Arbejdsmiljøvejviser til film, presse og bøger

Brug arbejdsmiljøvejviseren til at få overblik over de typiske problemer i branchen film, presse og bøger - og til at få forslag til, hvordan I kan løse problemerne.

 

Akut fysisk overbelastning 

Når I skal vurdere, om der er risiko for akut fysisk overbelastning, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis det, I skal løfte, trække eller skubbe, er tungere eller sværere at håndtere, end I regnede med
  • Hvis I kommer ud af balance, fx fordi I træder skævt, snubler, glider på glat underlag eller på grund af dårlige sko
  • Hvis I har for travlt 
  • Hvis I ikke regner opgaven for en risiko – måske fordi det plejer at gå godt
  • Hvis I ikke ved, hvordan man løfter rigtigt
  • Hvis I ikke har mulighed for at bruge et teknisk hjælpemiddel – eller ikke bruger det, fordi det er for besværligt. 

Løft, bæring, træk og skub er blandt de hyppigste årsager til arbejdsulykker.

Ulykkerne sker på grund af akut overbelastning og medfører ofte skader på ryggen. Risikoen for skader bliver større, hvis I samtidig vrider eller drejer i kroppen.

Skaden kan opleves som et knæk i ryggen, en forstuvning eller som smerter i en sene. Skaden kan være så alvorlig, at man bliver invalid af den.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.  
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Brug tekniske hjælpemidler til af- og pålæsning af varer, når de ankommer, og sørg for, at materialer og varer skal flyttes og løftes så få gange som muligt.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre – også i god løfteteknik. Husk også, at alle skal være oplært og instrueret i, hvordan de bruger de tekniske hjælpemidler rigtigt. 

Læs også

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Forebyggelse af arbejdsulykker i små virksomheder – At-vejledning F.0.4

Løft, træk, skub og bæring – Temaside 

Arbejdsulykker – Temaside

Fald og snublen

Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde eller snuble, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis der er rod og uorden eller står genstande som fx kasser på gulvet
  • Hvis der er huller i gulvet, niveauforskelle som fx trin eller ramper, løse tæpper, kanter, eller hvis underlaget er ujævnt
  • Hvis der er glat, fordi der er spildt fx vand på gulvet.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget og derfor ikke rigtigt kan se, hvor I går
  • Hvis der er dårligt lys
  • Hvis I har travlt eller er trætte
  • Hvis der færdes mange personer eller er dårlige pladsforhold.    

Snubleulykker bliver ofte bagatelliseret, men de er skyld i mere end hver femte alvorlige arbejdsulykke.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
  • Hold god orden på arbejdspladsen. Genstande, som man kan snuble over som fx kasser bør sættes på plads efter brug. Hvis der er spildt vand e.l., skal det straks tørres op. Sørg for god belysning.
  • Sørg for, at udendørsarealerne er jævne og uden huller. Kanter bør afmærkes, så de er klart synlige. Sørg for at rydde sne om vinteren.

Læs også

Faldrisiko på gulv – At-vejledning A.1.6

Forebyggelse af ulykkesrisici ved hjælp af orden og ryddelighed – At-vejledning F.0.6

Snubleulykker – Temaside

Fald til lavere niveau

Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde  ned, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I arbejder på stiger uden at have en hånd fri til at holde fast.
  • Hvis I arbejder på gallerier, indskudte dæk og reposer.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget – fx på stiger og trapper.
  • Hvis I har travlt, løber eller ikke ser jer for.
  • Hvis I har svært ved at se, hvor I sætter fødderne, og ikke har hænderne fri til at holde fast eller tage fra.

Fald fra gallerier, stiger og trapper resulterer ofte i alvorlige skader. Faldulykkerne skyldes typisk, at man mister balancen.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. 
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Sørg for, at der er rækværk, hvis I skal arbejde eller færdes på indskudte dæk, reposer eller andre steder, hvor der er risiko for nedstyrtning.
  • Sørg for, at alle kender de farlige faser i arbejdet, og hav gode sikkerhedsprocedurer, hvis der opstår fejl og svigt.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.

