Gå til hovedindholdet

Arbejdsmiljøvejviser til færdiggørelse af byggeri

Brug arbejdsmiljøvejviseren til at få overblik over de typiske problemer indenfor færdiggørelse af byggeri og til at få forslag til, hvordan I kan løse problemerne.

Akut fysisk overbelastning 

Når I skal vurdere, om der er risiko for akut fysisk overbelastning, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis det, I skal løfte, trække eller skubbe, er tungere eller sværere at håndtere, end I regnede med
  • Hvis I kommer ud af balance, fx fordi I træder skævt, snubler, glider på glat underlag eller på grund af dårlige sko
  • Hvis I har for travlt 
  • Hvis I ikke regner opgaven for en risiko – måske fordi det plejer at gå godt
  • Hvis I ikke ved, hvordan man løfter rigtigt
  • Hvis I ikke har mulighed for at bruge et teknisk hjælpemiddel – eller ikke bruger det, fordi det er for besværligt. 

Løft, bæring, træk og skub er blandt de hyppigste årsager til arbejdsulykker.

Ulykkerne sker på grund af akut overbelastning og medfører ofte skader på ryggen. Risikoen for skader bliver større, hvis I samtidig vrider eller drejer i kroppen.

Skaden kan opleves som et knæk i ryggen, en forstuvning eller som smerter i en sene. Skaden kan være så alvorlig, at man bliver invalid af den.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.  
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Brug tekniske hjælpemidler til af- og pålæsning af materialer, når de ankommer, og sørg for, at tingene skal flyttes og løftes så få gange som muligt. Få fx sækkevarer, hårde hvidevarer og ruller med gulvbelægning leveret på et sted, hvor de er lette at komme til.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre – også i god løfteteknik. Husk også, at alle skal være oplært og instrueret i, hvordan de bruger de tekniske hjælpemidler rigtigt. 

Løft, træk og skub - AT-vejledning D.3.1

Forebyggelse af arbejdsulykker i små virksomheder - AT-vejledning F.0.4

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Arbejdsulykker – Temaside

Fald og snublen

Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde eller snuble, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis der er rod og uorden eller står genstande som fx kasser på gulvet i  værkstedet eller ligger affald fra byggeriet på stilladset
  • Hvis underlaget er hullet eller ujævnt, eller hvis der er niveauforskelle som fx trin eller ramper
  • Hvis der er glat på grund af is og sne, eller fordi der er spildt vand på gulvet.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget og derfor ikke rigtigt kan se, hvor I går
  • Hvis der er dårligt lys
  • Hvis I har travlt eller er trætte
  • Hvis der færdes mange personer eller er dårlige pladsforhold.    

Snubleulykker bliver ofte bagatelliseret, men de er skyld i mere end hver femte alvorlige arbejdsulykke.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
  • Hold god orden på arbejdspladsen. Genstande, som man kan snuble over som fx værktøj, bør sættes på plads efter brug. Hvis der er spildt vand e.l., skal det straks tørres op. Sørg for god belysning.
  • Sørg for, at udendørsarealerne er jævne og uden huller. Kanter bør afmærkes, så de er klart synlige. Sørg for at rydde sne om vinteren.

Faldrisiko på gulv - AT-vejledning A.1.6

Forebyggelse af ulykkesrisici ved hjælp af orden og ryddelighed - AT-vejledning F.0.6

Snubleulykker – Temaside

Fald til lavere niveau

Når I skal vurdere, om der er risiko for at styrte ned, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I arbejder på stiger uden at have en hånd fri til at holde fast.
  • Hvis I arbejder på indskudte dæk og stilladser.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget – fx på stiger og trapper.
  • Hvis I har travlt, løber eller ikke ser jer for.
  • Hvis I har svært ved at se, hvor I sætter fødderne, og ikke har hænderne fri til at holde fast eller tage fra.
  • Hvis I sætter sikkerhedsudstyret ud af funktion – også selv om det kun er kort tid.

Husk, at der også kan være risiko for at styrte gennem et usikkert underlag fx på taget af en bygning eller ned i fx brønde og udgravninger, hvis er ikke er overdækning eller afskærmning.

Fald fra stilladser, stiger og bygninger resulterer ofte i alvorlige skader, der både kan føre til invaliditet og dødsfald. Faldulykkerne skyldes typisk, at man mister balancen.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. 
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Sørg for, at der er rækværk, afspærring eller andre effektive kollektive sikkerhedsforanstaltninger, hvis I skal arbejde eller færdes på steder, hvor der er risiko for nedstyrtning eller gennemstyrtning.
  • Sørg for, at der er skærm, overdækning, gangbroer eller andre effektive kollektive sikkerhedsforanstaltninger, hvis der er risiko for, at I kan styrte ned gennem åbninger og huller i tagfladen.
  • Sørg for, at alle kender de farlige faser i arbejdet, og hav gode sikkerhedsprocedurer, hvis der opstår fejl og svigt.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.

