Sidst revideret: 2. juli 2024
Arbejdsmiljøvejviser til vand, kloak og affald
Brug arbejdsmiljøvejviseren til at få overblik over de typiske problemer i branchen vand, kloak og affald og til at få forslag til, hvordan I kan løse problemerne.
Akut fysisk overbelastning
Når I skal vurdere, om der er risiko for akut fysisk overbelastning, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:
- Hvis den ting, I skal løfte, trække eller skubbe, er tungere eller sværere at håndtere, end I regnede med
- Hvis I har for travlt
- Hvis I ikke regner opgaven for en risiko – måske fordi det plejer at gå godt
- Hvis I ikke ved, hvordan man løfter rigtigt
- Hvis I ikke har mulighed for at bruge et teknisk hjælpemiddel – eller ikke bruger det, fordi det er for besværligt.
Løft, bæring, træk og skub er blandt de hyppigste årsager til arbejdsulykker.
Ulykkerne sker på grund af akut overbelastning og medfører ofte skader på ryggen. Risikoen for skader bliver større, hvis I samtidig vrider eller drejer i kroppen.
Skaden kan opleves som et knæk i ryggen, en forstuvning eller som smerter i en sene. Skaden kan være så alvorlig, at man bliver invalid af den.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
- Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den.
- Brug tekniske hjælpemidler til af- og pålæsning, og sørg for, at materialer, maskiner og redskaber skal flyttes og løftes så få gange som muligt.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre – også i god løfteteknik. Husk også, at alle skal være oplært og instrueret i, hvordan de bruger de tekniske hjælpemidler rigtigt.
Løft, træk og skub - AT-vejledning D.3.1
Forebyggelse af arbejdsulykker i små virksomheder - AT-vejledning F.0.4
Løft, træk, skub og bæring – Temaside
Fald og snublen
Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde eller snuble, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:
- Hvis der er rod og uorden eller står genstande på gulvet
- Hvis der er huller i gulvet eller på udendørsarealerne, niveauforskelle som fx trin eller ramper, kanter eller hvis underlaget er ujævnt
- Hvis der er glat på grund af is og sne, eller fordi der er spildt væske på gulvet.
Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:
- Hvis I bærer på noget og derfor ikke rigtigt kan se, hvor I går
- Hvis der er dårligt lys
- Hvis I har travlt eller er trætte
- Hvis der færdes mange personer eller er dårlige pladsforhold.
Snubleulykker bliver ofte bagatelliseret, men de er skyld i mere end hver femte alvorlige arbejdsulykke.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
- Hold god orden på arbejdspladsen. Genstande, som man kan snuble over som fx værktøj, bør sættes på plads efter brug. Hvis der er spildt væske, affald e.l., skal det straks tørres op. Sørg for god belysning.
- Sørg for, at udendørsarealerne er jævne og uden huller. Kanter bør afmærkes, så de er klart synlige. Sørg for at rydde sne om vinteren.
Faldrisiko på gulv - AT-vejledning A.1.6
Forebyggelse af ulykkesrisici ved hjælp af orden og ryddelighed - AT-vejledning F.0.6
Fald til lavere niveau
Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde ned, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:
- Hvis I arbejder på stiger uden at have en hånd fri til at holde fast.
- Hvis I arbejder på trapper og reposer eller ved brønde og grave.
- Hvis I arbejder på kørende maskiner.
Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:
- Hvis I bærer på noget – fx på stiger og trapper.
- Hvis I har travlt, løber eller ikke ser jer for.
- Hvis I har svært ved at se, hvor I sætter fødderne, og ikke har hænderne fri til at holde fast eller tage fra.
- Hvis I sætter sikkerhedsudstyret ud af funktion – også selv om det kun er kort tid.
Husk, at der også kan være risiko for at styrte gennem et usikkert underlag fx på taget af en bygning eller ned i fx brønde og udgravninger, hvis er ikke er overdækning eller afskærmning. Fald fra højden resulterer ofte i alvorlige skader, der både kan føre til invaliditet og dødsfald. Faldulykkerne skyldes typisk, at man mister balancen.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
- Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den.