Læs også

Fald fra højden – Temaside

 

Intern transport og færdsel 

Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker ved intern færdsel, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I bruger transportmidlet forkert eller til noget andet, end det er beregnet til
  • Hvis I ikke læsser transportmidlet korrekt
  • Hvis udsynet fra transportmidlet er dårligt på grund af fx hævede byrder
  • Hvis der er dårlig koordination mellem den, der kører, og den, der færdes på lageret.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I blander gående og kørende trafik
  • Hvis færdselsvejene er dårligt markerede, rodede eller dårligt vedligeholdt
  • Hvis der ikke er ordentlig plads til både transport og færdsel
  • Hvis der er dårligt lys
  • Hvis I kører hurtigt, usikkert, har travlt eller er trætte.
Ulykker med transportmidler sker både ude, hvor der fx kører el-stablere, trucks og lastbiler, og inde, hvor der fx kører trucks og el-stablere. Ulykkerne kan både ramme den, der bruger transportredskabet, og den, der arbejder eller går i nærheden.

Ulykker med transportmidler får ofte alvorlige konsekvenser.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
  • Hold den kørende og den gående færdsel adskilt. Sørg for, at det er tydeligt – fx ved hjælp af skilte og afstribning – hvor der er kørende transport og hvor der er gående færdsel.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger transportmidlerne korrekt. Alle transportmidler leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Følg altid anvisningerne, og sørg for, at maskinerne er korrekt vedligeholdt.
  • Sørg for, at I har de nødvendige lovpligtige uddannelser til fx at køre truck.
  • Hold god orden på lageret. Lav faste rutiner for oprydning og vedligeholdelse på alle områder og sørg for, at der ikke ligger rod eller står materialer på færdsels- og transportveje. Sørg for god planlægning og markering af, hvor materialerne skal oplagres.

Læs også

Forebyggelse af ulykkesrisici ved intern færdsel på virksomheder – At-vejledning F.0.7

Ulykker ved færdsel på virksomheden – Temaside

Ulykker med håndværktøj

Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker med håndværktøj og håndholdte maskiner, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I bruger værktøjet til noget andet, end det er lavet til
  • Hvis værktøjet er af dårlig kvalitet, defekt eller dårligt vedligeholdt
  • Hvis I er uopmærksomme.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I ikke har fået tiltrækkelig instruktion i at bruge værktøjet
  • Hvis I har travlt eller er trætte. Så er der større risiko for, at værktøjet ”smutter”, går i stykker, bliver tabt eller at det rammer forkert.
Ulykker med håndværktøj som fx hobbyknive og båndstrammere resulterer ofte i alvorlige skader på fingre og hænder. Ulykkerne skyldes typisk, at I får fingrene i klemme eller kommer i kontakt med de dele af værktøjet, der skærer, stikker eller roterer.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. 
  • Brug det værktøj, der er bedst egnet til opgaven. Brug kun værktøjet til det, det er beregnet til.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger værktøjet korrekt. Alle tekniske hjælpemidler som fx papirskærere  leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Sørg for, at værktøjet er korrekt vedligeholdt.
  • Kasser defekt værktøj med det samme.