Fald fra højden – Temaside

Intern transport og færdsel 

Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker ved intern færdsel, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I bruger kørende maskiner forkert eller til noget andet, end det er beregnet til
  • Hvis I ikke læsser kørende maskiner korrekt
  • Hvis udsynet fra transportmidlet er dårligt på grund af fx hævede byrder eller skovle
  • Hvis der er dårlig koordination mellem den, der kører, og den, der færdes på byggepladsen.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I blander gående og kørende trafik
  • Hvis færdselsvejene er dårligt markerede, rodede eller dårligt vedligeholdt
  • Hvis der ikke er ordentlig plads til både transport og færdsel
  • Hvis der er dårligt lys
  • Hvis I kører hurtigt, usikkert, har travlt eller er trætte.

Ulykker med kørende maskiner sker både ude, hvor der fx kører gaffeltrucks, lifte, kraner, lastbiler og entreprenørmaskiner, og inde, hvor der fx kører gaffeltrucks, gaffelstablere og hejseredskaber.

Ulykker med kørende maskiner får ofte alvorlige konsekvenser.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
  • Hold den kørende og den gående færdsel adskilt. Sørg for, at det er tydeligt – fx ved hjælp af skilte og afstribning – hvor der er kørende transport og hvor der er gående færdsel.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger transportmidlerne korrekt. Alle transportmidler leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Følg altid anvisningerne, og sørg for, at maskinerne er korrekt vedligeholdt.
  • Sørg for, at I har de nødvendige lovpligtige uddannelser til fx at køre truck og teleskoplæssere.
  • Hold god orden på byggepladsen. Lav faste rutiner for oprydning og vedligeholdelse på alle områder og sørg for, at der ikke ligger rod eller står materialer på færdsels- og transportveje. Sørg for god planlægning og markering af, hvor materialerne skal oplagres.

Forebyggelse af ulykkesrisici ved intern færdsel på virksomheder - AT-vejledning F.0.7

Ulykker ved færdsel på virksomheden – Temaside

Ulykker med håndværktøj

Når I skal vurdere, om der er risiko for ulykker med håndværktøj og håndholdte maskiner, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis I bruger værktøjet til noget andet, end det er lavet til
  • Hvis værktøjet er af dårlig kvalitet, defekt eller dårligt vedligeholdt
  • Hvis I er uopmærksomme.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I ikke har fået tiltrækkelig instruktion i at bruge værktøjet
  • Hvis I har travlt eller er trætte. Så er der større risiko for, at værktøjet ”smutter”, går i stykker, bliver tabt eller at det rammer forkert.

Ulykker med håndværktøj som fx hobbyknive, vinkelslibere og boremaskiner resulterer ofte i alvorlige skader på fingre og hænder. Ulykkerne skyldes typisk, at I får fingrene i klemme eller kommer i kontakt med de dele af værktøjet, der skærer eller roterer.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave. 
  • Brug det værktøj, der er bedst egnet til opgaven. Brug kun værktøjet til det, det er beregnet til.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger værktøjet korrekt. Alle tekniske hjælpemidler som fx vinkelslibere og boremaskiner leveres med en brugsanvisning på dansk, der fortæller, hvordan – og til hvad – de skal bruges. Sørg for, at værktøjet er korrekt vedligeholdt.
  • Kasser defekt værktøj med det samme.

Forebyg ulykker med håndværktøj og håndmaskiner – Temaside

Høj støj

Når I skal vurdere, om høj støj er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Høj støj på arbejdspladsen kan skade jeres hørelse. Støjen er for høj, hvis I må råbe, for at kunne kommunikere med en person, der står ½-1 m væk.
  • Der er risiko for høreskader, hvis I arbejder med meget støjende maskiner som fx gulv- og girafslibere, vinkelslibere, rillefræsere og slagboremaskiner i mere end ½ time om dagen.
  • Både meget støjende maskiner, der bruges i kort tid, og mindre støjende maskiner, der bruges i længere tid, kan skade jeres hørelse.
  • Risikoen for høreskader er større, hvis I også er udsat for høj støj fra fx sandblæsning, gulvafhøvling og maskinel afrivning af gammel gulvbelægning eller fra vinkelslibere, rillefræsere og slagboremaskiner, som bruges af andre.
  • Høj støj er også generende. Det betyder, at det er vanskeligere for jer at udføre arbejdsopgaver, der stiller krav til koncentration, hurtighed og opmærksomhed.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Grænseværdien for støj på 85 dB(A) og grænseværdien for impulser på 137 dB(C) skal altid overholdes. I skal også sørge for, at unødig (generende) støj bliver dæmpet.
  • Tilrettelæg arbejdet, så færrest muligt udsættes for støjen – og i så kort tid som muligt. Planlæg arbejdet, så I ikke skal arbejde de steder, hvor andre udfører støjende arbejde.
  • Indkøb så støjsvage maskiner som muligt, og vedligehold dem godt. Det skal fremgå af leverandørens brugsanvisning, hvis maskinen støjer over 70 dB(A).
  • Lav støjindkapsling af støjende maskiner ved fx at etablere skærerum på byggepladsen.
  • Lav midlertidige afskærmninger af arbejdsområdet, når der udføres meget støjende reparationsarbejde.
  • Brug altid egnet høreværn, hvis støjen er for høj og ikke kan dæmpes på anden måde.