- Sørg for, at der er rækværk, afspærring eller andre effektive kollektive sikkerhedsforanstaltninger, hvis I skal arbejde eller færdes på steder, hvor der er risiko for nedstyrtning eller gennemstyrtning.
- Sørg for, at der er skærm, overdækning, gangbroer eller andre effektive kollektive sikkerhedsforanstaltninger, hvis der er risiko for, at I kan styrte ned.
- Sørg for, at alle kender de farlige faser i arbejdet, og hav gode sikkerhedsprocedurer, hvis der opstår fejl og svigt.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
Faldsikring - AT-vejledning D.5.5
Ulykker med håndværktøj
Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker med håndværktøj og håndholdte maskiner, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:
- Hvis I bruger værktøjet til noget andet, end det er lavet til
- Hvis værktøjet er af dårlig kvalitet, defekt eller dårligt vedligeholdt
- Hvis I er uopmærksomme.
Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:
- Hvis I ikke har fået tiltrækkelig instruktion i at bruge værktøjet
- Hvis I har travlt eller er trætte. Så er der større risiko for, at værktøjet ”smutter”, går i stykker, bliver tabt eller at det rammer forkert.
Ulykker med håndværktøj som fx hobbyknive og boremaskiner resulterer ofte i alvorlige skader på fingre og hænder. Ulykkerne skyldes typisk, at I får fingrene i klemme eller kommer i kontakt med de dele af værktøjet, der skærer, stikker eller roterer.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
- Brug det værktøj, der er bedst egnet til opgaven. Brug kun værktøjet til det, det er beregnet til.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger værktøjet korrekt. Alle tekniske hjælpemidler som fx vinkelslibere og boremaskiner leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Sørg for, at værktøjet er korrekt vedligeholdt.
- Kasser defekt værktøj med det samme.
Forebyg ulykker med håndværktøj og håndmaskiner – Temaside
Arbejdsstillinger
Når I skal vurdere, om arbejdsstillinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Kroppen belastes forskelligt ved forskellige typer af arbejdsopgaver. Jo længere tid I arbejder i dårlige arbejdsstillinger, og jo mere belastende de er, desto større er risikoen for muskel-skeletbesvær. Vær derfor opmærksom på, om I arbejder i den samme stilling i lang tid – fx med foroverbøjet ryg eller løftede arme i mange timer i træk.
- Dårlige arbejdsstillinger er mere belastende for kroppen, hvis I samtidig arbejder i en fastlåst stilling, som det fx kan være tilfældet ved reparations- og vedligeholdelsesarbejde.
- Arbejde i fastlåste arbejdsstillinger fx ved reparations- eller vedligeholdelsesarbejde kan give muskel-skeletbesvær, hvis I ikke har mulighed for at variere arbejdsstillingen eller for at holde passende pauser.
- Arbejde med løftede arme belaster skuldrene, mens arbejde med foroverbøjet ryg belaster ryg og nakke. Det er mere belastende for ryggen, hvis I samtidigt løfter slanger, dæksler, værktøj eller materialer.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Arbejde med foroverbøjet ryg og løftede arme hænger ofte sammen med dårlig planlægning af arbejdet, dårlig indretning af arbejdspladsen og dårlige pladsforhold – fx at der ikke er plads til, at medarbejderne kan arbejde fra flere sider og bruge tekniske hjælpemidler.
- Planlæg arbejdet, så medarbejderne ikke arbejder for længe ad gangen i de samme arbejdsstillinger, eller sørg for passende pauser.
- Indret arbejdspladsen, så den både passer til den enkelte medarbejder og den arbejdsopgave, der skal udføres. Hvis der er flere brugere om samme arbejdsplads, kan der være behov for, at arbejdspladsen let kan justeres, så den passer til den enkelte.