Læs også

Forebyg ulykker med håndværktøj og håndmaskiner – Temaside

Arbejdsstillinger

Når I skal vurdere, om arbejdsstillinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Kroppen belastes forskelligt ved forskellige typer af arbejdsopgaver. Jo længere tid I arbejder i dårlige arbejdsstillinger, og jo mere belastende de er, desto større er risikoen for muskel-skeletbesvær. Vær derfor opmærksom på, om I arbejder i den samme stilling i lang tid – fx går eller står i mange timer i træk. 
  • Dårlige arbejdsstillinger, stående, gående og siddende arbejde er mere belastende for kroppen, hvis I sam­tidig bærer på noget tungt, ar­bej­der i fastlåste stillinger, eller hvis jeres bevægelsesfrihed er hæmmet af personlige værnemidler.
  • Arbejde i fastlåste arbejdsstillinger kan give muskel-skeletbesvær, hvis I ikke har mulighed for at variere arbejdsstillingen eller for at holde passende pauser.
  • Arbejde med foroverbøjet ryg belaster ryg og nakke. Det er mere belastende for ryggen, hvis I samtidigt flytter tunge ting eller udfører andet kraftbetonet arbejde. Meget stående og gående arbejde belaster ryg og hofter. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Arbejde med foroverbøjet ryg hænger ofte sammen med dårlig planlægning af arbejdet, dårlig indretning af arbejdspladsen, maskiner eller inventar, dårlige pladsforhold, eller at arbejdet kun kan udføres i ubekvem arbejdshøjde.
  • Planlæg arbejdet, så medarbejderne ikke arbejder for længe ad gangen i de samme arbejdsstillinger, eller sørg for passende pauser. 
  • Indret arbejdspladsen, så den både passer til den enkelte medarbejder og den arbejdsopgave, der skal udføres. Hvis der er flere brugere om samme arbejdsplads, kan der være behov for, at arbejdspladsen let kan justeres, så den passer til den enkelte.
  • Sørg for, at der er gode pladsforhold, så medarbejderne kan variere arbejdsstillingen.
  • Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler som fx hæve-sænkeborde, sækkevogne, palleløftere, el-stablere og rulleborde til rådighed, så de kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt indstillet, så de passer til de medarbejdere, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at udstyr og hjælpemidler altid er vedligeholdt og i orden.
  • Sørg for, at medarbejderne har mulighed for at sidde ned, hvis arbejdet uden ulemper kan foregå siddende. Hvis arbejdet foregår stående eller gående skal medarbejderne, så vidt det er muligt, have mulighed for at sidde ned i deres pauser o.l.

Læs også

Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser - At-meddelelse 4.05.3

Arbejdsstillinger og -bevægelser - Temaside  

Tunge løft

Når I skal vurdere, om tunge løft er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Tunge løft af fx kasser med papir eller bøger kan føre til muskel-skeletbesvær.
  • Løftene er mere belastende for kroppen, hvis I løfter med bøjet eller vredet ryg, med armene over skulderhøjde eller under knæhøjde, eller hvis I skal række langt med noget tungt i armene.
  • Det er mere belastende for kroppen, hvis I ikke kan løfte i gode arbejdsstillinger – fx fordi der er for lidt plads, eller fordi det er svært at få ordentligt fat på tingene, fordi de fx er glatte eller store.
  • Mange gentagne løft eller løft af mange kilo i løbet af en dag kan give muskelskeletbesvær. I skal derfor være opmærksomme på, om I fx løfter mange kasser i løbet af en arbejdsdag. Tunge løft kan også give risiko for ulykker, fx ved ilægning og fratagning ved trykkeri- og bogbinderimaskiner.

Tjek jeres løft

I kan bruge værktøjet ”Løftetjek” til at tjekke jeres løft

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Brug løfteborde, el-stablere eller andre velegnede tekniske hjælpemidler til løft og transport af tunge byrder.
  • Planlæg arbejdet, så I undgår unødige løft ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte materialerne flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
  • Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de ting, der skal løftes, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.