Støj – At-vejledning D.6.1

Støj – Temaside

Arbejdsstillinger

Når I skal vurdere, om arbejdsstillinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Kroppen belastes forskelligt ved forskellige typer af arbejdsopgaver. Jo længere tid I arbejder i dårlige arbejdsstillinger, og jo mere belastende de er, desto større er risikoen for muskel-skeletbesvær. Vær derfor opmærksom på, om I arbejder i den samme stilling i lang tid – fx med løftede arme, når I monterer installationer i loftet, eller på knæ i mange timer i træk, når I lægger gulve eller sliber gulvkanter.  
  • Dårlige arbejdsstillinger, stående, gående og siddende arbejde er mere belastende for kroppen, hvis I samtidig bærer på tunge varer, arbejder i fastlåste stillinger, eller hvis jeres bevægelsesfrihed er hæmmet.
  • Arbejde i fastlåste arbejdsstillinger kan give muskel-skeletbesvær, hvis I ikke har mulighed for at variere arbejdsstillingen eller for at holde passende pauser.
  • Arbejde med foroverbøjet ryg belaster ryg og nakke. Det er mere belastende for ryggen, hvis I samtidigt flytter tunge ting eller udfører andet kraftbetonet arbejde. Meget stående og gående arbejde belaster ryg og hofter.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Arbejde med foroverbøjet ryg eller løftede arme hænger ofte sammen med dårlig planlægning af arbejdet, dårlig indretning af arbejdspladsen, maskiner eller inventar, dårlige pladsforhold, eller at arbejdet kun kan udføres i ubekvem arbejdshøjde eller i trange rum.
  • Planlæg arbejdet, så medarbejderne ikke arbejder for længe ad gangen i de samme arbejdsstillinger, eller sørg for passende pauser. 
  • Indret arbejdspladsen, så den både passer til den enkelte medarbejder og den arbejdsopgave, der skal udføres. 
  • Sørg for, at der er gode pladsforhold, så medarbejderne kan variere arbejdsstillingen.
  • Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler som fx stiger, rullestillads, girafslibere og forlængere til rådighed, så de kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt indstillet, så de passer til de medarbejdere, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at udstyr og hjælpemidler altid er vedligeholdt og i orden.
  • Begræns arbejde under knæhøjde og over skulderhøjde mest muligt ved fx at bruge stående værktøj ved gulvlægning og stativ til boring af huller.

Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser - At-meddelelse 4.05.3

Arbejdsstillinger og -bevægelser - Temaside

Ensidigt, belastende arbejde

Når I skal vurdere, om ensidigt, belastende arbejde er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Det er ensidigt, belastende arbejde (EBA), når kroppen belastes på samme måde over længere tid. Det er fx tilfældet, når I står i samme stilling på et stillads, når I arbejder i ingeniørgange, eller når I arbejder med samme redskab som fx en skruetrækker eller malerrulle i den samme position i længere tid.
  • Risikoen for muskel-skeletbesvær er større, hvis I udfører det ensidigt belastende arbejde ofte og længe, eller hvis arbejdet stiller krav til kraft og koncentration som fx arbejde med håndværktøj
  • EBA kan medføre træthed, muskel-skeletbesvær i særligt nakke, skuldre, arme og hænder, nedsat opmærksomhed samt øge risikoen for nedslidning og nedsat arbejdsevne.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så der er variation i arbejdet eller passende pauser. Indfør fx en rotationsordning, hvor medarbejderne skiftes til at varetage forskellige typer af opgaver.
  • Indret arbejdspladsen, så den både passer til medarbejderen og den arbejdsopgave, der skal udføres. Det vil sige, at fx arbejdshøjde, rækkeafstand, placering af arbejdsemner og betjeningsorganer både skal passe til den enkelte medarbejder og til arbejdsopgaven.
  • Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler til rådighed, så alle kan arbejde i gode arbejdsstillinger og undgå uhensigtsmæssige bevægelser.