- Sørg for, at der er gode pladsforhold, så medarbejderne kan variere arbejdsstillingen.
- Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler til rådighed, så de kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt indstillet, så de passer til de medarbejdere, der skal bruge dem.
- Sørg for, at udstyr og hjælpemidler altid er vedligeholdt og i orden.
Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser - At-meddelelse 4.05.3
Arbejdsstillinger og -bevægelser - Temaside
Træk og skub
Når I skal vurdere, om træk og skub er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Træk og skub af tunge containere, sække, materialer, slanger, dæksler, løftevogne og andre tekniske hjælpemidler kan være belastende for kroppen – især for ryg og skuldre. Belastningen afhænger bl.a. af, hvor længe og hvor tit I udfører opgaverne.
- I skal bruge flere kræfter, hvis hjulene ruller dårligt på underlaget, hvis grebene sidder uhensigtsmæssigt i forhold til den konkrete opgave, hvis hjælpemidlet ikke er egnet til opgaven, eller hvis det er i stykker eller dårligt vedligeholdt.
- Træk og skub er mere belastende for kroppen, hvis underlaget er skråt, ujævnt eller glat – eller hvis der er huller eller andre niveauforskelle.
- Det kan være nødvendigt at bruge mange kræfter, hvis der er dårlig plads, eller hvis I skal starte, bremse og vende hjælpemidlerne mange gange undervejs – eller pludselig skal ændre retning.
- Det er mere belastende for kroppen, hvis hjælpemidlerne er dårligt udformet eller lastet for tungt, så I kommer til at arbejde i dårlige arbejdsstillinger. Det er fx tilfældet, hvis hjælpemidlet er læsset så højt, at I har svært ved at se, hvor I kører.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Brug vakuumløfteudstyr, motoriseret udstyr eller andre egnede tekniske hjælpemidler, når I skal transportere genstande eller materialer. I kan også overveje at automatisere processen.
- Planlæg arbejdet, så I undgår unødige træk og skub ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte materialer og værktøj flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
- Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de opgaver, der skal udføres, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.
- Sørg for, at færdsels- og køreveje er nemme at køre på – det vil sige, at de er ryddede, og at der ikke er ujævnheder som fx huller. Husk, at vogne kører bedre, hvis hjulene ruller nemt på underlaget. Sørg også for, at der er godt lys.
Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1
Løft, træk, skub og bæring – Temaside
Tunge løft
Når I skal vurdere, om tunge løft er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Tunge løft af fx dæksler, slanger, sække, værktøj og genbrugsmaterialer kan føre til muskel og skeletbesvær
- Løftene er mere belastende for kroppen, hvis I løfter med bøjet eller vredet ryg, med armene over skulderhøjde eller under knæhøjde, eller hvis I skal række langt med noget tungt i armene.
- Det er mere belastende for kroppen, hvis I ikke kan løfte i gode arbejdsstillinger – fx fordi der er for lidt plads, eller fordi det er svært at få ordentligt fat på tingene, fordi de fx er glatte eller store.
- Mange gentagne løft eller løft af mange kilo i løbet af en dag kan give muskel og skeletbesvær. I skal derfor være opmærksomme på, om I fx løfter mange dæksler, slanger, sække eller materialer i løbet af en arbejdsdag.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Brug vakuumløfteudstyr, motoriseret udstyr som fx bæltetransportører eller andre velegnede tekniske hjælpemidler til løft og transport af tunge byrder. Husk, at to- eller flerpersoners løft ikke kan erstatte brugen af egnede tekniske hjælpemidler.
- Planlæg arbejdet, så I undgår unødige løft ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte materialer og værktøj flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
- Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de ting, der skal løftes, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem.
- Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.
Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1
Løft, træk, skub og bæring – Temaside
Farlige stoffer og materialer
Mange af de farlige stoffer og materialer, som I bruger på arbejdspladsen, har en faremærkning på etiketten. I kan bruge faremærkningen til at finde ud af, hvilke farer der er forbundet med produkterne.