Læs også

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Generende støj

Når I skal vurdere, om generende støj er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Generende støj stammer typisk fra installationer og støjende maskiner som fx ventilationsanlæg, kopimaskiner, printere og køleskabe, samt fra andre mennesker. Det kan være kolleger, der snakker i baggrunden, eller en rin­gende telefon, der ikke bliver taget.
  • Støjen er særligt generende, hvis lyden ikke betyder noget for én - fx når en kollegas telefon ringer – eller hvis man føler sig presset på arbejdet af stor arbejdsmængde og tidspres.
  • Generende støj forværres af dårlig akustik i lokalerne. Dårlig akustik gør lyden ”mudret”, og det bliver sværere at høre, hvad der bliver sagt. Alle i lokalet kommer derfor nemt til at tale højere.
  • Der er ikke nogen fast grænse for, hvor meget støjen må genere eller forstyrre. Det skyldes dels, at der er stor forskel på, hvor meget støjen generer den enkelte, dels at det afhænger meget af de konkrete arbejdsopgaver og omstændigheder. 
  • Generende støj er sjældent skadelig for hørelsen, men kan give gener som hovedpine, nedsat koncentrationsevne, søvnbesvær, træthed og dårligere trivsel.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Unødig (generende) støj skal dæmpes. Støjniveauet på arbejdspladsen skal holdes så lavt, som det er teknisk rimeligt, og de akustiske forhold skal være tilfredsstillende.
  • Opstil lydskærme, der helst er så høje, at de når 2/3 op til loftet – og mindst er så høje, at I ikke kan se hinanden. Sørg for, at der er tilstrækkelig afstand mellem medarbejderne.
  • Opsæt lydabsorberende materiale på lofter og eventuelt vægge, så I undgår dårlig akustik. 
  • Gulvtæpper kan mindske lyden af trin, men kan give indeklimaproblemer. Hvis I vælger linoleum eller gulvbelægninger af PU, bør I vælge et undergulv, der dæmper lyden af trin mest muligt. 
  • Aftal adfærdsregler, der sikrer, at alle kan trives. Sørg for, at reglerne både tillader den nødvendige arbejdskoncentration, giver plads til faglig udveksling af viden og tilgodeser en vis mængde hyggesnak, som kan betyde meget for trivslen på arbejdspladsen.
  • Begræns unødvendige lyde fra støjende apparater som fx telefoner, der ringer uden at blive taget, støjende tastaturer eller unødvendige ”bip”-lyde fra apparater.

Læs også

Støj – Temaside 

Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger

Når I skal vurdere, om manglende hjælp og støtte fra ledelse og kolleger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger handler om at få praktisk og psykisk hjælp og støtte i arbejdet, når I har brug for det.  
  • Manglende støtte fra ledelsen kan blive et problem, hvis I ikke får den hjælp, I har brug for til fx at prioritere jeres arbejdsopgaver. Det kan også handle om, at lederen ikke taler med jer om de forventninger, der er til jeres arbejde, og om, hvordan I klarer opgaverne.  God støtte fra kolleger og ledelse er især vigtig, når I har svære og krævende opgaver, eller i perioder med travlhed, hvor det kan være svært at nå det hele.
  • Husk, at I også har brug for ledelsesmæssig hjælp og støtte, hvis I arbejder uden for normal arbejdstid eller i weekenden.
  • Hvis I ikke trives på grund af manglende støtte, er der større risiko for stress og sygdom.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Tilrettelæg arbejdet, så medarbejderne kan hente støtte fra kolleger og den nærmeste ledelse. Det kan I fx gøre ved at holde jævnlige møder, hvor medarbejderne kan holde kontakten med hinanden og ledelsen, ”læsse af”, snakke om arbejdsmæssige problemer og udveksle råd og erfaringer. 
  • Ledelsesmæssig og kollegial hjælp og støtte kan fx bestå af konkret hjælp til at prioritere arbejdsopgaver eller om hjælp til at sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Vikardækning ved fravær og ekstra personale ved spidsbelastninger er andre eksempler på støtte.
  • Støtte kan også gives som konstruktive tilbagemeldinger på udført arbejde, herunder information om, hvordan lederens mener, at medarbejderne klarer opgaverne.
  • Støtte er også at lytte til medarbejderne, så de oplever, at de bliver taget alvorligt. Denne form for støtte kan bl.a. medvirke til, at medarbejderne føler sig værdsat, trygge og i kontakt med kolleger og ledelse.
  • Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at få faglig og social støtte og hjælp til arbejdet. Det gælder også medarbej­dere, der arbejder uden for dagtimerne eller i weekenden.