Ensidigt, belastet arbejde og ensidigt, gentaget arbejde - AT-vejledning D.3.2

Ensidigt, belastende arbejde - Temaside

Træk og skub

Når I skal vurdere, om træk og skub er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Træk og skub af tunge trillebøre, trækvogne, løftevogne og andre tekniske hjælpemidler kan være belastende for kroppen – især for ryg og skuldre. Belastningen afhænger bl.a. af, hvor længe og hvor tit I udfører opgaverne.
  • I skal bruge flere kræfter, hvis hjulene ruller dårligt på underlaget, hvis grebene sidder uhensigtsmæssigt i forhold til den konkrete opgave, hvis hjælpemidlet ikke er egnet til opgaven, eller hvis det er i stykker eller dårligt vedligeholdt.
  • Træk og skub er mere belastende for kroppen, hvis underlaget er skråt, ujævnt eller glat – eller hvis der er huller eller andre niveauforskelle.
  • Det kan være nødvendigt at bruge mange kræfter, hvis der er dårlig plads, eller hvis I skal starte, bremse og vende hjælpemidlerne mange gange undervejs – eller pludselig skal ændre retning.
  • Det er mere belastende for kroppen, hvis hjælpemidlerne er dårligt udformet eller lastet for tungt, så I kommer til at arbejde i dårlige arbejdsstillinger. Det er fx tilfældet, hvis  hjælpemidlet er læsset så højt, at I har svært ved at se, hvor I kører. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Brug vakuumløfteudstyr, motoriseret udstyr som fx bæltetransportører eller andre egnede tekniske hjælpemidler, når I skal transportere byggematerialer og varer på lageret.
    • Planlæg arbejdet, så I undgår unødige træk og skub ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte byggematerialerne flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
    • Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de opgaver, der skal udføres, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem. 
    • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.
  • Sørg for, at færdsels- og køreveje er nemme at køre på – det vil sige, at de er ryddede, og at der ikke er ujævnheder som fx huller. Sørg også for, at der er godt lys på byggepladsen.

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Tunge løft

Når I skal vurdere, om tunge løft er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Tunge løft af fx ruder, gulvbelægning, sandsække, gulvslibemaskiner på trapper, spande med maling eller lim, radiatorer, værktøj, hårde hvidevarer, lamper, armaturer, varmtvandsbeholdere og isoleringspakker kan føre til muskel-skeletbesvær.
  • Løftene er mere belastende for kroppen, hvis I løfter med bøjet eller vredet ryg, med armene over skulderhøjde eller under knæhøjde, eller hvis I skal række langt med noget tungt i armene.
  • Det er mere belastende for kroppen, hvis I ikke kan løfte i gode arbejdsstillinger – fx fordi der er for lidt plads, eller fordi det er svært at få ordentligt fat på tingene, fordi de fx er glatte eller store.
  • Mange gentagne løft eller løft af mange kilo i løbet af en dag kan give muskel og skeletbesvær. I skal derfor være opmærksomme på, om I fx løfter mange sækkevarer eller spande med maling i løbet af en arbejdsdag. Tunge løft kan også give risiko for ulykker.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Brug kraner, lifte, transportører, trappekravlere, elektriske løftevogne, pallevogne eller andre velegnede tekniske hjælpemidler til løft og transport af tunge byrder. Husk, at to- eller flerpersoners løft ikke kan erstatte brugen af egnede tekniske hjælpemidler.
  • Planlæg arbejdet, så I undgår unødige løft ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte byggematerialerne flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
  • Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de ting, der skal løftes, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger

Når I skal vurdere, om manglende hjælp og støtte fra ledelse og kolleger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger handler om at få praktisk og psykisk hjælp og støtte i arbejdet, når I har brug for det. Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
  • Manglende støtte fra ledelsen kan blive et problem, hvis I ikke får den hjælp, I har brug for til fx at prioritere jeres arbejdsopgaver. Det kan også handle om, at lederen ikke taler med jer om de forventninger, der er til jeres arbejde, og om, hvordan I klarer opgaverne. 
  • God støtte fra kolleger og ledelse er især vigtig, når I har svære og krævende opgaver eller stramme deadlines.
  • Hvis I ikke trives på grund af manglende støtte, er der større risiko for stress og sygdom.
  • Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Tilrettelæg arbejdet, så medarbejderne kan hente støtte fra kolleger og den nærmeste ledelse. Det kan I fx gøre ved at holde jævnlige møder, hvor medarbejderne kan holde kontakten med hinanden og ledelsen, ”læsse af”, snakke om arbejdsmæssige problemer og udveksle råd og erfaringer. 
  • Ledelsesmæssig og kollegial hjælp og støtte kan fx bestå af konkret hjælp til at prioritere arbejdsopgaver eller om hjælp til at sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Vikardækning ved fravær og ekstra personale ved spidsbelastninger er andre eksempler på støtte.
  • Støtte kan også gives som konstruktive tilbagemeldinger på udført arbejde, herunder information om, hvordan lederens mener, at medarbejderne klarer opgaverne.
  • Støtte er også at lytte til medarbejderne, så de oplever, at de bliver taget alvorligt. Denne form for støtte kan bl.a. medvirke til, at medarbejderne føler sig værdsat, trygge og i kontakt med kolleger og ledelse.
  • Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at få faglig og social støtte og hjælp til arbejdet. Det gælder også unge, nyansatte og medarbejdere, der arbejder alene eller uden for virksomheden.