Husk, at affald også kan indeholde farlige kemiske stoffer og materialer.
Når I arbejder med vand, kloak og affald skal I særligt være opmærksomme på, at:
- Rengørings- og desinfektionsmidler kan indeholde stoffer, som virker irriterende eller ætsende på hud, øjne og luftveje. Andre stoffer i produkterne kan give irritationseksem og allergi, hvis I bruger dem ofte. Stofferne kan optages i kroppen, hvis I indånder dem eller får dem på huden. Rengøringsmidler kan også indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjerne- og nerveskader og luftvejslidelser.
Hvis I bruger rengøringsmidler til trykrengøring, dannes der aerosoler i luften (vanddråber), som indeholder rengøringsmidler. Hvis I indånder aerosolerne, kan det irritere luftvejene. - Lak, maling og lim kan indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjerne- og nerveskader og luftvejslidelser. Stofferne kan optages i kroppen gennem indånding og gennem huden. I kan blive udsat for stofferne, når I reparerer eller vedligeholder pumper, rør, bygninger og inventar.
For virksomheder, der arbejder med farlig kemi er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering. Risikovurderingen skal dække den mulige udsættelse for farlig kemi i de arbejdsprocesser, produkterne indgår i.
Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering
Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (rengøring)
Sådan arbejder I med at løse problemerne
Første skridt er, at I – på baggrund af den kemiske risikovurdering – skal vurdere, hvordan I kan undgå at blive udsat for farlige stoffer og materialer. Det er vigtigt, at I vælger foranstaltninger i den rigtige rækkefølge, så forebyggelsen bliver så effektiv som mulig. Det kaldes STOP-princippet – Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:
- Udskift farlige stoffer og materialer med nogen, der er ufarlige eller mindre farlige. Brug altid det mindst farlige produkt og den mindst farlige arbejdsmetode. (Substitution).
- Sørg for at indkapsle arbejdsprocessen, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, aerosoler eller dampe til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. (Tekniske foranstaltninger).
- Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelsen for farlige stoffer og materialer – og sørg for, at stofferne ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder, sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, arbejdsredskaber og personlige værnemidler. (Organisatoriske foranstaltninger).
- Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod de farlige stoffer og materialer, I kan blive udsat for. (Personlige værnemidler).
Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de bruger de kemiske stoffer og materialer på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.
Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (rengøring)
Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3
Kemisk arbejdsmiljø – Temaside
Kræftrisikable stoffer og materialer – At-vejledning C.2.1
Støv, gasser og røg
Når I håndterer eller bearbejder affald og spildevand, kan der frigives farlige stoffer til luften i form af støv, stænk, aerosoler og dampe. Der kan fx dannes støv, når I håndterer organisk materiale. Der kan også afdampe farlige stoffer som fx organiske opløsningsmidler fra spildevand og kemikalieaffald.
Når I arbejde med vand, kloak og affald skal I særligt være opmærksomme på, at:
- Asbestholdigt støv kan medføre asbestose eller lungekræft. I kan blive udsat for asbestholdigt støv ved forkert opbevaring eller uforsvarlig håndtering af asbestholdigt affald på genbrugsstationer og lossepladser. Husk at asbestholdigt affald ikke må genbruges.
- Spildevand kan indeholde malingsrester, opløsningsmidler og andre kemikalierester, der er skyllet ud i kloakken. Der kan være tale om mange forskellige typer af stoffer afhængigt af, hvilke kemikalier der er skyllet ud.
- Støv kan give luftvejslidelser som astma, bronkitis, høfeber og infektioner, mens bakterierne i støvet kan give infektionssygdomme. I kan blive udsat for støv ved håndtering af organisk materiale. Støvet kan også indeholde kemikalierester.