Læs også

Ringe kollegial eller ledelsesmæssig støtte og feedback – Temaside

Mobning

Når I skal vurdere, om mobning er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter andre for handlinger, som de opfatter som sårende eller nedværdigende, og som de ikke kan forsvare sig effektivt imod.
  • Det kan fx være sårende bemærkninger, ubehagelige drillerier, bagtalelse, udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab, skældud, latterliggørelse eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale. Mobbehandlinger kan også være nedvurdering af personernes job, arbejdsindsats eller kompetencer.
  • Mobning kan både udøves af kolleger og af ledere. Mobning mellem kolleger er mest udbredt, men mobning udøvet af en leder opfattes ofte som ekstra belastende.
  • Drillerier, som begge parter opfatter som godsindede, er ikke mobning.
  • Mobning kan føre til reaktioner, der spænder fra svag uro til kronisk stress. Reaktioner som hovedpine, kvalme, nervøsitet, manglende selvtillid, rastløshed og søvnløshed kan være midlertidige. De kan blive kroniske, hvis mobningen er meget alvorlig eller fortsætter over lang tid.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for, at der er fælles og velkendte normer og værdier for den adfærd, som I forventer, og den adfærd, som I ikke vil tolerere. Husk, at det er vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at mobning er en uacceptabel adfærd, som må ophøre med det samme.
  • Sørg for, at der er klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår mobning på arbejdspladsen – fx i form af en beredskabsplan.
  • Se også på, om der er forhold i den enkelte medarbejders arbejde eller fx organisatoriske eller ledelsesmæssige forhold, der er årsag til, at der kan opstå mobning. 
  • Hvis en medarbejder er udsat for mobning og vælger at fortælle om det, er det vigtigt, at ledelsen tager det alvorligt. Sørg for, at mobning aldrig bliver den enkeltes problem, men noget, som I tager hånd om i fællesskab på arbejdspladsen. 

Hotline om mobning på arbejdspladsen

I kan ringe til Arbejdstilsynet hotline på tlf. 70 12 12 80, hvis I har brug for råd og vejledning om håndtering af mobning og seksuel chikane. 

Læs også

Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane - At-vejledning 4.3.1

Krænkende handlinger – Temaside

Psykisk førstehjælp

Når I skal vurdere, om manglende psykisk førstehjælp er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hvis I kommer ud for en alvorlig ulykke – eller er vidne til, at en kollega kommer slemt til skade – skal jeres arbejdsgiver sørge for, at I har adgang til psykisk førstehjælp umiddelbart efter ulykken.
  • Hvis der er risiko for, at I kan komme ud for alvorlige ulykker i arbejdstiden, skal der være udpeget en eller flere personer på arbejdspladsen, der kan yde psykisk førstehjælp, hvis uheldet er ude. Hjælperne skal udpeges af jeres arbejdsgiver.
  • Psykisk førstehjælp kan fx bestå i, at hjælperen skaber ro omkring jer, tager styringen og bevarer overblikket, hvis I er kommet til skade. Desuden kan hjælperen underrette jeres pårørende om ulykken, og sørge for, at I ikke selv kører alene hjem i chokeret tilstand.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Virksomheden skal, hvis der er risiko for, at medarbejderne kan komme ud for alvorlige ulykker i arbejdstiden, udpege en eller flere personer, der skal oplæres i at yde psykisk førstehjælp.
  • Sørg for, at alle medarbejdere ved, at de vil få tilbudt psykisk førstehjælp, hvis de kommer ud for en traumatisk hændelse.
  • Få eventuelt de enkelte medarbejdere til at tage stilling til, hvilke kolleger de ønsker at få hjælp fra i en krisesituation, og hvilke pårørende der skal underrettes.
  • Udarbejd en liste med telefonnumre på fx ar­bejds­giveren og de personer, der skal stå for førstehjælpen, samt på alarmcentral og politi. Listen kan fx hænges op i et personalerum, hvor alle kan se den.