Ringe kollegial eller ledelsesmæssig støtte og feedback – Temaside

Krænkende handlinger

Når I skal vurdere, om krænkende handlinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane, diskrimination eller andre nedværdigende handlinger.
  • Der kan være forskellige opfattelser af, om der er tale om krænkende handlinger. Det afgørende er, at den eller dem, som det ’går ud over’, opfatter adfærden som nedværdigende.
  • Krænkende handlinger kan være sårende bemærkninger, forskelsbehandling, ubehagelige drillerier, fysiske overgreb eller trusler herom, bagtalelse, udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab, skældud, latterliggørelse eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale.
  • Krænkende handlinger af seksuel karakter (seksuel chikane) er al form for uønsket seksuel opmærksomhed. Det kan fx være berøringer, opfordringer til samkvem, sjofle vittigheder, visning af pornografisk materiale eller nedsættende behandling på baggrund af køn eller seksualitet.
  • Ny­ansatte, unge, midlertidige ansatte, etniske minoriteter, elever, studerende og praktikanter kan være i særlig risiko for at blive udsat for krænkende handlinger.
  • Reaktioner på krænkende handlinger kan spænde fra svag uro til kronisk stress. Hovedpine, kvalme, nervøsitet, manglende selvtillid, rastløshed og søvnløshed kan være midlertidige reaktioner. Generne kan blive kroniske, hvis den krænkende handling er meget alvorlig eller fortsætter over lang tid.
  • Krænkende adfærd fra mennesker, som ikke er ansatte eller arbejdsgivere i virksomheden, betegnes som fysisk og psykisk vold fra eksterne.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for, at I har fælles og velkendte normer og værdier for god omgangstone og adfærd, og at medarbejderne ved, hvilken adfærd der ikke tolereres. Husk, at det er vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at krænkende adfærd er uacceptabel.
  • Sørg for, at I har klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår krænkende handlinger på arbejdspladsen. Retningslinjerne kan fx være i form af en beredskabsplan.
  • Tal om, hvordan I behandler og taler til hinanden, og hvor jeres grænser går. Mennesker er forskellige og har forskellige grænser for, hvad der er krænkende.
  • Det er vigtigt, at ledelsen tager henvendelser om krænkende handlinger alvorligt. Sørg for, at krænkende handlinger aldrig bliver den enkeltes problem, men noget, som I tager hånd om i fællesskab på arbejdspladsen.
  • Vær opmærksom på, om der er forhold i den enkelte medarbejders arbejde eller fx organisatoriske eller ledelsesmæssige forhold, der er årsag til, at der kan opstå krænkende handlinger. 

Hotline om krænkende handlinger på arbejdspladsen

I kan ringe anonymt til Arbejdstilsynet hotline på tlf. 70 12 12 88, hvis I har brug for råd og vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.

Krænkende handlinger - temaside

Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane - AT-vejledning 4.3.1

Spørgeskema fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Syddansk Universitet, som I kan bruge til at undersøge, om der er seksuel chikane på arbejdspladsen

Psykisk førstehjælp

Når I skal vurdere, om manglende psykisk førstehjælp er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  •  Hvis I kommer ud for en alvorlig ulykke – eller er vidne til, at en kollega kommer slemt til skade – skal jeres arbejdsgiver sørge for, at I har adgang til psykisk førstehjælp umiddelbart efter ulykken.
  • Hvis der er risiko for, at I kan komme ud for alvorlige ulykker eller traumatiske hændelseri arbejdstiden, skal der være udpeget en eller flere personer på arbejdspladsen, der kan yde psykisk førstehjælp, hvis uheldet er ude.
    Personen kan være ansat i virksomheden eller en ekstern person. Arbejdsgiveren skal dog under alle omstændigheder have udpeget en eller flere personer, der kan stå for den indledende psykiske førstehjælp, indtil eventuelle eksterne kan overtage den psykiske førstehjælp.
  • Psykisk førstehjælp kan fx bestå i, at hjælperen skaber ro omkring jer, tager styringen og bevarer overblikket, hvis I er kommet til skade. Desuden kan hjælperen underrette jeres pårørende om ulykken, og sørge for, at I ikke selv kører alene hjem i chokeret tilstand.
  • Psykisk førstehjælp kan også bestå i, at hjælperen lytter roligt og tålmodigt, når I fortæller om oplevelsen – og at I aftaler forløbet for de kommende dage og uger.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Virksomheden skal, hvis der er risiko for, at medarbejderne kan komme ud for alvorlige ulykker eller traumatiske hændelser i arbejdstiden, udpege en eller flere personer, der skal oplæres i at yde psykisk førstehjælp.
  • Sørg for, at alle medarbejdere ved, at de vil få tilbudt psykisk førstehjælp, hvis de kommer ud for en traumatisk hændelse.
  • Få eventuelt de enkelte medarbejdere til at tage stilling til, hvilke kolleger de ønsker at få hjælp fra i en krisesituation, og hvilke pårørende der skal underrettes.
  • Udarbejd en liste med telefonnumre på arbejdsgiveren og de personer, der skal stå for førstehjælpen, samt på alarmcentral og politi. Listen kan fx hænges op i skurvognen/værkstedet, lægges i firmabilerne eller være tilgængeligt digitalt.

