- Hvis der er glat, fordi der er spildt vand e.l. på gulvet.
Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:
- Hvis I bærer på noget og derfor ikke rigtigt kan se, hvor I går
- Hvis der er dårligt lys
- Hvis I har travlt eller er trætte
- Hvis der færdes mange personer eller er dårlige pladsforhold.
Snubleulykker bliver ofte bagatelliseret, men de er skyld i mere end hver femte alvorlige arbejdsulykke.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
- Hold god orden på arbejdspladsen. Genstande, som man kan snuble over som fx udstyr, bør sættes på plads efter brug. Hvis der er spildt vand e.l., skal det straks tørres op. Sørg for god belysning.
Faldrisiko på gulv - AT-vejledning A.1.6
Forebyggelse af ulykkesrisici ved hjælp af orden og ryddelighed - AT-vejledning F.0.6
Ulykker med håndværktøj
Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker med håndværktøj som sakse, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:
- Hvis I bruger saksene til noget andet, end de er lavet til
- Hvis værktøjet er af dårlig kvalitet, defekt eller dårligt vedligeholdt
- Hvis I er uopmærksomme.
Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:
- Hvis I ikke har fået tiltrækkelig instruktion i at bruge værktøjet
- Hvis I har travlt eller er trætte. Så er der større risiko for, at værktøjet ”smutter”, går i stykker, bliver tabt eller at det rammer forkert.
Ulykker med sakse resulterer ofte i alvorlige skader på fingre og hænder.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
- Brug det værktøj, der er bedst egnet til opgaven. Brug kun værktøjet til det, det er beregnet til.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger værktøjet korrekt. Alle tekniske hjælpemidler som fx håndværktøj leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Sørg for, at værktøjet er korrekt vedligeholdt.
- Kasser defekt værktøj med det samme.