Læs også

Vold – At-vejledning D.4.3

Om forløbet efter voldsepisoder – Temaside 

Stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav

Når I skal vurdere, om stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Problemer med for mange opgaver og tidspres kan fx opstå, hvis I ofte bliver forstyrret af fx telefoner, kunder eller støj i lokalerne, eller når der er længere perioder med travlhed, så I ikke har tid til uforudsete opgaver.
  • Problemerne viser sig bl.a. ved, at I ikke har tid til at holde pauser, at I ofte må arbejde i et højt tempo, at det er svært at overholde deadlines, eller at I ofte må arbejde over for at nå jeres opgaver. Manglende tid til at betjene kunderne ordentligt kan give problemer i kundekontakten.
  • Vær opmærksom på, om der er kolleger, som har mere travlt og er mere pressede end andre, fx fordi de har mere kundekontakt.
  • Stor arbejdsmængde og tidspres kan føre til stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte.
  • Vær også opmærksom på, om der stilles uklare eller modstridende krav til arbejdet. Uklare krav betyder, at I kan blive i tvivl om, hvad der forventes af jer – fx i forhold til, hvor meget I skal arbejde, kvaliteten af jeres arbejde og tidsfrister.
  • Uklare og modstridende krav kan bringe jer i svære dilemmaer – fx hvis der stilles høje krav til kvaliteten af jeres arbejde samtidig med, at I skal løse opgaverne på kort tid.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Tilpas arbejdsmængden, så medarbejderne får tid nok til at udføre opgaverne, og så I samtidig opnår den ønskede kvalitet med de medarbejdere, der er til rådighed. Start med at skabe overblik over de krav, der stilles til den enkelte.
  • Sørg for god planlægning, så medarbejderne kan udføre arbejdsopgaverne i en fornuftig rækkefølge og uden unødige afbrydelser.
  • Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning i perioder med sygdom eller spidsbelastning. Sørg for, at der er mulighed for at holde jævnlige pauser.
  • Sørg for, at der ikke er medarbejdere, som konstant er udsat for stor arbejdsmængde og tidspres. Vær også parat til at gribe ind, hvis der er medarbejdere, der har urealistisk høje eller lave forventninger til sig selv.
  • Sørg for klare retningslinjer for, hvad I forventer af medarbejderne, og instruer dem i, hvordan de skal prioritere, hvis de ikke kan nå det hele. Sørg for, at kunderne ved, hvornår de kan forvente at få opgaverne løst.

Læs også

Arbejdsbetinget stress – Publikation

Stor arbejdsmængde og tidspres – Temaside

 

Farlige stoffer og materialer

Mange af de farlige stoffer og materialer, som I bruger på arbejdspladsen, har en faremærkning på etiketten. I kan bruge faremærkningentil at finde ud af, hvilke farer der er forbundet med produkterne.

Husk, at affald også kan indeholde farlige kemiske stoffer og materialer.

I forbindelse med fremstilling af film, presse og bøger skal I særligt være opmærksomme på, at:

  • Serigrafitrykfarver og produkter til afvaskning kan indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjerne- og nerveskader og luftvejslidelser. Stofferne kan optages i kroppen, hvis I indånder dem eller får dem på huden. Der er risiko for skadelig påvirkning fra opløsningsmidler og andre letfordampelige stoffer ved den efterfølgende tørrings- og hærdningsproces.
  • Farve og lak, herunder UV-farve og -lak kan indeholde acrylater og andre stoffer, der belaster luftvejene, og kan give allergisk eksem og allergisk astma. Stofferne kan både optages gennem indånding og gennem huden. Nogle farver og lakker kan indeholde epoxyharpikser, som kan irritere huden og give allergisk eksem.
  • Lim til opspænding af væv på serigrafirammer kan indeholde isocyanat, som kan give hud- og slimhindeirritation, allergisk eksem og allergisk astma. Isocyanater kan frigives til luften, mens de færdige emner stadig hærder. Der er derfor risiko for at indånde stofferne, indtil emnet er helt hærdet.

Husk, at I skal lave en kemisk risikovurdering som en del af jeres APV for alle farlige stoffer og materialer på arbejdspladsen.