Vold – At-vejledning D.4.3

Om forløbet efter voldsepisoder – Temaside

Stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav

Når I skal vurdere, om stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Problemer med for mange opgaver og tidspres kan fx opstå, hvis I ofte bliver forstyrret af fx telefoner, andre håndværkere på byggepladsen eller, hvis tidsplanerne for byggeriet er så stramme, at I ikke har tid til uforudsete opgaver.
  • Problemerne viser sig bl.a. ved, at I ikke har tid til at holde pauser, at I ofte må arbejde i et højt tempo, at det er svært at overholde deadlines, at I ofte må arbejde over for at nå jeres opgaver, at I overser potentielt farlige situationer, eller at I ikke har tid til at bruge sikkerhedsudstyret.
  • Vær opmærksom på, om der er kolleger, både ledere og ansatte, som har mere travlt og er mere pressede end andre. Formænd og byggeledere kan være særlig udsatte i forhold til stor arbejdsmængde og tidspres.
  • Stor arbejdsmængde og tidspres kan føre til stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Stor arbejdsmængde og tidspres kan også øge risikoen for arbejdsulykker.
  • Vær også opmærksom på, om der stilles uklare eller modstridende krav til arbejdet. Uklare krav betyder, at I kan blive i tvivl om, hvad der forventes af jer – fx i forhold til, hvor meget I skal arbejde, kvaliteten af jeres arbejde og tidsfrister. Modstridende krav kan bringe jer i svære dilemmaer – fx hvis der stilles høje krav til kvaliteten af jeres arbejde samtidig med, at I skal løse opgaverne på kort tid.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for god planlægning, så medarbejderne kan udføre arbejdsopgaverne i en fornuftig rækkefølge og uden unødige afbrydelser.
  • Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning i perioder med sygdom eller spidsbelastning. Sørg for, at der er mulighed for at holde jævnlige pauser.
  • Sørg for klare retningslinjer for, hvad I forventer af medarbejderne fx i forhold til arbejdsmængde og kvalitetsniveau, og instruer dem i, hvordan de skal prioritere, hvis de ikke kan nå det hele.
  • Sørg for at give konstruktiv feedback og anerkendelse i forhold til de opgaver, som de ansatte udfører.
  • Sørg for at medarbejderne trygt kan hente hjælp og sparring, hvis de oplever uklare eller modstridende krav. 
  • Sørg for, at kunderne ved, hvornår de kan forvente at få opgaverne løst.

Arbejdsrelateret stress – Publikation

Stor arbejdsmængde og tidspres - Temaside

Uklare krav og modstridende krav - Temaside

Farlige stoffer og materialer

Mange af de farlige stoffer og materialer, som I bruger på arbejdspladsen, har en faremærkning på etiketten. I kan bruge faremærkningen til at finde ud af, hvilke farer der er forbundet med produkterne.

Husk, at affald også kan indeholde farlige kemiske stoffer og materialer. Vær også opmærksom på, at vådt arbejde ødelægger hudens overflade og giver risiko for eksem, og at ødelagt hud er særlig gennemtrængelig for farlige stoffer.

I forbindelse med færdiggørelse af byggeri skal I særligt være opmærksomme på, at:

  • Lak, maling, fortyndere og lim til isolering, alarmmontage og samling af PVC-rør kan indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjerne- og nerveskader og luftvejslidelser. Stofferne kan optages i kroppen, hvis I indånder dem, eller får dem på huden. Stofferne fordamper let, så der er risiko for, at opløsningsmidlerne frigives til luften, når de færdige emner tørrer og hærder. Produkter med opløsningsmidler bruges bl.a. ved restaureringsarbejde.
  • Gulvbelægning, støbemasser, tætningsmaterialer og udfyldningsmidler til opskumning er nogle af de produkttyper, der kan indeholde epoxyharpikser eller isocyanater. Epoxyharpikser, som fx bruges ved støbning af kabelmuffer, kan give eksem, mens polyurethanprodukter (isocyanater), som bl.a. bruges ved opskumning af rør, kan give eksem og astma.