- Olie- og kemikalieaffald kan indeholde mange forskellige typer af stoffer afhængigt af, hvad affaldet består af. Det kan være alt fra organiske opløsningsmidler, til kræftfremkaldene og allergifremkaldende stoffer.
For virksomheder, der har arbejdsprocesser, hvor der kan frigives farlige stoffer til luften, er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering.
Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Brug den mindst forurenende arbejdsmetode, så I begrænser, hvor meget støv, stænk og damp, der frigives til luften. (Substitution).
- Brug et lukket anlæg eller få på anden måde arbejdsprocessen indkapslet, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, stænk, aerosoler og dampe til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. Olie- og kemikalieaffald skal opbevares på et velventileret sted, da olie og malingrester kan afgive sundhedsskadelige dampe. (Tekniske foranstaltninger).
- Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelse for støv, stænk, aerosoler og dampe – og sørg for, at forureningen ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder samt ved at sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, værktøj, redskaber og personlige værnemidler. (Organisatoriske foranstaltninger).
- Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod støvet og de farlige stænk, aerosoler og dampe, I kan blive udsat for. (Personlige værnemidler).
Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de arbejder på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.
Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3
Kemisk arbejdsmiljø – Temaside
Kræftrisikable stoffer og materialer – AT-vejledning C.2.1
Asbest i arbejdsmiljøet - Bekendtgørelse nr. 744
Infektionsrisiko
Der er risiko for at få infektioner som fx mave-tarminfektioner og hepatitis, når I arbejder med installationer, som indeholder spildevand. Der er også risiko for astma og allergi, hvis I bliver udsat for store mængder organisk materiale som fx affald.
I kan blive smittet:
- Hvis I indånder støv og aerosoler, der indeholder mikroorganismer som bakterier og virus.
- Hvis I får sprøjt eller stænk i munden.
- Hvis I ikke vasker hænderne grundigt efter arbejdet og derfor overfører smitte fra hænderne til munden. Dårlig håndvask kan også give infektioner i øjnene.
- I kan blive generet i luftvejene eller udvikle allergi:
- Hvis I indånder støv og dampe, der indeholder mikroorganismer som bakterier og virus.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
I kan undgå infektioner og luftvejsproblemer ved at sørge for:
- Instruktion og sikre arbejdsrutiner – Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret om, hvordan de skal arbejde, så risikoen bliver så lille som muligt.
Husk fx at gøre opmærksom på, at medarbejderne skal fjerne ure, ringe o.l., da de kan samle mikroorganismer. Man skal også undlade at tage sin mobiltelefon, mens man arbejder, så den ikke bliver forurenet. Indfør sikre rutiner og procedurer, så I får mindst mulig kontakt med spildevand. - Ventilation – Sørg for god ventilation, så I undgår at indånde dampe, vandråber (aerosoler) og støv, der indeholder smittefarlige mikroorganismer som bakterier og virus.
- Hvis I ikke kan undgå, at der dannes dampe, støv og aerosoler, skal I overveje, hvordan medarbejderne kan undgå at blive udsat. Det kan være ved at indkapsle processerne eller sørge for, at der er god udsugning. Alternativt kan I planlægge arbejdsprocesserne, så medarbejderne kan undgå eksponeringen, eller det kan bære nødvendigt, at medarbejderne bruger åndedrætsværn.
- Vaccination – Der kan være krav om, at medarbejderne skal vaccineres mod hepatitis A, polio og stivkrampe. Kravet afhænger af, hvor ofte man arbejder med spildevand. Se At-vejledning D.2.14.
- God hygiejne – Sørg for, at alle vasker hænder omhyggeligt efter arbejde med spildevand og ved fyraften. Brug engangshåndklæder.
- Sørg for hygiejnisk og fornuftig omgang med snavset tøj, så I ikke spreder mikroorganismer til omgivelserne.
- Personlige værnemidler – Brug effektive personlige værnemidler som fx handsker, beskyttelsesbriller, maske og overtrækstøj, hvis problemerne ikke kan løses på anden måde.