Læs mere om kemisk risikovurdering.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Første skridt er, at I – på baggrund af den kemiske risikovurdering – skal vurdere, hvordan I kan undgå at blive udsat for farlige stoffer og materialer. Det er vigtigt, at I vælger foranstaltninger i den rigtige rækkefølge, så forebyggelsen bliver så effektiv som muligt. Det kaldes STOP-princippet – Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Udskift farlige stoffer og materialer med nogen, der er ufarlige eller mindre farlige. Brug altid det mindst farlige produkt og den mindst farlige arbejdsmetode. (Substitution).
  2. Brug et lukket anlæg eller få på anden måde arbejdsprocessen indkapslet, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, aerosoler eller dampe til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelsen for farlige stoffer og materialer – og sørg for, at stofferne ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder samt ved at sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, klude, håndværktøj og personlige værnemidler. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod de farlige stoffer og materialer, I kan blive udsat for. Brug fx handsker ved afvaskning og åndedrætsværn ved rammevask i serigrafi. Hvis I arbejder med handsker, er det vigtigt, at det er den rigtige type handsker, og at I bruger dem rigtigt. Det vil sige, at handskerne skal være hele, rene og tørre indeni, og at I ikke bruger dem længere tid end højst nødvendigt. I kan bruge inderhandsker af bomuld for at undgå at få fugtige hænder i handskerne. Vær opmærksomme på, at opløsningsmidler og andre kemikalier kan gå igennem handskerne uden, at der er hul i dem. Spørg derfor leverandøren om, hvor lang gennembrudstiden er, så I kan vælge handsker, der passer til arbejdet. Hvis det er nødvendigt at bruge latexhandsker, skal de være uden pudder. (Personlige værnemidler).

Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de bruger de kemiske stoffer og materialer på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.

Læs også

Arbejde med stoffer og materialer – At-vejledning C.1.3

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

 

Våde eller fugtige hænder

Når I skal vurdere, om vådt arbejde er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om vådt arbejde, hvis I arbejder med vandtætte beskyttelseshandsker eller med hænderne i fugtigt miljø i mindst 2 timer i løbet af en arbejdsdag. Hyppig og intensiv håndvask er også vådt arbejde.
  • Vådt arbejde medfører risiko for eksem, fordi det udtørrer huden og ødelægger dens overflade. 
  • Risikoen for hudlidelser bliver større, hvis I bruger kemikalier som fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Når I skal forebygge hudlidelser på grund af vådt arbejde, skal I følge STOP-princippet. Hvis I arbejder med kemikalier som fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, skal det indgå i vurderingen. STOP står for Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Det er generelt svært at erstatte vådt arbejde med noget andet uden samtidig at bruge flere kemikalier. Et eksempel på substitution er at bruge alkoholbaseret hånddesinfektion i stedet for håndvask med sæbe og vand, når hænderne ikke er våde eller synligt forurenede.  Hvis I bruger rengørings- eller desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, kan de erstattes med produkter, som ikke indeholder parfume eller konserveringsmidler, som kan give allergi. (Substitution).
  2. Overvej, om I kan begrænse medarbejdernes udsættelse for vådt arbejde med tekniske foranstaltninger.  (Tekniske foranstaltninger).
  3. Begræns medarbejdernes risiko for hudlidelser ved at begrænse den tid, de er udsat for vådt arbejde. Det kan I fx gøre ved at holde passende pauser, hvis længde og antal afhænger af arbejdsbelastningen og generne. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I stille egnede og effektive handsker til rådighed for medarbejderne. Vælg en handsketype, som passer til den konkrete arbejdsopgave og til varigheden af det våde arbejde. Handskeleverandøren kan hjælpe jer med at træffe det rigtige valg. Vær opmærksom på, at nogle mennesker kan få allergi af visse handsketyper som fx latexhandsker. Brug eventuelt en svedabsorberende inderhandske i forbindelse med længerevarende brug af gummihandsker eller skift handskerne ud undervejs til tørre handsker. Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i at bruge handsker, så de opnår en tilstrækkelig beskyttelse mod hudlidelser. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen. (Personlige værnemidler).