    Isocyanater kan frigives til luften, så længe de færdige emner stadig hærder. Der er derfor risiko for at indånde stofferne, indtil emnet er helt hærdet. Der er også risiko for udsættelse for isocyanater, når I arbejder videre med de færdige emner, hvis I fx opvarmer eller svejser på dem.

For virksomheder, der arbejder med farlig kemi er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering. Risikovurderingen skal dække den mulige udsættelse for farlig kemi i de arbejdsprocesser, produkterne indgår i.

Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Første skridt er, at I – på baggrund af den kemiske risikovurdering – skal vurdere, hvordan I kan undgå at blive udsat for farlige stoffer og materialer. Det er vigtigt, at I vælger foranstaltninger i den rigtige rækkefølge, så forebyggelsen bliver så effektiv som mulig. Det kaldes STOP-princippet – Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Udskift farlige stoffer og materialer med nogen, der er ufarlige eller mindre farlige. Brug altid det mindst farlige produkt og den mindst farlige arbejdsmetode. (Substitution).
  2. Sørg for at indkapsle arbejdsprocessen, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, aerosoler eller dampe til luften, skal I så vidt muligt sørge for, at der er effektiv procesudsugning. Køb de bedst sugende maskiner på markedet, og sørg for god vedligeholdelse af maskinerne. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelsen for farlige stoffer og materialer – og sørg for, at stofferne ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder, sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, klude, håndværktøj og personlige værnemidler. Forsøg også at begrænse den tid, I er udsat for vådt arbejde ved fx at holde passende pauser. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod de farlige stoffer og materialer, I kan blive udsat for. De personlige værnemidler skal passe til den konkrete arbejdsopgave og til arbejdets varighed. Leverandøren kan hjælpe jer med at vælge de rigtige værnemidler. Når I skal vælge handsker, skal I være opmærksom på, at nogle mennesker kan få allergi af handsketyper som fx latexhandsker. Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i at bruge de personlige værnemidler korrekt. (Personlige værnemidler).

Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de bruger de kemiske stoffer og materialer på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.

Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Arbejde med epoxy- og isocyanatholdige produkter - AT-vejledning 9.3.3

Sekundær udsættelse for isocyanater - AT-vejledning C.0.2

Kræftrisikable stoffer og materialer - AT-vejledning C.2.1

Støv, gasser og røg

Når I håndterer eller bearbejder nye og gamle byggematerialer, kan der frigives farlige stoffer til luften i form af støv, damp, gas og røg. Der kan fx dannes kvartsstøv, når I skærer, borer eller hugger i beton. Der kan også afdampe farlige stoffer fra overfladebehandlede materialer ved opvarmning – fx når I svejser eller bruger hurtiggående værktøj.

I forbindelse med færdiggørelse af byggeri skal I særligt være opmærksomme på at:

  • Fint kvartsstøv kan give skader på luftvejene som fx stenlunger. Det er også kræftfremkaldende. I kan blive udsat for kvartsstøv, når I skal opsætte el- og vvs-installationer, eller når I bruger slagboremaskiner, rillefræsere eller andet slående eller skærende værktøj i lofter og vægge af beton.
  • Træstøv kan irritere øjne og luftveje og kan betyde, at I udvikler astma og kronisk bronkitis. Fyrretræ frigiver flygtige kemiske stoffer, som kan irritere slimhinderne, mens støv fra løvtræ er kræftfremkaldende. Støv fra nåletræ er også kræftfremkaldende og kan give næsehulekræft, hvis I bliver udsat for høje koncentrationer af støv gennem længere tid.
  • Slibestøv kan indeholde farlige stoffer, der frigives, når I skærer eller sliber i byggematerialer. Gammel maling kan fx indeholde zink- og blychromat, som er kræftfremkaldende.
  • Asbest er kræftfremkaldende ved indånding. I kan blive udsat for asbestfibre ved renovering af kedler, beholdere og rør, hvis der er asbestholdig kieselgur. I kan også blive udsat for asbestfibre, når I borer eller sliber i loft- og vægbeklædning, som indeholder asbest.
  • Mineraluldsfibre virker irriterende på hud, øjne og luftveje. I kan blive udsat for støv fra mineraluldsprodukter, når I udlægger isolering på lofter.
  • PCB og bly er nogle af de farlige stoffer, I kan støde på, når I renoverer ældre bygninger. Ældre byggematerialer kan således fx indeholde PCB i vinduesfuger og bly i maling.
  • Svejserøg indeholder gasser, tungmetaller og andre skadelige stoffer. I kan blive udsat for svejserøg, når I svejser, sliber eller skærer i metal. Mængden afhænger af svejsetypen, elektrodetypen, beskyttelsesgasser, strømstyrken og af det materiale, der svejses i. Indånding af svejserøg kan give kronisk bronkitis, astma og kræft i luftvejene.