Sørg for, at alle medarbejdere ved, hvordan de skal bruge de personlige værnemidler, så de virker efter hensigten.
Husk, at værnemidler er personlige. Sørg for, at de passer den medarbejder, der skal bruge dem, så de beskytter ordentligt. Og sørg for, at de er godt vedligeholdt.
Læs også
Udsættelse for sundhedsskadelige mikroorganismer i arbejdsmiljøet - AT-vejledning C.0.18
Vaccination af personer, der er beskæftiget med kloakslam og spildevand – At-vejledning D.2.14
Høj støj
Når I skal vurdere, om høj støj er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Høj støj på arbejdspladsen kan skade jeres hørelse. Støjen er for høj, hvis I må råbe, for at kunne kommunikere med en person, der står ½-1 m væk.
- Der er risiko for høreskader, hvis I arbejder med meget støjende maskiner som fx pumper, kompressorer og presser i mere end ½ time om dagen.
- Både meget støjende maskiner, der bruges i kort tid, og mindre støjende maskiner, der bruges i længere tid, kan skade jeres hørelse.
- Risikoen for høreskader er større, hvis I også er udsat for høj støj fra fx generatorer og andre meget støjende maskiner, som bruges af andre.
- Høj støj er også generende. Det betyder, at det er vanskeligere for jer at udføre arbejdsopgaver, der stiller krav til koncentration, hurtighed og opmærksomhed.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Grænseværdien for støj på 85 dB(A) og grænseværdien for impulser på 137 dB(C) skal altid overholdes. I skal også sørge for, at unødig (generende) støj bliver dæmpet.
- Tilrettelæg arbejdet, så færrest muligt udsættes for støjen – og i så kort tid som muligt. Planlæg arbejdet, så I ikke skal arbejde de steder, hvor andre udfører støjende arbejde.
- Indkøb så støjsvage maskiner som muligt, og vedligehold dem godt. Det skal fremgå af leverandørens brugsanvisning, hvis maskinen støjer over 70 dB(A).
- Lav støjindkapsling af støjende maskiner.
- Sæt maskinernes fødder på vibrationsisolerende materiale, så støjen ikke forplanter sig i bygninger og konstruktioner.
- Opsæt støjskærme rundt om støjende maskiner og processer.
- Lav midlertidige afskærmninger af arbejdsområdet, når der udføres meget støjende reparationsarbejde.
- Brug altid egnet høreværn, hvis støjen er for høj og ikke kan dæmpes på anden måde.
Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger
Når I skal vurdere, om manglende hjælp og støtte fra ledelse og kolleger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger handler om at få praktisk og psykisk hjælp og støtte i arbejdet, når I har brug for det. Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
- Manglende støtte fra ledelsen kan blive et problem, hvis I ikke får den hjælp, I har brug for til fx at prioritere jeres arbejdsopgaver. Det kan også handle om, at lederen ikke taler med jer om de forventninger, der er til jeres arbejde, og om, hvordan I klarer opgaverne.
- Hvis I ikke trives på grund af manglende støtte, er der større risiko for stress og sygdom.
- Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Tilrettelæg arbejdet, så medarbejderne kan hente støtte fra kolleger og den nærmeste ledelse. Det kan I fx gøre ved at holde jævnlige møder, hvor medarbejderne kan holde kontakten med hinanden og ledelsen, ”læsse af”, snakke om arbejdsmæssige problemer og udveksle råd og erfaringer.
- Ledelsesmæssig og kollegial hjælp og støtte kan fx bestå af konkret hjælp til at prioritere arbejdsopgaver eller om hjælp til at sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Vikardækning ved fravær og ekstra personale ved spidsbelastninger er andre eksempler på støtte.
- Støtte kan også gives som konstruktive tilbagemeldinger på udført arbejde, herunder information om, hvordan lederens mener, at medarbejderne klarer opgaverne.