Læs også

Vådt arbejde – At-vejledning 12.1.1

Hud og kemi – At-vejledning 12.1.2

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Indeklima

Når I skal vurdere, om indeklima er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Er temperaturen i lokalerne ubehagelig og trækker det? Temperaturen bør holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C – bortset fra ved varme- eller hedebølger. Ved stillesiddende arbejde og ved let fysisk arbejde bør temperaturen ikke komme under 18 °C.
  • Er luften i lokalerne dårlig på grund af dårlig rengøring eller ventilation? Hvis der lugter, og lugten bliver hængende i lokalerne, er luftkvaliteten dårlig. Luftkvaliteten kan også blive dårlig, hvis der er mange mennesker i samme lokale. Tør eller tung luft kan også skyldes dårlig luftkvalitet. Høje temperaturer i lokalerne kan betyde, at I oplever luftkvaliteten som dårlig.
  • Betyder dårlig belysning i lokalerne, at I får trætte øjne i løbet af arbejdsdagen? Belysningen skal lyse på det, I arbejder med, så I ikke får unødigt trætte øjne eller kommer til at arbejde i dårlige arbejdsstillinger. Der skal normalt være dagslys i arbejdsrum samt mulighed for, at I kan se ud af vinduer.  
  • Er der steder med fugt, hvor der kan vokse skimmelsvamp o.l.? I skal være opmærksomme på, om der er fugtskjolder på lofter, vægge, gulve og omkring vandrør, hvor der kan dannes skimmelsvamp og bakterier. Det er et faresignal, hvis der lugter af mug, når et rum har stået lukket et stykke tid.
  • Et dårligt indeklima kan irritere øjne, næse og hud. I risikerer også at få hovedpine og kvalme eller at blive svimle. Et dårligt indeklima kan også give koncentrationsbesvær og en unaturlig træthed. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Varme – Varme kan komme udefra – fx fra sol gennem store ruder eller fra store tag-flader, som er dårligt isoleret. Varme kan også komme inde fra bygningen – fx fra lamper, mennesker og radiatorer. Solafskærmning kan forhindre varmen i at komme ind gennem vinduerne. Skru ned for radiatorerne, inden der bliver for varmt. Husk, at et stort antal lyskilder kan være med til at varme rummet op. I kan også begrænse varmen ved at øge ventilationen.
  • Kulde og træk – Kulde kan komme fra vinduer, døre og dårligt isolerede vægge. Hvis kulden kommer gennem væggene, må de isoleres bedre. Kuldenedfald og kulde-stråling kan føles som træk. Utætte døre og vinduer giver ofte trækgener. Træk kan også stamme fra ventilationen. Flyt medarbejderne væk fra store kuldeflader som fx vindues- eller indgangspartier. Hvis vinduerne giver træk, kan I installere energiruder. Hvis dørene åbner direkte til det fri, kan det give fodkulde. Vindfang eller luft-tæppe kan hjælpe på det.
  • Rengøring – Tag stilling til, hvor tit der skal gøres rent i lokalerne. De fleste problemer med støv findes på steder med mange papirer eller tæpper. Meget inventar og rod i lokalerne øger støvproblemerne, fordi det gør det vanskeligere at gøre rent. I kan gøre det nemmere at gøre ordentligt rent ved at rydde op på vandrette flader som fx hylder, borde og gulve.
  • Ventilation – Sørg for at åbne vinduer og døre, så I kan lufte ud, når det er muligt – fx i pauser. Ventilation gennem vinduer og døre er mest egnet i relativt store rum med få mennesker. I skal installere mekanisk ventilation, hvis I ikke kan forbedre luftkvaliteten tilstrækkeligt ved at lufte ud. Erstatningsluften skal have en passende temperatur, og ventilationen må ikke give træk.
  • Belysning – En kombination af almen belysning i rummet – fx i loftet – og belysning, der er rettet mod det, kan arbejder med, er ofte det bedste. Lyset må ikke blænde, give generende reflekser eller generende varme. Der skal normalt være dagslys i arbejds-rum og udsyn til omgivelserne gennem vinduer e.l. Placer arbejdsborde nær vinduer, så I udnytter dagslyset bedst muligt. Lyskilder skal rengøres og vedligeholdes for at fungere efter hensigten.
  • Skimmelsvamp og fugt – Hvis I har problemer med fugt, skal det undersøges, hvor den kommer fra, og fugtkilden skal stoppes. Typiske fugtkilder er utætheder i tag eller vægge, men kan også være utætte vand- eller afløbsrør. Dårligt isolerede lofter, vægge eller gulve kan medføre, at fugten i luften kondenserer på overflader. Fugtskader udbedres bl.a. ved at udskifte angrebet træ- og murværk og udtørre rummet. På massivt træ, betonoverflader o.l. kan en rensning være tilstrækkelig.

Læs også

Indeklima – At-vejledning A.1.2

Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder – At-vejledning A.1.12

Rengøring og vedligeholdelse – At-vejledning A.1.4

Indeklima - Temaside