Hvis materialet er overfladebehandlet, fx olieret, primet, malet eller plastbelagt, eller hvis det indeholder rester af affedtningsmidler, kan røgen og dampene indeholde andre skadelige stoffer.

For virksomheder, der har arbejdsprocesser, hvor der kan frigives farlige stoffer til luften, er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering.

Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering

Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (svejsning og termisk skæring i metal)

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  1. Brug den mindst forurenende arbejdsmetode, så I begrænser, hvor meget støv, damp, gas og røg, der frigives til luften. Ved udskiftning af vinduer med PCB-holdige fuger kan I begrænse opvarmning og afdampning af PCB ved at undgå at bruge hurtiggående el-værktøj. (Substitution).
  2. Sørg for at få indkapslet arbejdsprocessen, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, dampe, gasser og røg til luften, skal I så vidt muligt sørge for, at der er effektiv procesudsugning. Køb de bedst sugende maskiner – og sørg for god vedligeholdelse af dem. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelse for støv, damp gas og røg – og sørg for, at forureningen ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder, støvsuge i stedet for at feje og sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, klude, håndværktøj og personlige værnemidler. I kan fx indrette et rum til værkstedslignende arbejde, så bearbejdning af materialer til indbygning mv. isoleres fra andet arbejde. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod støvet og de farlige dampe, røg og gasser, I kan blive udsat for. (Personlige værnemidler).

Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de arbejder på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.

Arbejdstilsynets værktøj til kemisk risikovurdering (svejsning og termisk skæring i metal)

Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Kræftrisikable stoffer og materialer – At-vejledning C.2.1

Svejsning og skæring mv. i metal – At-vejledning D.2.16

Asbest - At-vejledning C.2.2

PCB på byggepladsen – Temaside

Hånd-armvibrationer

Når I skal vurdere, om hånd-armvibrationer er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er risiko for at få en vibrationsskade, når I arbejder med kraftigt vibrerende værktøj som fx gulv- og girafslibere og slagboremaskiner.
  • Risikoen for skader afhænger både af vibrationernes styrke og af, hvor længe I er udsat for dem. Hvis vibrationsstyrken er større end 2,5 m/s2, bør I undersøge, om vibrationerne er skadelige. Vibrationsstyrken fremgår af brugsanvisningen. Hvis håndværktøjet er slidt og dårligt vedligeholdt, er vibrationsstyrken efter al sandsynligvis noget højere, end det fremgår af brugsanvisningen.
  • Vær opmærksom på, at der både er risiko ved at bruge kraftigt vibrerende værktøj i kort tid og mindre kraftigt vibrerende værktøj i længere tid. 
  • De mest vibrerende værktøj i branchen er slagboremaskiner, boremaskiner, håndrundsave og vinkelslibere. Mange af disse værktøjer er to-håndsbetjente, så begge hænder bliver påvirket.
  • Det første tegn på en skadelig påvirkning er snurrende eller følelsesløse fingre. Efter længere tid risikerer I at få ”hvide fingre”, der viser sig som anfald af hvide, kolde og følelsesløse fingre, når det er koldt. ”Hvide fingre” øger risikoen for arbejdsulykker, fordi fingrene er følelsesløse.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

    • Aktionsværdien for den daglige vibrationsbelastning på 2,5 m/s2 skal overholdes, hvor det er muligt. Grænseværdien for den daglige vibrationsbelastning på 5 m/s2 må aldrig overskrides. Begge værdier skal forstås som “gennemsnit” over en arbejdsdag på 8 timer. Kortvarige perioder med kraftig vibration er derfor tilladt.
    • Hvis I er i tvivl, om I har problemer med vibrationer, kan I få lavet målinger eller vurderinger, der kan afklare, om der er risiko for skader.
    • Planlæg arbejdet, så medarbejderne udsættes mindst muligt for vibrationer. Hvis det ikke er muligt at dæmpe vibrationerne, skal I nedsætte den tid, hvor den enkelte medarbejder udsættes for vibrationer.
    • Køb vibrationssvagt værktøj, og vælg værktøj med vibrationsisolerende håndtag. Vibrationsstyrken fremgår af brugsanvisningen. 
    • Hold hænderne varme. Det nedsætter risikoen for anfald af hvide fingre – selv om det ikke dæmper vibrationspåvirkningen. 
  • Vibrationsdæmpende handsker kan dæmpe højfrekvente vibrationer, men kan sjældent reducere risikoen for at udvikle ”hvide fingre” væsentligt.
  • Overvej, om I kan bruge tilbehør, der nedsætter vibrationspåvirkningen og aflaster ved længerevarende brug af håndværktøj.

Hånd-armvibrationer - AT-vejledning D.6.2

Indhold

Indhold

Sidst revideret: 16. januar 2024

Henter PDF