- Støtte er også at lytte til medarbejderne, så de oplever, at de bliver taget alvorligt. Denne form for støtte kan bl.a. medvirke til, at medarbejderne føler sig værdsat, trygge og i kontakt med kolleger og ledelse.
- Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at få faglig og social støtte og hjælp til arbejdet. Det gælder også medarbejdere, der arbejder alene, uden for dagtimerne eller uden for virksomheden.
Ringe kollegial eller ledelsesmæssig støtte og feedback – Temaside
Krænkende handlinger
Når I skal vurdere, om krænkende handlinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane, diskrimination eller andre nedværdigende handlinger.
- Der kan være forskellige opfattelser af, om der er tale om krænkende handlinger. Det afgørende er, at den eller dem, som det ’går ud over’, opfatter adfærden som nedværdigende.
- Krænkende handlinger kan være sårende bemærkninger, forskelsbehandling, ubehagelige drillerier, fysiske overgreb eller trusler herom, bagtalelse, udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab, skældud, latterliggørelse eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale.
- Krænkende handlinger af seksuel karakter (seksuel chikane) er al form for uønsket seksuel opmærksomhed. Det kan fx være berøringer, opfordringer til samkvem, sjofle vittigheder, visning af pornografisk materiale eller nedsættende behandling på baggrund af køn eller seksualitet.
- Nyansatte, unge, midlertidige ansatte, etniske minoriteter, elever, studerende og praktikanter kan være i særlig risiko for at blive udsat for krænkende handlinger.
- Reaktioner på krænkende handlinger kan spænde fra svag uro til kronisk stress. Hovedpine, kvalme, nervøsitet, manglende selvtillid, rastløshed og søvnløshed kan være midlertidige reaktioner. Generne kan blive kroniske, hvis den krænkende handling er meget alvorlig eller fortsætter over lang tid.
- Krænkende adfærd fra mennesker, som ikke er ansatte eller arbejdsgivere i virksomheden, betegnes som fysisk og psykisk vold fra eksterne.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Sørg for, at I har fælles og velkendte normer og værdier for god omgangstone og adfærd, og at medarbejderne ved, hvilken adfærd der ikke tolereres. Husk, at det er vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at krænkende adfærd er uacceptabel.
- Sørg for, at I har klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår krænkende handlinger på arbejdspladsen. Retningslinjerne kan fx være i form af en beredskabsplan.
- Tal om, hvordan I behandler og taler til hinanden, og hvor jeres grænser går. Mennesker er forskellige og har forskellige grænser for, hvad der er krænkende.
- Det er vigtigt, at ledelsen tager henvendelser om krænkende handlinger alvorligt. Sørg for, at krænkende handlinger aldrig bliver den enkeltes problem, men noget, som I tager hånd om i fællesskab på arbejdspladsen.
- Vær opmærksom på, om der er forhold i den enkelte medarbejders arbejde eller fx organisatoriske eller ledelsesmæssige forhold, der er årsag til, at der kan opstå krænkende handlinger.
Hotline om krænkende handlinger på arbejdspladsen
I kan ringe anonymt til Arbejdstilsynet hotline på tlf. 70 12 12 88, hvis I har brug for råd og vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.
Krænkende handlinger - temaside
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane - AT-vejledning 4.3.1
Stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav
Når I skal vurdere, om stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Problemer med for mange opgaver og tidspres kan fx opstå, hvis I ofte bliver forstyrret af fx borgere, kunder eller støj i lokalerne, hvis der er længere perioder med travlhed eller hvis tidsplanerne er så stramme, at I ikke har tid til uforudsete opgaver.
- Problemerne viser sig bl.a. ved, at I ikke har tid til at holde pauser, at I ofte må arbejde i et højt tempo, at det er svært at overholde deadlines, eller at I ofte må arbejde over for at nå jeres opgaver. Manglende tid til at betjene kunderne eller borgerne ordentligt kan give problemer i kundekontakten.
- Vær opmærksom på, om der er kolleger, som har mere travlt og er mere pressede end andre.
- Stor arbejdsmængde og tidspres kan føre til stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Stor arbejdsmængde og tidspres kan også øge risikoen for arbejdsulykker.
- Vær også opmærksom på, om der stilles uklare eller modstridende krav til arbejdet. Uklare krav betyder, at I kan blive i tvivl om, hvad der forventes af jer – fx i forhold til, hvor meget I skal arbejde, kvaliteten af jeres arbejde og tidsfrister. Modstridende krav kan bringe jer i svære dilemmaer – fx hvis der stilles høje krav til kvaliteten af jeres arbejde samtidig med, at I skal løse opgaverne på kort tid.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Sørg for god planlægning, så medarbejderne kan udføre arbejdsopgaverne i en fornuftig rækkefølge og uden unødige afbrydelser.
- Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning i perioder med sygdom eller spidsbelastning. Sørg for, at der er mulighed for at holde jævnlige pauser.
- Sørg for klare retningslinjer for, hvad I forventer af medarbejderne fx i forhold til arbejdsmængde og kvalitetsniveau, og instruer dem i, hvordan de skal prioritere, hvis de ikke kan nå det hele.
- Sørg for at give konstruktiv feedback og anerkendelse i forhold til de opgaver, som de ansatte udfører.
- Sørg for at medarbejderne trygt kan hente hjælp og sparring, hvis de oplever uklare eller modstridende krav.
- Sørg for, at borgere og kunder ved, hvilke ydelser de kan forvente at få. Sørg også for, at de ved, hvornår de kan forvente at få opgaverne løst.
Arbejdsrelateret stress – Publikation
Stor arbejdsmængde og tidspres - Temaside
Uklare krav og modstridende krav - Temaside
Vold og trusler
Når I skal vurdere, om vold og trusler er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:
- Vold fra eksterne kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold omfatter fx slag, spark, bid og knivstik. Psykisk vold omfatter fx trusler om vold, ydmygelser, uønsket seksuel opmærksomhed, mistænkeliggørelse, hån eller diskriminerende sprog. Psykisk vold kan også udøves elektronisk via fx sms, e-mail og hjemmesider.
- Fysisk og psykisk vold kan medføre reaktioner som fx vrede, angst, søvnproblemer og svækket selvtillid samt problemer med hukommelse, opmærksomhed og koncentration. Reaktionerne kan opstå uanset, om I er kommet fysisk til skade eller ej.
- Nyansatte, unge, vikarer og ansatte, der har begrænset erfaring med at arbejde, har et særligt behov for oplæring og instruktion i at udføre arbejdet, så de har mulighed for at begrænse alvorligheden af voldsepisoder og håndtere dem bedst muligt.
Sådan arbejder I med at løse problemerne
- Organiser arbejdet på en måde, der i sig selv forebygger fysisk og psykisk vold - fx med korte ventetider, fælles tilgang til kunde- og borgerbetjening, forudgående skriftlig information til borgere, god skiltning og klare regler for alenearbejde.
- Sørg for klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, når borgere eller kunder er truende eller voldelige. Sørg også for fælles retningslinjer for, hvad I vil acceptere, at borgere eller kunder siger og gør over for medarbejderne.
- Sørg for, at I har de nødvendige tekniske hjælpemidler som fx videoovervågning.
- Tilbyd medarbejderne uddannelse i konfliktforebyggelse og konfliktløsning.
- Det er normalt selve arbejdsfunktionen og omstændighederne på arbejdspladsen, der motiverer en kunde eller borger til at udøve fysisk eller psykisk vold mod medarbejderen. Det gælder uanset, om det sker i eller uden for arbejdstiden. Forebyggelse af arbejdsrelateret vold uden for arbejdstiden er derfor ofte den samme, som forebyggelsen af vold i arbejdstiden.